Teknik og Miljøudvalget godkendte den 23. september 2020, at planlægningen for solcelleanlæg ved Abildgårdsvej skulle indgå i planprioriteringen, så den senere kan prioriteres til udarbejdelse. På Teknik og Miljøudvalgsmødet d. 29. september 2021 indstillede forvaltningen, at planlægningen skulle igangsættes, men udvalget ønskede ikke på det tidspunkt at igangsætte planlægningen.
Ansøger har siden da fået ny rådgiver og har indsendt nyt ansøgningsmateriale, hvor afgrænsninger er tilpasset. Ansøger ønsker på den baggrund at vide, om planen fortsat skal indgå i planprioriteringslisten med den tilpassede afgrænsning, så den senere kan prioriteres til udarbejdelse.
Arealet ligger i landzone ved Abildgårdsvej mellem Byrsted og Øster Hornum. Oversigtskort er i bilag 1.
Det er primært landbrugsjord, hvor en højspændingsledning gennemskærer området fra sydvest til nordøst. I den tidligere ansøgning udgjorde arealet ca. 233 ha. Ansøger har tilpasset afgrænsningen efter højspændingsledningen og de nærmeste naboer, så arealet reduceres til ca. 200 ha. Der er som udgangspunkt holdt 200 meters afstand til naboer. De naboer som ligger tættere på end 200 m er bygherre i dialog med om evt. yderligere reduceringer. På bilag 2 ses den oprindelige og den reducerede afgrænsning.
Ansøgningen er vurderet i forhold til kommuneplanens retningslinjer for solenergianlæg samt evt. andre forhold, der kan få betydning for planlægningen og hvordan arealet kan udnyttes. Ansøgers projektbeskrivelse er i bilag 3, hvor der bl.a. er redegjort for naboerne, kommuneplanens retningslinjer for solenergianlæg samt kortbilag af de natur-, miljømæssige- og landskabelige bindinger, der er på det ansøgte areal.
Det ansøgte areal ligger ikke inden for nogle af de udpegninger i kommuneplanen, hvor der som udgangspunkt ikke ønskes solenergianlæg. Den nordlige del af området ligger inden for kommuneplanens retningslinje for ”Større sammenhængende landskaber”, hvor der jf. kommuneplanen kan planlægges for solenergianlæg, hvis bevaringsværdierne ikke forringes væsentligt. Hvis der er tungtvejende hensyn til at placere et anlæg indenfor udpegningen, skal det placeres og udformes, så det præger landskabssammenhængen mindst muligt.
Inden for afgrænsningen findes der § 3 beskyttet natur og et enkelt fortidsminde helt inde i området og en række fortidsminder, der grænser op til. Typisk holdes der en afstand på mindst 5 m fra § 3 beskyttede naturtyper ved solcelleanlæg og fortidsminder har en beskyttelseszone med en radius på 100 m. Disse udpegninger vil også reducere afgrænsningen og dette skal tilrettes ved udarbejdelse af planerne.
Forvaltningen indstiller, at inden planen prioriteres til udarbejdelse, skal ansøger fremsende et skitseprojekt, der tilpasses kommuneplanens retningslinjer, § 3 natur og øvrige bindinger, og at der indsendes visualiseringer, der viser solcellerne synlighed samt forholdet til de landskabelige værdier.
I forbindelse udarbejdelse af planerne vil der skulle udarbejdes en miljøvurdering af planerne og det konkrete projekt. Det forventes, at der især vil være fokus på påvirkningen af landskabet, når der er tale om et solcelleanlæg i denne størrelse.
Bæredygtighed
Solcelleanlægget kan være en markant energikilde for Rebild Kommune og kan nå en produktion, der vil bidrage til den fælles nordjyske målsætning om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2040 i regionen. Med et nettoareal på ca. 200 hektar kan der produceres op imod 200 MWp (maksimal produktion ved optimale forhold) fra solcellerne alene. Det svarer til 200.000.000 kWh årligt eller forbruget i 40.000 husstande med det forbrug en gennemsnitlig husstand har i dag. Opsættes anlægget kan det bidrage til en fortrængning af ca. 2500 ton CO2-æ (drivhusgas omregnet til CO2 ) hvilket rykker Rebild Kommune nærmere målet i DK2020 om at være CO2 neutrale i 2050.
Solceller er en effektiv energikilde, som kan være med til at bidrage til den grønne omstilling. De kan stort set ikke høres, de har ingen lugtgener og har en lang levetid.
Solcelleanlæg er en balance mellem produktion af vedvarende energi, den teknologiske udvikling samt hensyntagen til det omgivne miljø. Der er et særligt hensyn at tage til de naboer og brugere af området, der vil have indblik eller opleve gener fra anlægget.
Placering af solcelleanlæg på arealer, der tidligere har indgået i konventionel landbrugsdrift, giver en mulighed for at fremme områdets naturværdi og biodiversitet ved at mindske påvirkningen fra gødning og sprøjtning. Derudover kan der være en række aktive tiltag for at forbedre levesteder for dyr og planter, som kan sikre grønne fauna spredningskorridorer bl.a. på det område hvor højspændingsledningen krydser området.