Med Rammeaftalen 2017 blev det besluttet, at rammeaftalen skulle gentænkes, således at det bliver en mere strategisk og politisk fokuseret aftale. I den forbindelse er navnet ændret til Nordjysk Socialaftale for i højere grad at afspejle, hvad aftalen handler om. Endvidere gøres aftalen toårig, så man i højere grad kan folde fokusområderne ud.
Dialog har været grundlag for aftalen
Processen for udarbejdelsen har i år haft år fokus på dialog, hvilket har reduceret det bureaukratisk tunge arbejde, som har præget de tidligere års rammeaftaler. I stedet er fokusområderne for årets aftale udarbejdet gennem dialog med fagfolk, brugerorganisationer og politikere ved forskellige dialogmøder. Fagfolkene og brugerorganisationerne har udpeget, hvad der er behov for, at vi har fokus på. Ud fra dette har de nordjyske udvalgspolitikere på det specialiserede socialområde drøftet og udpeget, hvilket strategisk fokus, der ønskes for Nordjysk Socialaftale. Det skete på en politisk temadag d. 28. april med deltagelse af alle kommuner og regionen.
Fokusområder – visioner og initiativer
Fokus for den overordnede vision for Nordjysk Socialaftale 2018-2019 er borgerens egenmestring, da det har været et gennemgående emne for alle dialogmøderne. Med Nordjysk Socialaftale sættes fokus på, hvordan de nordjyske kommuner og regionen kan styrke samarbejdet omkring borgerens muligheder og potentiale for i højere grad at kunne mestre eget liv.
For at understøtte og fokusere visionen om øget egenmestring sætter Nordjysk Socialaftale fokus på tre områder, hvor man i særlig høj grad ønsker at styrke samarbejdet. Det drejer sig om følgende tre fokusområder:
- Socialfagligt fokus på beskæftigelse
- Samarbejde mellem kommunerne og behandlingspsykiatrien
- Nye samarbejdsformer
For hvert fokusområde er der opstillet tre konkrete initiativer, der vil fokusere udmøntningen af fokusområdet. Initiativerne vil blive udmøntet løbende i løbet af 2018 og 2019.
Sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel
Udover at sætte fokus på egenmestring og de tre fokusområder redegør Nordjysk Socialaftale endvidere for, at kommunerne og regionen vurderer, at der er en tilfredsstillende sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet i Nordjylland.
Det forstærkede samarbejde
Der er i 2017 blevet arbejdet målrettet på at gøre det forstærkede samarbejde mindre bureaukratisk og mere dialogorienteret. Det betyder, at de formaliserede aftaler mellem kommunerne og tilbuddene omfattet af det forstærkede samarbejde er blevet ændret, så det afspejler dette arbejde. De formaliserede aftaler er bilag til Nordjysk Socialaftale.
Den nuværende aftale for tilbuddene i det forstærkede samarbejde gælder for 2017 og 2018, hvorved aftalen vil ligge forskudt i forhold til Nordjysk Socialaftale 2018-2019. Det foreslås, at nuværende aftale om det forstærkede samarbejde udvides til 2019 for at sikre en ens tidskadence for de to aftaler. En udvidelse vil kræve en positiv tilkendegivelse fra samtlige byråd og regionsrådet.