Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Baggrundsviden

Rebild Kommune mangler passende og ikke mindst billige boliger at boligplacere flygtninge i, hvilket betyder at gennemsnitslængden for ophold i midlertidige boliger er blevet længere. Forholdene er dels en konsekvens af, at der er kommet flere flygtninge – og dermed øget efterspørgsel på udlejningsboliger, dels at integrationsydelsen blev nedsat, hvorved flygtningene kun har råd til at bebo de mest billige boliger. Der er ingen grænse for, hvor længe man må bo i midlertidig indkvartering.

Udover én bygning med midlertidig indkvarteringsmulighed i Nørager, er forvaltningen begyndt at boligplacere midlertidigt i de tomgangsramte ældreboliger. De to løsninger er dog ikke tilstrækkeligt til at dække det forventede behov for indkvarteringsmuligheder af flygtninge i 2016 og frem. Det er udmeldt at Rebild Kommune i 2016 skal modtage 158 og i 2017 er det 117. Dertil kommer familiesammenføringerne. Der er derfor behov for at sikre yderligere boligkapacitet til flygtninge.

Puljemidler "etablering af nye midlertidige boliger for flygtninge" (§ 14.52.15.42)

Som led i regeringens topartsaftale med KL blev der afsat 150 mio. kr. til statslig medfinansiering ved etablering af midlertidige boliger og ombygning af egnede tomme bygninger til flygtninge. Midlerne gives til kommuner med akut behov for boliger. Tilskuddet kan max udgøre 50 % af udgifterne til etablering af nye midlertidige boliger og ombygning af egnede tomme bygninger. Puljemidlerne dækker både eventuelle opkøb af ejendomme og indretning, hvorimod der ikke ydes tilskud til løbende drift (forbrugsudgifter og vedligeholdelse), inventar, grund og byggemodning.

Der er ansøgningsfrist 15. juni 2016 vedr. midlerne for 2016. Og der forventes frist i november vedr. midlerne i 2017 (afhængig af finanslovsforhandlingerne). Forvaltningen fremsender indenfor tidsfristen en ansøgning om tilskud til ombygning af såvel Nørager Ældrecenter (tagrenovering) som af Gården, med forbehold for politisk godkendelse af Byrådet den 23. juni.

Muligheder midlertidig indkvartering

Der pågår aktuelt politiske drøftelser i forhold til fremtidig anvendelse af Nørager Ældrecenter. Ældrecentret vil være yderst velegnet til midlertidig boligplacering af flygtninge, idet det med de nuværende faciliteter stort set er indflytningsklar. Såfremt ældrecentret i sin helhed IKKE omlægges til midlertidige boliger til flygtninge, er der behov for at finde en alternativ boligløsning. Forvaltningen har undersøgt forskellige supplerende muligheder.

Forvaltningen vurderer, at den bedste og billigste løsning er ombygning af Gården i Øster Hornum (Nibevej 164 - tidligere institutionsbygning), som i dag står ubenyttet hen. Der vil kunne oprettes midlertidig boligplacering for mellem 30-40 flygtninge efter en ombygning. Foreløbige beregninger viser følgende to scenarier:

Scenarie 1 har en anslået håndværkerudgift på ca. 0.6 mio. kr., dette indebærer en nødtørftig indretning, samt adgang til bade og køkkenfaciliteter. Der er tale om intermistiske bade- og køkkenfaciliteter såsom brusekabiner og afskærmning mellem sovepladserne med forhæng eller "papvægge". Rebild Kommunes egenfinansiering vil være 0,3 mio. kr.

Scenarie 2 har en anslået håndværkerudgift på ca. 2.5 mio. kr., dette indebærer en let renovering af bygningerne inkl. ændret indretning, herunder mere permanente køkken og badefaciliteter og gipsskillevægge i stålskelet mellem sovepladserne. Rebild Kommunes egenfinansiering vil være 1,25 mio. kr.

