Sygemeldte er den målgruppe, hvor Rebild er mest udfordret sammenlignet med resten af landet. Det er ikke en ny udvikling og er således også baggrunden for at der i udkastet til Beskæftigelsesplan 2020 fortsat er særligt fokus på de sygemeldte. Her er det igen målet at nedbringe niveauet til gennemsnittet på landsplan. På Beskæftigelsesministeriets seneste opgørelse rangerer Rebild Kommune som nr. 87 blandt landets 98 kommuner, når man vurderer resultater på baggrund af rammevilkårene i den enkelte kommune.
Nedenstående figur viser, hvor stor en andel af arbejdsstyrken, som var på sygedagpenge eller i jobafklaringsforløb ved seneste opgørelse i juni 2019 sammenlignet med februar 2019.

Kilde: Jobindsats.dk
Figuren viser, at der er sket større fald i andelen af sygemeldte både i Nordjylland og hele landet under ét, end i Rebild fra februar til juni 2019. Rebild ligger fortsat lidt lavere i andelen på sygedagpenge i juni 2019. Men der har ikke været samme fald som i resten af landet. For jobafklaringsforløb er der i Rebild sket en større stigning end i Nordjylland og på landsplan. Samlet set er Rebild rykket 17 pladser tilbage til en rangering som nummer 57 blandt landets kommuner.
Ses der tilbage på udviklingen i antal sygemeldte siden sygedagpengereformen i 2014, har Rebild fra start haft flere jobafklaringsforløb end gennemsnittet i både regionen og på landsplan.

Kilde: Jobindsats.dk
Ses der på udviklingen det seneste halve år faldt niveauet lidt i første kvartal for så at stige igen i andet kvartal.
Samlet set er tilgangen fortsat større end det afsluttede antal jobafklaringsforløb. I figuren herunder fremgår antal påbegyndte og antal afsluttede jobafklaringsforløb i Rebild Kommune siden reformen. Samtidig fremgår nettoudviklingen, som viser forskellen mellem antal påbegyndte og afsluttede forløb.

Kilde: Schultz Fasit (pr. 22. november 2019)
Figuren viser, at der indtil videre i 2019 er påbegyndt 135 jobafklaringsforløb mod 125 afsluttede. Dermed er det samlede antal sager steget med 10 siden årets begyndelse. Det er således ikke lykkedes at bryde den stigende tendens.
I tabellen herunder sammenlignes tilgangen til jobafklaringsforløb i Rebild med niveauet i hele landet og Region Nordjylland. Tallene er her opdateret til 1. halvår 2019. For at kunne sammenligne er tilgangen sat i forhold til størrelsen på arbejdsstyrken.

Kilde: Jobindsats.dk
Tabellen viser tydeligt, at Rebild konsekvent sætter flere jobafklaringsforløb i gang end det er tilfældet i regionen og på landsplan. Det understeger, at en stor del af løsningen skal findes i indsatsen for sygedagpengemodtagere, som for ofte ender med et jobafklaringsforløb, i stedet for en raskmelding inden for det første halve år.
Tabellen herunder viser, hvor stor en andel af sygedagpengesager, som inden for de første 13 uger blev delvist raskmeldt eller havde fået et virksomhedsrettet tilbud.

Kilde: Jobindsats.dk
Tabellen viser, at der for Rebild i første halvår 2019 har været en øget andel sygedagpengemodtagere, som inden 13. uge med sygedagpenge var blevet delvist raskmeldt eller havde været i et virksomhedsrettet tilbud. Det har dog ikke i tilstrækkelig grad medført flere raskmeldinger inden overgang til jobafklaringsforløb.
Samlet set kan det konkluderes, at udviklingen det seneste halve år ikke lever op til ambitionen i Beskæftigelsesplan 2019 om at nedbringe niveauet for antal sygemeldte til landsgennemsnittet. Det er tværtimod gået en smule den modsatte vej. I budget 2020 er der med to investeringer i indsatsen på henholdsvis sygedagpenge (første samtale på arbejdspladsen) og i jobafklaringsforløb (styrket indsats med henblik på markant flere raskmeldinger) skabt gode rammer for at knække udviklingen til gavn for både de sygemeldte borgere og kommunens økonomi.