Sagsfremstilling
Byggemodningen af Amtoften i Haverslev har omfattet første etape af byggemodningen, hvor der er udstykket 10 parcelhusgrunde.
Byggemodningen omfattede etablering af en ca. 550 meter lang ny stamvej fra Strandvejen i Haverslev. Der blev byggemodnet 10 parcelhusgrunde for enden af vejen, og der er derfor mulighed for udstykning af yderligere 16 boliggrunde langs den nye stamvej. Dette forudsætter, at der etableres 2 små stikveje samt udførelse af varmeforsyning til de øvrige grunde.
Der var planlagt udført slidlag i 2024, men da Aars Boligforening har købt en mindre del af udstykningen og er i gang med etablering af 9 dobbelthuse, har forvaltningen valgt at udskyde udlægningen af slidlaget til opførelsen af de 9 dobbelthuse er gennemført.
Der er eksproprieret jord for at kunne realisere byggemodningen. Ejer indbragte erstatningsspørgsmålet til overtaksation, hvilket betød, at Rebild Kommune fik en betydelig merudgift til arealerhvervelsen.
Der er ved udgangen af 2024 solgt 5 af de udstykkede parcelhusgrunde på Amtoften.