Til trods for mange års indsats for at alle unge skal kunne tage en uddannelse, er der fortsat en mindre gruppe af unge, som har svært ved at bide sig fast i uddannelsessystemet, og de kæmper med at finde deres uddannelsesvej. I et forsøg på at understøtte de unges vej i uddannelsessystemet har der gennem årene været etableret en lang række tilbud og aktiviteter med det formål at ruste de unge til livet generelt og til uddannelse, herunder indsatser i såvel grundskole- som jobcenterregi.
Ungeenheden, som varetager Jobcenter Rebild og UU's tilbud/indsats for unge op til 30 år, møder i deres arbejde en mindre gruppe unge, der enten endnu ikke er debuteret på uddannelseshjælp eller som er på uddannelseshjælp eller integrationsydelse, og hvor det vurderes, at der med en alternativ uddannelsesrettet støtte kan arbejdes med en forebyggende eller fastholdende indsats.
For en mindre gruppe af unge i Rebild, hvor den unge kan karakteriseres som sårbar i flere sammenhænge og eksempelvis har brug for at starte med at etablere en ny base, er det vurderingen, at den unge med en mindre økonomisk håndsrækning kan støttes til at finde eller genfinde uddannelsesvejen.
Indsatsen kan kvalificere de unge til at påbegynde uddannelse, uden at de debuterer på uddannelseshjælp og bliver en del af jobcenterets målgruppe eller at de unge, der allerede er på uddannelseshjælp, kan støttes udover den indsats, der allerede er iværksat i Ungeenheden for yderligere at sikre et uddannelsesfokus.
Baggrunden for forslaget er en henvendelse fra Vrå Højskole. Vrå Højskole har fået EU-støtte til et forløb under overskriften ”Nøglen til erhvervsuddannelse”, som er et 20 ugers forløb for unge der har afsluttet studenter- eller hfeksamen, men som af forskellige grunde ikke er kommet videre med uddannelse. Det er ikke muligt, efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (herefter LAB), økonomisk at støtte denne gruppe unge til et højskoleophold selvom det vurderes, at denne indsats ville kunne støtte den unge i forhold til et fremtidigt uddannelsesvalg, uden at blive en del af jobcenterets målgruppe. Det er således i dag ikke muligt at prioritere denne forebyggende indsats. Under deltagelse på opholdet, må den unge ikke modtage offentlig forsørgelse.
I den forbindelse har forvaltningen undersøgt, hvordan de øvrige nordjyske kommuner har valgt at håndtere problemstillingen. Stort set alle har enten reserveret et beløb eller er som Jobcenter Rebild i gang med at afdække mulighederne for støtte til denne gruppe af unge. Modellen er kendt og benyttet i blandt Jammerbugt, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev. Der lyder samstemmende, fra alle adspurgte kommuner, at det er en god investering, som forebygger, at unge kommer på uddannelseshjælp og at det kan være med til at afkorte varigheden på uddannelseshjælp, at de unge igen får retning på uddannelsesvalg eller fastholdes i uddannelse.
Forvaltningen har afdækket følgende behov for indsatser, der i dag ikke kan støttes efter LAB:
- Højskoleophold, hvor den unge (endnu) ikke er på uddannelseshjælp
- Betaling af gebyrer til enkeltfag på VUC for unge på uddannelseshjælp eller integrationsydelse, som ikke har haft mulighed for at spare op
- Økonomisk hjælp til befordring til de EGU-elever, som er på laveste timesats og som har høje transportudgifter ifm. skoleophold
Forvaltningen vurderer, at en pulje på 200.000 kr. årligt vil kunne dække behovet. Investeringen vil være udgiftsneutral, hvis midlerne kan medføre en reduktion i 3 helårsforsørgede unge (beregnet som gennemsnitlig udgift til forsørgelse).
Hensigten med puljen er at skabe mulighed for at kunne støtte den unge med mindst mulig indgriben. En analyse fra Beskæftigelsesregion Syddanmark har vist, at i gruppen af unge, der som 18-årige debuterer på uddannelseshjælp, er næsten halvdelen fortsat på uddannelseshjælp 5 år efter. De unge, der debuterer tidligt på uddannelseshjælp eller modtager ydelse over længere tid, opnår i mindre grad at få en uddannelse eller en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Strategien er derfor at forebygge, at denne gruppe af unge kommer på uddannelseshjælp eller er der kortest mulig tid, ved at kunne tilbyde dem en økonomisk håndsrækning som i dag ikke er mulig.
Vurderingen af hvilke unge, der kan få støtte til egenbetaling til højskoleophold, undervisningsgebyr til VUC og befordring i forbindelse med EGU mm. afgøres ved individuel vurdering af Ungeenhedens ledelse og UU. I samme forbindelse aftales der opfølgning i forhold til den unge under forløbene.