Sagsfremstilling
Ansøger har anmodet om at opstille et solcelleanlæg ved Abildgårdsvej mellem Byrsted og Øster Hornum. Det ansøgte areal er beliggende i landzone og udgør ca. 233 ha. Området er i dag landbrugsjord og ligger i et område med en højspændingsledning, som gennemskærer området fra syd-vest til nordøst.
Ansøgningen er screenet i forhold til kommuneplanens retningslinjer for solenergianlæg samt evt. andre forhold, der kan få betydning for planlægningen og hvordan arealet kan udnyttes.
Det ansøgte areal er ikke beliggende inden for nogle af de udpegninger i kommuneplanen, hvor der som udgangspunkt ikke ønskes solenergianlæg. En del af ansøgningens nordlige del ligger dog inden for udpegningen ”Større sammenhængende landskaber”, hvor der i kommuneplanen godt kan planlægges for solenergianlæg, men bevaringsværdierne må ikke forringes væsentligt.
Området ligger højt i landskabet og det skal vurderes, hvilken påvirkning et anlæg af denne størrelse har af påvirkning på de omkringliggende områder. Den nordligste del, der ligger højest, skal undersøges i forhold til evt. forringelse af den udpegede større sammenhængende landskab i kommuneplanen.
Yderligere opmærksomhedspunkter:
Gravhøje og §3 beskyttet natur
Inden for området findes der gravhøje med beskyttelseslinjer samt §3 beskyttet natur. Der skal holdes afstand til gravhøjene og den beskyttede natur.
Vandløb
Inden for arealet ligger der en række vandløb, hvoraf nogle er rørlagte. Der skal holdes en afstand til vandløbene, når der planlægges for solcelleanlægget.
Særlig værdifuldt landbrug
En mindre del af området ligger inden for udpeget særlig værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen. Det vil ikke være muligt at dyrke landbrug på dette areal i de ca. 30 år, som et solcelleanlæg forventes at have som levetid.
Grundvand
Størstedel af området er beliggende inden for område med særlig drikkevandsinteresse og nitratfølsomt indvindingsområde, samt indsatsområde for grundvandsbeskyttelse. Ved opstilling af solcelleanlæg vil arealet ikke blive anvendt til konventionelt landbrug med gødning og sprøjtning, i den periode som solcelleanlægget er i drift, hvilket er positivt for grundvandet. Det skal dog i forbindelse med planlægningen undersøges og sikres, at der ikke kan ske forurening af grundvandet fra solcelleanlægget.
Kommuneplantillæg
I forbindelse med, at arealet udlægges i kommuneplanens rammer, skal der udarbejdes et kommuneplantillæg. Der er tale om en væsentlig ændring i kommuneplanen, så der skal afholdes en foroffentlighedsfase.