Sagsfremstilling
Boligselskabet Nordjylland har ansøgt om godkendelse af almene familieboliger på Sandgraven, Øster Hornum. Byrådet har d. 21. marts 2018 besluttet at støtte byggeriet.
Projektet omfatter 14 tæt/lav boliger i 1 etage. 6 boliger på 70 m2 og 8 boliger på 85 m2. Der er ansøgt om godkendelse af 6 2-værelses boliger og 8 3-værelses boliger. Der ansøges i alt om 1.100 m2 bruttoetageareal til boliger.
Boligerne er placeret som rækkehuse med 2-4 boliger i hver række. Boligerne er i ét plan med tilhørende privat have. Parkeringen er placeret samlet i den sydvestlige del af grunden. Boligerne bliver opført med materialer, som er i overensstemmelse med lokalplanen. I forbindelse med tilbudsgivning bliver de konkrete materialer udvalgt, men det vil i udbudsmaterialet fremgå, at det primære facademateriale skal være tegl, kombinereret med elementer af et andet materiale for at sikre en variation i facaden. I materialevalget er lave driftsomkostninger og lang levetid vigtigste parametre for, at boligforeningen kan sikre, at byggeriet fremstår præsentabelt i mange år.
Projektet er i overensstemmelse med lokalplan 273. Ved detailprojekteringen skal det påses, at projektet lever op til lokalplanens krav. Byggeriet skal overholde det gældende bygningsreglement og energiklasse.
Byggeriet udnytter det fulde maksimumbeløb på 19.010 kr./m2 (inklusiv energitillæg på 1.030 kr., da der er tale om tæt-lav bebyggelse), der ikke må overskrides ved alment byggeri. Den samlede anskaffelsessum for projektet udgør 22.044.000 kr. og fordeles som vist herunder:
Grundkøb |
Entrepriseudgifter |
Omkostninger og gebyrer |
19 % af anskaffelsessummen (4.188.000 kr) |
67 % af anskaffelsessummen (14.725.000 kr) |
14 % af anskaffelsessummen (3.131.000 kr) |
Anskaffelsessummen på 22.044.000 kr. finansieres som vist herunder, hvor procentsatserne er lovfæstede:
Realkreditlån (90%) |
Kommunal grundkapital (8 %) |
Beboerindskud (2 %) |
19.840.000 kr |
1.764.000 kr |
441.000 kr |
Grundkapital lån for 2019 er ændret således, at det er det konkrete tilsagns boliggennemsnit, der er afgørende for, hvorledes grundkapital lånet beregnes. For familieboliger på under 90 m2 (89 m2) er grundkapital lånet på 8 % af anskaffelsessummen, 90-104 m2 10 % og over 105 m2 12 %.
Udover den kommunale grundkapital på 8 % af anskaffelsessummen, giver kommunen ved godkendelse af skema A tilsagn om at stille kommunal garanti for den del af kreditforeningslånet, der overstiger 60 % af ejendommens markedsværdi. Kommunegarantien underskrives først, når byggeriet er opført, og kreditforeningen har vurderet byggeriets markedsværdi. Derfor kendes omfanget af kommunegarantien ikke på nuværende tidspunkt.
Sagen medfører ikke yderligere kommunal ydelsesstøtte. Ydelsesstøtte til realkreditlån betales fuldt ud af staten.
Huslejen er beregnet til 5.590 kr./mdr for lejlighed på 70 m2 og på 6.431 kr./mdr for tæt-lav boliger på 85 m2, hvilket medfører en årlig kvadratmeterpris på 927 kr., hvoraf kapitaludgifterne udgør 615 kr. og de øvrige driftsudgifter ekskl. forbrugsudgifter 312 kr. pr. m2 pr. år. Sammenlignet med øvrige lejeboliger i Øster Hornum virker huslejeniveauet fornuftigt.