Byrådet besluttede på møde den 18. december 2019, at veje i kommunale og private udstykninger fremadrettet ikke skal optages som offentlige. Beslutningen gælder også for udstykninger, hvor lokalplaner endnu ikke var vedtaget før denne dato, samt i de tilfælde, hvor udstykker ikke er stillet i udsigt at vejene skal overtages.
Vejene i de private udstykninger har været udlagt og godkendt efter Lov om private fællesveje inden den kommunale overtagelse, som dermed er private fællesveje.
Ifølge privatvejslovens §27 skal nye vejudlæg godkendes af kommunalbestyrelsen i form af et skitseprojekt. Og jævnfør lovens §41, stk. 1 må en udlagt privat fællesvej eller en strækning heraf ikke anlægges eller tages i brug, før 1) Vejudlægget er godkendt efter §27 eller reglerne i §43, og 2) Kommunalbestyrelsen har godkendt detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m.v. I forbindelse med godkendelse af et detailprojekt, kan kommunalbestyrelsen jf. §41, stk. 2 efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning på vejen.
Center Plan, Byg og Vej godkender med baggrund i nævnte paragraffer, både vejudlæg og detailprojekt for vejene efter gældende vejregler. Dette sker ved at rådgiver sender projektet i form af tegninger og evt. beregninger ind til vejmyndighedens godkendelse.
Der ændres ikke på proceduren omkring godkendelsen af projekterne, da det er lovbestemt jf. ovenstående. Rebild Kommune indhenter desuden samtykke til projekterne hos Nordjyllands Politi.
Fremadrettet skal kommunen ikke godkende selve vejanlægget og kvalitetssikringen efter arbejdet er udført. Hvis vejanlægget ikke opfylder de af kommunens godkendte krav efter udførelsen af anlægsarbejdet, er det en privatretlig sag mellem de vejberettigede og udstykker. Rebild Kommune kan alene tage stilling til, om vejen er i en god og forsvarlig stand, når vejen er taget i brug.