En stormatrikel er blevet udstykket i flere parceller (Nibevej 4, 6 og 8) og der er gennemført en privat kloakering indenfor den hidtidige stormatrikel. Byggemodner har derfor indsendt et forslag til vedtægter for "Spildevands- og vejlauget Nibevej 4, 6 og 8, 9530 Støvring". Forslaget til vedtægter har været udsendt som bilag til udkast til spildevandsplanen.
Spildevandslauget etablerer, driver og vedligeholder et fælles privat spildevandsanlæg indenfor laugets område (den tidligere stormatrikel). Spildevand og regnvand afledes via stikbrønde til et ledningssystem udenfor boligområdet. Dette ledningssystem tilhører Rebild Vand og Spildevand A/S. Inden tilslutningen gennemføres, skal der udstedes en tilslutningstilladelse, som udarbejdes af Rebild Kommune.
Da de nye forhold skal være beskrevet i Spildevandsplanen, har dette udkast til tillæg til Spildevandsplanen været i 8 ugers høring. Udkastet til tillæg fastsætter rammerne for kloakeringen i det nye boligområde.
Området separatkloakeres og spildevandet afledes via Rebild Vand og Spildevands ledningssystem til Aalborg Renseanlæg Vest. Regnvandet afledes ligeledes via Rebild Vand og Spildevands ledningssystem.
Som det fremgår af laugets navn "Spildevands- og vejlauget Nibevej 4, 6 og 8, 9530 Støvring", er der i forslaget til vedtægter indarbejdet bestemmelser for vedligeholdelse, m.v.af vej i det nye boligområde. Hertil har Plan, Byg og Vej oplyst følgende til Landinspektør Erik Støvring:
""Rebild Kommune skal ikke som vejmyndihed godkende vedtægter for private vejlaug. Kommunen skal heller ikke stå som påtaleberettiget i forhold til vejlauget og dets vedtægter, da der ikke er nogen lovhjemmel til det. Så enten skal dette præciseres meget tydeligt i "Vedtægter for Spildevands- og Vejlauget Nibevej 4, 6 og 8, 9530 Støvring" eller skal der etableres to selvstændige laug."""
Landinspektør Erik Støvring har på vegne af Lauget indsendt reviderede vedtægter, hvori det er præciseret, at påtaleretten er adskilt, således Rebild Kommune kun er påtaleberettiget angående spildevandsforholdene. De reviderede vedtægter har været vedlagt tillægget som bilag 4 og har dermed også været i 8 ugers høring, uden der er modtaget bemærkninger/kommentarer.
Forvaltningens bemærkninger
Der er ikke modtaget klager og der er heller ikke modtaget bemærkninger/kommentarer til tillægget.
Udvalget har tidligere drøftet de principielle forhold omkring private spildevandsanlæg, og den principielle drøftelse forventes genoptaget på et kommende møde i udvalget.