Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at godkende udbudsvilkårene og igangsætte projekteringen, anlæggelse af veje og vendepladser, og at udgiften til projektet finansieres af provenu for grundsalget i Porsborgparken.

Økonomi

Der er udarbejdet et anlægsoverslag på anlæggelse af veje og vendepladser på begge løsninger, som ligger på op til 4,7 mio. kr. til rådgiverydelser, geotekniske undsøgelser, landinspektørydelser, forsyningsledninger og anlæggelse af vejene. Forvaltningen forventer at arbejde videre med løsningen med en vej mellem Bitum og Skagen beton, hvis grundsalget falder på plads. Dette er på trods af at løsningen er lidt dyrere, men vejen vil give et bedre flow og en større trafiksikkerhed, da der her ikke vil være bakkende lastbiler, og er derfor den bedste løsning.

Sagsfremstilling

Rebild Kommune har tidligere igangsat etableringen af en stikvej til Skagen betons nye fabrik i Porsborgparken. Nu er der solgt flere erhvervsgrunde på Porsborgparken i Støvring, og reservation på yderligere 2 grunde. Der skal derfor nu skabes vejadgang til de solgte grunde, hvor de fleste solgte erhvervsgrunde er beliggende ud mod motorvej E45.  

I den nordlige ende af Porsborgparken etableres en stikvej ind i området med en vendeplads dimensioneret for et sættevognstog.

Den eksisterende stikvej til Bitum skal udvides med en meter i vejbredden.

I stykket mellem vejen til Bitum og den nye vej til Skagen Beton, hvor arbejdet netop er igangsat, er der 2 muligheder for vejadgange. Den optimale løsning vil være at lave en vej, der går parallelt med Porsborgparken, der forbinder vejen ind til Bitum med vejen til Skagen beton. Derved bliver vejadgang til området nemt tilgængeligt for de store transporter til erhvervsområdet. Denne løsning forudsætter at kabalen i forhold til grundsalget går op. I alt skal der anlægges ca. 490 meter veje og etableres 1 vendeplads, der er dimensioneret til et sættevognstog.

Den anden mulighed for vejadgange til området er at etablere en stikvej med vendeplads fra Porsborgparken imellem vejene til Bitum og til Skagen beton. Derudover skal der etableres yderligere en stikvej med vendeplads mod syd fra Skagen Beton, for at skabe vejadgange til grundene ud mod motorvejen. Ulempen med alle de stikveje ind i området er at alle vejen skal have vendepladser, der er dimensioneret for sættevogntog. Ved denne løsning skal der i alt anlægges ca. 387 meter veje og etableres 4 vendepladser, alle dimensioneret til sættevognstog.

Begge løsninger er vist på kort, der er vedlagt som bilag.

Prisoverslaget for de to løsninger ligger mellem ca. 4,0-4,7 mio. kr.

Center Plan, Byg og Vej vil indhente priser fra 3 rådgivere til at varetage opgaven med projektering, udbud og tilsyn med opgaven.

Vejene udføres alle som 7 meter brede veje af hensyn til lastbiltrafikken til erhvervsområdet med 1,5 meter rabatter i hver side af vejen, og der skal derfor søges om dispensation i forhold til lokalplanen, da stikvejene i lokalplanen kun skal anlægges i en bredde på 6 meter. Der ansøges ligeledes om screening for miljøvurdering.

Der etableres afvandingsledninger i vejen for vejafvanding. Rebild Forsyning anlægger ikke forsyningsledninger i vejen, da virksomhederne skal tilsluttes forsyningsledningerne, der ligger langs med motorvejen. De øvrige forsyningsledninger anlægges efter aftale med forsyningsselskaberne, men der skal påregnes en udgift til anlæggelse af hovedledninger for varmeforsyning. Den eksisterende naturgasledning, som er beliggende på tværs gennem området, søges omlagt på ca. 190 meter, da den gennemskærer en af de ledige grunde ud mod Porsborgparken, så grunden bliver svær at sælge og bebygge.

