Her efter 2. kvartal 2019 forventer vi for Arbejdsmarkedsudvalgets område samlet en lille afgivelse på 0,4 mio. kr. i merforbrug. Det dækker dog over både merforbrug og mindreforbrug. Set i de store områder er der mindreforbrug på ledige og sygemeldte, hvorimod der på fleksjob, førtidspension og indsatser forventes merforbrug.
Der er fortsat højkonjunktur, lav ledighed og efterspørgsel efter arbejdskraft i hele landet, det gælder også i Rebild, hvor der samlet for alle ydelser(overførselsindkomster) er mindreforbrug, selvom nogle ydelser viser merforbrug. Arbejdsmarkedsudvalgets fokus på målrettede investering og et stærkt samarbejde med arbejdsgiverne medfører, at der på indsatssiden er merforbrug.
På byrådets møde den 27. juni 2019 blev det besluttet, at der skal ske en opbremsning i forbruget samt en suspendering af 5 % grænsen på overførsler med henblik på at nedbringe det forventede regnskab 2019. Effekterne af byrådets beslutning er ikke indarbejdet i denne vurdering, som er på baggrund af data pr. 30. juni 2019. Det vil blive medtaget i forbindelse med økonomivurderingen pr. 30. september, hvor det således vil være muligt at måle effekterne af beslutningen.

For en nærmere beskrivelse af de forventede budgetafvigelser henvises til økonomivurderingsrapporten for udvalget, som er vedlagt som bilag.