De årlige udgifter til vand, varme og el har en anslået udgift på ca. 300.000 kr. Der kan ikke ydes støtte fra puljen til de løbende driftsudgifter.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Der er brug for yderligere muligheder for midlertidig boligindkvartering af flygtninge, der visiteres til Rebild Kommune. Der pågår aktuelt politiske drøftelser i forhold til fremtidig anvendelse af Nørager Ældrecenter. Såfremt ældrecentret i sin helhed ikke besluttes omlagt til midlertidige boliger til flygtninge, er der brug for en alternativ løsning. Forvaltningen fremlægger forslag om ombygning af "Gården" (Nibevej 164).

Forvaltningen indstiller, at der ansøges om puljemidler til ombygningen samt at Byrådet bevilger Rebild Kommunes egenfinansiering svarende til 0,3 mio. kr. eller 1,25 mio. kr. alt efter, hvilken ombygning der ønskes. Egenfinansieringen kan dækkes af de ekstraordinære tilskud, som Rebild Kommune tidligere har modtaget til opgaven og som endnu ikke er udmøntet.

Beslutning

Der indgives ikke ansøgning.

Allan Busk og Per Vilsbøll deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget beslutter om der skal fremsendes "Ansøgning om tilskud til etablering af almene familieboliger". Fristen er den 15. juni 2016 pr. mail.

Hvis Økonomiudvalget beslutter, at der skal fremsendes puljeansøgning, indstiller forvaltningen, at Økonomiudvalget beslutter om der skal fremsendes ansøgning for hele Rebild kommunes ramme på 87 boliger, svarende til kr. 5.040.877, eller om der alene skal fremsendes puljeansøgning på kr. 3.370.380, i overensstemmelse med det fremsendte projektforslag vedr. Kr. Østergaardsvej 1, Støvring.

Økonomi

Der må påregnes en andel af grundkapitalindskuddet samt efterfølgende garantistillelse.

I det konkrete projektforslag er der beregnet et samlet grundkapitaltilskud kr. 6.430.840,-

Tilskud fra puljen vil være 3.370.380, og Rebild kommunes bidrag kr. 3.060.460,- under forudsætning af bevilling fra puljen.

Sagsfremstilling

Regeringen indgik den 18. marts 2016 aftale med KL om ”Bedre rammer for at modtage og integrere flygtninge”.

Som led i aftalen kan der inden for en pulje på 640 mio. kr. ydes tilskud til hel eller delvis dækning af den kommunale grundkapital ved etablering af almene familieboliger. Puljen fordeles med udgangspunkt i fordelingen af flygtninge mellem kommunerne og med afsæt i den enkelte kommunes boligbehov. Kommunerne har fuld anvisningsret til boligerne, så de kan målrettes flygtninge. Ved skrivelse til kommunerne den 4. maj 2016, har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet fremsendt nærmere information om puljen samt ansøgningsskema hertil. Ansøgningsfristen er kort og allerede fastsat til 15. juni 2016.

Rebild kommune har fået tildelt en ramme på kr. 5.040.877 til opførelse af op til 87 boliger. Tilskud pr. bolig er opgjort til kr. 58.170,- til hel eller delvis dækning af grundkapitalindskuddet.

KUBEN har på vegne af privat ejer, fremsendt oplæg til gennemførelsesgrundlag for alment boligbyggeri omfattende hhv. flygtningeboliger samt almene familieboliger i Støvring.

Med baggrund i det fremsendte Ministerbrev samt henvendelse fra KUBEN, drøftes det hvorvidt Rebild kommune ønsker at fremsende puljeansøgning.

Behovsanalyse permanente boliger til flygtninge:

Center Arbejdsmarked har udarbejdet en behovsanalyse for permanente boliger til flygtninge. Analysen er lavet med udgangspunkt i antallet af boligplaceringer i 2015 og 2016 til dato. Dette sammenholdt med antallet af nyankomne flygtninge og familiesammenførte. Statistikken er opgjort den 01.06.2016.

I analyseperioden har Rebild Kommune modtaget 163 kvoteflygtninge og 48 familiesammenførte. Der er medtaget både voksne og børn i optællingerne. Der er i perioden anvist 74 permanente boliger til flygtninge.  

