Baggrunden for ”Flere skal med”-projekterne
Jobcenter Rebild har i perioden 1. august 2017–31. juli 2019 deltaget i projekt ”Flere skal med”. Målgruppen for det første projekt var aktivitetsparate borgere, der havde været på kontant- eller uddannelseshjælp i 5 år eller mere. Projektets omdrejningspunkt var en virksomhedsrettet indsats, og der blev arbejdet med en fast indsatsmodel, som tog udgangspunkt i en individuel og helhedsorienteret indsats. Formålet med projektet var at understøtte, at flest mulige borgere i målgruppen fik helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet i form af ordinære timer, men også at de borgere, som skulle afklares til anden ydelse, fik det iværksat.
I "Flere skal med 2" er målgruppen udvidet, således at den omfatter alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere uanset varighed på ydelsen samt aktivitetsparate integrationsborgere. Projektperioden er november 2019-november 2021. Et kriterie for projektet er, at en justeret indsatsmodel skal følges. Der er stadig fokus på en indivduel og helhedsorienteret indsats med fokus på ordinær beskæftigelse til målgruppen. Indsatsmodellen er skitseret nedenfor:

Resultater af Flere skal med 1
Jobcenter Rebild, sammenlignet med hele landet, har haft en stor andel, der er blevet vurderet til at kunne profitere af projektindsatsen i ”Flere skal med”, hvilket er i god overensstemmelse med intentionerne bag den politiske aftale. Bruttomålgruppen i Rebild var på 38 borgere, og alle har været gennem startafklaringen. Af de 38 borgere blev 29 borgere visiteret til projektindsatsen, hvilket svarer til 71 %, hvilket er 16 %-point højere end landsgennemsnittet på 55 %. I forbindelse med startafklaringen blev der identificeret 7 borgere, der enten allerede var visiteret til et ressourceforløb, havde fået førtidspension eller fleksjob eller var i målgruppen for ressourceforløb. For denne gruppe af borgere var der iværksat plan for det videre forløb. Ligeledes blev der ved startafklaringen identificeret 4 borgere, der var ude af stand til at deltage i projektindsatsen enten på grund af meget alvorlige sociale eller helbredsmæssige udfordringer eller afsoning af staf.
Det betyder, at:
- 25 ud af de 27 borgere fik udpeget en personlig jobformidler. Jobformidleren har sammen med borgeren målrettet arbejdet med at skabe kontakt til arbejdsmarkedet. Der skulle i kontakten til virksomhederne arbejdes mod at få etableret ordinære timer, i takt med at borgerne opnåede kompetencer, der svarede til arbejdsopgaverne – vejen til ordinære timer, vil ofte gå via virksomhedspraktik.
- Jobcenter Rebild var ved afslutningen af projektet i top 10, blandt de deltagende 88 kommuner omkring andelen af borgere, der havde været i virksomhedsforløb mv., herunder ordinære timer, fleksjob og uddannelse. Ved projektets afslutningen, var andelen i Rebild på 56 %, mod landsgennemsnittet på 38%.
- Gennemsnitligt har 15 % af deltagerne haft ordinære timer i Rebild mod gennemsnitlig 12 % på landsplan.
- Den foreløbige lokale evaluering viser, at Jobcenter Rebild i forbindelse med deltagelse i projekt ”Flere skal med” har haft mulighed for at sikre en mere individuel og håndholdt indsats til gruppen af de mest udsatte borgere på kontanthjælp. Den ekstra medarbejderressource har betydet, at der kunne leveres en indsats til gavn for borgerne, der ligger over landsgennemsnittet.
Flere skal med 2
Puljens succeskriterie er, at flest mulige borgere i målgruppen opnår helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet i form af lønnede timer. Herunder at minimum 20 pct. af målgruppen har opnået lønnede timer eller uddannelse ved projektets afslutning.
Den landsdækkende evaluering af projektet "Flere skal med 1" afventes stadig, men der er afdækket en række potentialer i det videre arbejde. For at nå målene bliver det nødvendigt, at:
- Fokusere på muligheder og det gode match
- Sikre Jobmål og CV af høj kvalitet
- Skabe tillidsfulde relationer
- Have viden om og adgang til det lokale arbejdsmarked
- Have klare aftaler om ordinære timer og progression
- Styrkelse af det faglige samarbejde med familie- og handicapforvaltningen
I ansøgningen har forvaltningen derfor lagt vægt på en række forandringsinitiativer, som skal bidrage til, at målene kan opnås. Herunder
- Implementering af de nye fælles principper, hvor der er sat en retning for fokus i sagsarbejdet, som passer rigtig godt med intentionerne i projekt ”Flere skal med 2”. Ved at implementere principperne sikres fokus på borgeres ressourcer og potentialer, når der fastlægges jobmål og CV.
- Opkvalificering af medarbejderne ift. den borgervendte dialog, herunder kvalitet i CV’et og i virksomhedsdialogen omkring lønnede timer og virksomhedsrettede indsatser, der understøtter borgerens progression
- Implementering af nyt koncept for sparring fra STAR
- Jobformidlerne afholder borgervendte workshops med fokus på de nye muligheder i Jobnet for at understøtte, at målgruppen får udarbejdet CV’er og præsentationsmateriale med kvalitet.
Forvaltningen forventer at få svar på ansøgningen medio november 2019.