Projektet fremgår ikke af investeringsoversigten, og derfor skal Udvalget for Teknik og Miljø træffe beslutning om de overordnede vilkår for udbuddet. Arbejdet udbydes i en indbudt licitation, hvor der anvendes tildelingskriteriet laveste pris. Der indgås entreprisekontrakt efter AB18.

Den vindende entreprenør skal påtage sig en arbejdsklausul og skal således tilbyde løn og ansættelsesvilkår, der er tilsvarende løn og ansættelsesvilkår i de overenskomster, der generelt er gældende på området. Arbejdsklausulen omfatter også eventuelle underentreprenører og indeholder mulighed for kontrol af alle relevante oplysninger.

Der stilles ikke krav om, at entreprenøren påtager sig en uddannelsesklausul, idet der er tale om en kort periode til udførelse af arbejdet, og man derved ikke kan opretholde en lærlingestilling.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Rebild kommune har solgt flere erhvervsgrunde i Porsborgparken, og Center Plan, Byg og Vej skal derfor have igangsat projekteringen, anlæggelse af veje i forbindelse med nye vejadgange til de solgte grunde.

Beslutning

Godkendt

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget træffer beslutning om, at planlægningen indgår i planprioriteringen, således den senere kan prioriteres til udarbejdelse

Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Ansøger har anmodet om at opstille et solcelleanlæg ved Abildgårdsvej mellem Byrsted og Øster Hornum. Det ansøgte areal er beliggende i landzone og udgør ca. 233 ha. Området er i dag landbrugsjord og ligger i et område med en højspændingsledning, som gennemskærer området fra syd-vest til nordøst.


Ansøgningen er screenet i forhold til kommuneplanens retningslinjer for solenergianlæg samt evt. andre forhold, der kan få betydning for planlægningen og hvordan arealet kan udnyttes.


Det ansøgte areal er ikke beliggende inden for nogle af de udpegninger i kommuneplanen, hvor der som udgangspunkt ikke ønskes solenergianlæg. En del af ansøgningens nordlige del ligger dog inden for udpegningen ”Større sammenhængende landskaber”, hvor der i kommuneplanen godt kan planlægges for solenergianlæg, men bevaringsværdierne må ikke forringes væsentligt.


Området ligger højt i landskabet og det skal vurderes, hvilken påvirkning et anlæg af denne størrelse har af påvirkning på de omkringliggende områder. Den nordligste del, der ligger højest, skal undersøges i forhold til evt. forringelse af den udpegede større sammenhængende landskab i kommuneplanen.


Yderligere opmærksomhedspunkter:


Gravhøje og §3 beskyttet natur

Inden for området findes der gravhøje med beskyttelseslinjer samt §3 beskyttet natur. Der skal holdes afstand til gravhøjene og den beskyttede natur.


Vandløb

Inden for arealet ligger der en række vandløb, hvoraf nogle er rørlagte. Der skal holdes en afstand til vandløbene, når der planlægges for solcelleanlægget.


Særlig værdifuldt landbrug

En mindre del af området ligger inden for udpeget særlig værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen. Det vil ikke være muligt at dyrke landbrug på dette areal i de ca. 30 år, som et solcelleanlæg forventes at have som levetid.


Grundvand

Størstedel af området er beliggende inden for område med særlig drikkevandsinteresse og nitratfølsomt indvindingsområde, samt indsatsområde for grundvandsbeskyttelse. Ved opstilling af solcelleanlæg vil arealet ikke blive anvendt til konventionelt landbrug med gødning og sprøjtning, i den periode som solcelleanlægget er i drift, hvilket er positivt for grundvandet. Det skal dog i forbindelse med planlægningen undersøges og sikres, at der ikke kan ske forurening af grundvandet fra solcelleanlægget.


Kommuneplantillæg

I forbindelse med, at arealet udlægges i kommuneplanens rammer, skal der udarbejdes et kommuneplantillæg. Der er tale om en væsentlig ændring i kommuneplanen, så der skal afholdes en foroffentlighedsfase.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik og Miljøudvalget


Kommunen har modtaget en ansøgning om planlægning for et større solcelleanlæg ved Abildgårdsvej mellem Byrsted og Øster Hornum. Der skal tages stilling til, om lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg skal indgå i planprioriteringen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0