Sammensætningen i de enkelte boliger er som nedenstående:

 Boligplaceringerne i perioden er geografisk fordelt på 10 forskellige byer i Rebild Kommune.

Vurdering af fremtidig boligbehov

I vurderingen af fremtidig boligbehov, er det nødvendigt at tage højde for, at flygtningene modtager integrationsydelse. Boligudgifter (husleje og forbrug) kan for enlige udgøre max omkring 3.000 – 3.500 kr. og for familier omkring kr. 5.500 pr. måned.  Det betyder, at der er behov for billigere og derfor ofte mindre boliger. Udbuddet af egnede boliger i Rebild Kommune er efterhånden begrænset både grundet pris og størrelse, men også på grund af, at der allerede nu er lejet mange boliger ud til flygtninge både ved private udlejere og gennem almennyttige boligforeninger.

Kommunen har kun pligt til at anvise den første permanente bolig til flygtninge. Kommunen har ikke pligt til at anvise bolig igen, hvis den enkeltes flygtnings boligbehov ændrer sig, fx pga. familiesammenføring. Der er ingen tidsgrænse for, hvor længe flygtningene må bo i midlertidig indkvartering.

Det er udmeldt at Rebild Kommune i 2016 skal modtage 158 og i 2017 er det 117 flygtninge. Dertil kommer et ubestemt antal familiesammenføringer. Der er i årets første måneder kommet langt færre flygtninge end forventet, i alt 33 kvote flygtninge mod 56 kvote flygtninge i samme periode sidste år. Det er uvist om Rebild Kommune pludselig modtager en større gruppe, men det må alt andet lige forventes, at der må påregnes forholdsvis flere flygtninge visiteret til kommunen i resten af 2016.

Der er en forventning om, at tendensen fortsætter, så det primært er enlige kvote flygtninge, der skal modtages i Rebild Kommune. Fordelingen har været at ca. 80 % af de nyankomne kvoteflygtninge har været enlige og 20 % har været familier.

Det er forvaltningens vurdering, at selv om Rebild Kommune i år har modtaget færre flygtninge end forventet, er der behov for udvidelse af Rebild Kommunes boligudbud af billigere og mindre boliger. Aktuelt er der 24 flygtninge, heraf 20 enlige, der afventer at få anvist en permanent bolig. Behovet skal også ses i lyset af, at der netop er indført kontanthjælpsloft og optjeningsregler for fuld kontanthjælp, som medfører at en del etniske danskere må forventes at søge samme type boliger på grund af nedsatte ydelser.

Oplæg fra privat ejer

KUBEN har på vegne af privat ejer, fremsendt oplæg forslag til opførelse af 38 flygtningeboliger samt 20 familieboliger beliggende i Støvring. Oplægget tager udgangspunkt i behovet for billige boliger, som kan betales af den anførte målgruppe. Ligeledes er projektet tilrettelagt således, at der sikres en fleksibel løsning, så skulle behovet for små billige boliger ændre sig, er det muligt at indrette dem til større familieboliger.

Sagens efterfølgende behandling

Hvis det besluttes at fremsende puljeansøgning, forventes Ministeriet at orientere ansøgerne om fordeling af puljemidler senest 5. juli 2016.  

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Regeringen indgik den 18. marts 2016 aftale med KL om ”Bedre rammer for at modtage og integrere flygtninge”. Der er fremsendt Ministerbrev til kommunerne med tilbud om ansøgning af puljemidler til opførelse af almene boliger målrettet flygtninge.

KUBEN har på vegne af privat ejer, fremsendt oplæg til gennemførelsesgrundlag for alment boligbyggeri omfattende hhv. flygtningeboliger samt almene familieboliger beliggende Kr. Østergårdsvej 1 i Støvring.

Med baggrund i det fremsendte Ministerbrev samt henvendelse fra KUBEN, drøftes det hvorvidt Rebild kommune ønsker at fremsende puljeansøgning.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Allan Busk og Per Vilsbøll deltog ikke i behandlingen af sagen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0