Sagsfremstilling
Udlændinge-, integrations- og boligministeriet har afsat 52,3 mio. kr. over en 4-årig periode til indsatsen "integration der virker - en målrettet kommunal beskæftigelsesindsats". Heraf er der afsat 30 mio. kr. i den udmeldte ansøgningspulje, hvorfra kommunerne nu kan søge om midler til at frikøbe medarbejdere. Endvidere vil kommunerne som led i initiativet modtage proces- og konsulentstøtte med henblik på at gennemføre et udviklingsforløb for at styrke den lokale beskæftigelsesrettede integrationsindsats. Dette gælder både i forhold til kommunernes organisering af indsatsen, herunder på tværs af fagområder, samt den kommunale tilrettelæggelse af den beskæftigelsesrettede integrationsindsats.
Alle landets kommuner kan ansøge. Det forventes, at der blandt de indkomne ansøgninger vil blive indgået aftale med de 12-14 kommuner, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration vurderer, har de største udfordringer med beskæftigelsesindsatsen over for flygtninge og familiesammenførte under integrationsloven og ikke-vestlige indvandrere med andre problemer end ledighed. Forvaltningen har valgt at søge del i puljemidlerne, som kan anvendes til frikøb af medarbejdere. Herudover vil de udvalgte kommuner som led i initiativet modtage proces- og konsulentstøtte med henblik på at gennemføre et udviklingsforløb for at styrke den lokale beskæftigelsesrettede integrationsindsats. Dette gælder både i forhold til kommunernes organisering af indsatsen, herunder på tværs af fagområder, samt den kommunale tilrettelæggelse af den beskæftigelsesrettede integrationsindsats.
Sidste år udgav Ugebrevet A4 en artikel under overskriften ”Kommuner famler med at få flygtninge i arbejde”, hvor de havde bedt konsulentfirmaet LG Insight udarbejde en undersøgelse af, hvor mange flygtninge der blev selvforsørgende indenfor det første år i perioden 2009-13. I forhold til Jobcenter Rebilds øvrige resultater, hvor der generelt er positive resultater, blev Rebild Kommune fremhævet som en kommune med et forbedringspotentiale på flygtningeområdet. Årsagen var, at kun 10 % af flygtninge og familiesammenførte i perioden kom i beskæftigelse i Rebild Kommune, indenfor det første år, mod gennemsnitligt 25 % i hele landet. Siden har det dog vist sig, at Rebild har en samlet beskæftigelsesfrekvens for flygtninge og indvandrere som ligger over landsgennemsnittet, men de resultater kaster ikke lys over de udfordringer forvaltningen ønsker at løse. Nemlig en hurtig og tidlig indsats der sikrer den enkelte flygtning tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgende indenfor det første år.
Forvaltningen ønsker med baggrund heri at ansøge om del i puljemidlerne. Det er forvaltningens vurdering, at puljemidlerne kan understøtte implementeringen af den netop vedtagne integrationspolitik for Rebild Kommune samt en sund økonomi på integrationsområdet. Det kræver politisk opbakning og godkendelse for at få andel i puljemidlerne.
Idet ansøgningen er under udarbejdelse vil den vil blive eftersendt forud for udvalgsmødet og senest den 3. maj 2016.