Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at akut-puljen finansierer 90% af udgiften til udskiftning af komponenterne i tavlen

Økonomi

Af de 200.000,00 kr der er afsat til akutpuljen i år, er der brugt 96.469,00 kr. Der er således 103.531,00 kr tilbage i puljen.

Udskiftningen af komponenterne koster 67.195,00. Akutpuljen finansierer 90% af udgiften, svarende til 60.475,50 kr.

Sagsfremstilling

Over sommeren har Støvring svømmehal oplevet, at flere lamper sprang i svømmehallen. I løbet af kort tid var 11 ud af svømmehallens (bassinet) 20 lamper sprunget. Det gav anledning til at få en elektriker til at kigge på hallens belysning. Elektrikeren vurderede dog, at mange af relæerne i hallen var slidt (meget) ned og burde skiftes, da risiko for en mekadoeffekt (hvor hele tavlen, et relæ efter det andet, går i stykker ved blot berøring) var stor. Elektrikeren har lavet en midlertidig, men uholdbar løsning og vurderer, at alle relæer i tavlen bør skiftes.

Udskiftning af komponenterne i tavlen (45 relæer) er ikke beskrevet i Rambøll-rapporten fra 2016, der giver adgang til at søge om midler fra den almindelige vedligeholdelsespulje. Derfor ansøger svømmehallen om midler i akutpuljen.

Det er forvaltningens vurdering, at udskiftning af tavlen ligger inden for de retningslinjer, der er vedtaget for akutpuljen af Kultur- og Fritidsudvalget den 14. november 2012:

”Den afsatte akutpulje er reserveret til større, ikke forudsigelige vedligeholdelsesarbejder, så som pludseligt opståede bygningsskader på mur, bærende elementer eller tagkonstruktion".

Årsagen til at udskiftningen vurderes at ligge inden for puljens kriterier er at;

  • Der er tale om et større vedligeholdelsesarbejde. Udskiftning af komponenterne i tavlen vil koste 67.195,00 kr., hvilket er over egenfinansieringsgrænsen for projekter på 50.000 kr.
  • Behovet for udskiftning har ikke været forudsigeligt. Rambøll har ikke forudsagt, at tavlen (relæerne) i hallen trængte til udskiftning, da de vurderede svømmehallens vedligeholdelsesbehov i 2016. Svømmehallen har heller ikke været forberedt på, at relæerne ville svigte.
  • Der er akut behov for at udskifte komponenterne i tavlen, for at borgerne kan bruge svømmehallen. I visse tilfælde må brugerne benytte lommelygte, når de klæder om.

Svømmehallens egen beskrivelse af situationen og elektikers tilbud kan ses i bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og Fritidsudvalget

 

Støvring Svømmehal har haft et akut opstået behov for udskiftning af svømmehallens relæer, som ikke er beskrevet i Rambølls rapport fra 2016 om behov for vedligehold. Svømmehallen søger om at få dækket udgiften af akutpuljen, som Kultur- og fritidsudvalget træffer afgørelse om.

Beslutning

Kultur- og fritidsudvalget godkendte, at der arbejdes videre med de beskrevne temaer.

Gert Fischer deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og fritidsudvalget godkender de foreløbige temaer i politikken Fritid og Oplevelser

Sagsfremstilling

Arbejdet med politikken sker jf. tids- og procesplanen i tre faser. Vi er nu færdige med borgerinddragelsesprocessen - Fase 2. Her gives en status på arbejdet og anbefalinger til temaer, der skal arbejdes videre udfra.

Fase 1 var Kultur- og fritidsudvalgets godkendelse af tids- og procesplan. Dette skete i august 2019 og har dannet baggrund for det videre arbejde.

Fase 2 har haft fokus på borgerinddragelse. Der blev den 28. august 2019 holdt en workshop med repræsentatner fra kommunens råd, hvor repræsentanterne på tværs af rådene drøftede, hvad der er vigtigt for dem i forhold til de forskellige arbejdsområder i både Omsorgs- og sundhedspolitikken samt i politikken for Fritid og Oplevelser. Input fra workshoppen er blevet brugt til at danne temaerne til de efterfølgende fokusgruppeinterviews.

I oktober 2019 har der været afholdt 3 fokusgruppeinterviews:

  • En fokusgruppe med aktører fra fritidsområdet
  • En fokusgruppe med aktører fra kulturområdet
  • En fokusgruppe med ledere fra Center Sundhed, Kultur og Fritid

Fokusgruppeinterviewene har haft fokus på at indsamle input til politikken og få afklaret hvilke temaer, der, set fra borgernes vinkel, er de vigtigste. I praksis er det sket på baggrund af åbne spørgsmål og dialog.

På baggrund af processen og de mange input foreslår forvaltningen, at følgende foreløbige temaer skal danne baggrund for skrivearbejdet:

  1. Fællesskaber med plads til forskellighed - (rummelighed i forhold til interesser, alder, faciliteter og personlige udfordringer)
  2. Samarbejde på tværs - (samskabelse og netværk: foreninger, aktører, institutioner og kommunen)
  3. Frivillighed - (Det skal være nemt at være frivillig. Netværk, sparring og rådgivning)
  4. Natur, kultur og sundhed - (naturen bruges sammen med kulturen som ramme for og middel til sunde oplevelser)
  5. Synlighed og tilgængelighed - (kendskab til udbud samt hvor man kan hente hjælp og vejledning, kultur- og fritidstilbuds geografiske spredning)
  6. Kvalitet og folkelighed - (talent og vækstlag, de smalle, unikke- og de brede sports- og kulturbegivenheder)

Helt overordnet er målet med politikken at danne rammen for, at alle borgere i Rebild Kommune har adgang til at aktivt deltage i et levende kultur-, fritids- og idrætsliv med rummelige fællesskaber og mod til at tænke nyt. Det sikres ved at understøtte de frivilliges arbejdes med sparring og samarbejde. Ovenstående temaer skal udtrykke en retning og angive hvilken bevægelse, der skal kendetegne arbejdet de kommende fire år. Der kan således i den sproglige formulering ske tilpasninger eller opdeling af temaer, hvis det giver bedre meining, som skriveprocessen skrider frem.

Fase 3 er skriveprocessen, der skal lede hen mod en godkendelse af en høringsversion. I løbet af skriveprocessen udvikles de endelige temaoverskrifter, som indholdsmæssigt vil være inden for ovenstående politiske rammer. Hvert tema beskrives og afrundes med 2-3 klare mål/intentioner. Kultur- og fritidsudvalget vil på mødet i januar 2020 få første udkast af politikken til drøftelse og kvalificering, inden Kultur- og fritidsudvalget på mødet i februar 2020 sender politikken i høring.

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og fritidsudvalget

Kultur- og fritidsudvalget godkendte på mødet i august 2019 tids- og procesplan for Kultur- og fritidspolitikken "Fritid og Oplevelser". Ifølge tidsplanen skal Kultur- og fritidsudvalget i november 2019 drøfte temaer for politikken.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0