Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Indstilles godkendt som indstillet.

Holger Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at udkast til lokalplan nr. 304 og kommuneplantillæg nr. 29 fremlægges som planforslag i 8 uger.

Udvalget for Teknik og Miljø, 22. december 2016, pkt. 230:

Godkendt.

Økonomi

Drift og vedligeholdelse af vejene overtages efterfølgende af kommunen. Der er ingen kommunale udgifter til byggemodningen og regnvandsbassiner.

Rebild Kommune skal anlægge vejstykket fra vestskellet af Kærvej nr. 31 til Støvring Ådale, hvor den asfalterede vej ophører.

Etablering af Kærvejs udvidelse indenfor lokalplanens område påhviler udstykker.

Regnvandsbassiner forventes overtaget af Rebild Forsyning.  

Sagsfremstilling

Udvalget for Teknik og Miljø godkendte på møde den 17. august 2016 en overordnet dispositionsplan for bebyggelse af arealet, hvor den grønne kile mellem Kronhjorten og Rådyret skulle bearbejdes lidt mere og forlægningen af Kærvej opgives, for i stedet at udvide den eksisterende vej.

Udkast til lokalplan nr. 304 samt kommuneplantillæg nr. 29 omfatter et areal på ca. 26 ha mellem bebyggelsen Kronhjorten og Mastrup Bæk. Arealerne er, på nær to mindre områder, ikke omfattet af kommuneplanrammer, hvorfor der er udarbejdet et tillæg til kommuneplanen.

Der er udarbejdet et udkast til lokalplan med en bebyggelse der næsten udelukkende bestående af parcelhuse, grupperet i mindre enklaver omkring et lille fælles opholds- og ankomstareal. I tre enklaver (delområder) er der dog mulighed for også at opføre enten tæt-lav eller etagehusbebyggelse. Disse enklaver er alle beliggende længst mod vest. Lokalplanområdet vejbetjenes via Kærvej og "facadeløse" stamveje ad lukkede boligveje.

Et delområde i Kronhjorten er taget med i denne lokalplan fordi ejer af arealet udover åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse også ønsker, at have mulighed for at opføre etageboliger på arealet. Ingen bebyggelse i lokalplanens område må være mere en to etager. Kronhjorten og Rådyret er adskilt af en grøn kile, som både er udsigtskile mod Lindenborg Ådal, samt rekreativt areal for områdets beboere.

Den rekreative værdi af søerne vurderes høj både for områdets beboere men også på sigt for beboere i Støvring, derfor etableres en offentlig tilgængelig sti nord for søerne. I forbindelse med næste etape af Støvring Ådal skal der etableres en sti syd for Mastrup Bæk.

Det har i planlægningen vist sig umuligt at nedsive regnvand på egen grund på grund af jordbundsforholdene. Der skal derfor etableres og placeres et regnvandsbassin udenfor udstykningen, en placering udenfor lokalplanområdet kræver en landzonetilladelse.

Lodsejer bliver bedt om at frasige sig sine rettigheder efter planlovens § 47a, hvor ejer kan forlange jord overført til byzone overtaget af kommunen indenfor 4 år, hvis det er uforeneligt med landbrugets drift, fordi lokalplanen iværksættes på lodsejers initiativ.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Der er udarbejdet en lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg og miljøscreening for sidste etape mellem Kronhjorten og Mastrup Bæk, området kaldes Rådyret.

Det indstilles, at de udarbejdede planforslag fremlægges i offentlig høring.

Beslutning

Indstilles godkendt som indstillet.

Holger Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler

at vedtage lokalplan nr. 300 og kommuneplantillæg nr. 24 og
at de anbefalede ændringer indarbejdes i planerne herunder redegørelse for arealbehov på 130 ha i den kommende planperiode.

Udvalget for Teknik og Miljø, 22. december 2016, pkt. 229:

Godkendt.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Lokalplanområdet omfatter 2. etape af byudviklingsområdet Høje Støvring.

Lokalplanen udlægger 57 relativt store parcelhusgrunde på mellem 900 m² og 1.399 m². Dertil skal lægges et delområde, som kan anvendes enten til 7 parcelhuse eller 22 række-/gårdhavehuse og 2 delområder med mulighed for samlet at opføre 56 række-/ gårdhavehuse. Samlet i alt op til 135 boliger.

Der er modtaget 5 høringssvar til planforslagene fra Erhvervsstyrelsen (1), Danmarks Naturfredningsforening Rebild (DN) (2), Ejer af arealet (3), Forsvarets Ejendomsstyrelsen (FE) (4) og nabo (5). Høringssvarene kan ses i bilag 3 og behandlingen af høringssvarene kan ses i bilag 4. Forvaltningen er også blevet opmærksom på behov for mindre ændringer af planerne. På baggrund af ejers høringssvar og forvaltningens anbefaling af ændringer, har lokalplanen været sendt i supplerende høring ved, at høringsperioden er forlænget 14 dage til d. 21. november. DNs høringssvar vedrører bl.a. et af ændringsforslagene om en rammebestemmelse for etageboliger. Der er ikke kommet yderligere høringssvar til de foreslåede ændringer. De anbefalede ændringer er vist i lokalplan (bilag 1), kommuneplantillægget (bilag 2) og bilag 5 hvor de enkelte ændringsforslag er oplistet. I bilagene er ny tekst vist med grøn og tekst som udgår er vist med rødt.

Overordnet handler høringssvarene om

  1. Krav til redegørelse om arealbehov i den kommende planperiode (12 år).
  2. Ønske om at afvente vedtagelsen af planerne pga. landskabs-, natur- og drikkevandshensyn og behov for yderligere offentlig diskussion af byudvikling i Støvring.
  3. Ønske ændringer i lokalplanen i forhold til anvendelse og tagudformning.
  4. Gøre opmærksom på olieledning i området.
  5. Boring til markvanding som genere dambrug.

Forvaltning anbefaler følgende ændringer som følge af høringssvarene

  • Redegørelse om arealbehov tilføjes kommuneplantillægget. Redegørelsen er grundlag for erhvervsstyrelsen frafald af veto.
  • Uddybning af redegørelse i forhold til støj, se bilag 1 (lokalplanen) side 17.
  • Ny § 3.5 i lokalplanen, som en rammebestemmelse om etageboliger se bilag 1, side 22.

Der er også forhold i høringssvarene som forvaltningen anbefaler ikke at imødekomme.

  • Ændring af lokalplanens bestemmelser om højder, terrænregulering og niveauplaner. Ønsket var begrundet i et hensyn til oplevelsen af natur og landskab i Mastrupdalen.
  • Lempelse af bestemmelsen om tagudformning i en 1/3 af planområdet (delområde A2 og B2). Ønsket var begrundet i et ønske om større variation i bebyggelsen i planområdet. 

Forvaltningen er blever opmærksom på behov for ændinger af lokalplanforslaget i forhold til udformning af altaner, håndtering af regnvand i indkørsler, i forhold til terrænregulering og formulering om facadematerialer. Der er tale om mindre tilpasninger for at tilpasse planen til administrationspraksis og ændring af formuleringer for give en mere entydig forståelse af bestemmelserne.

På den baggrund anbefaler forvaltningen også,

  • at § 6.3 udgår, ændring § 6.4 og tilføje ny § 6.14, som alle vedr. altaner, se bilag 1 side 24 - 25
  • at sammenskrive § 7.1 og 7.9 vedr. facadematerialer, se bilag 1 side 25-26
  • at ændre § 8.3 vedr. terrænregulering, se bilag 1 side 26,
  • at ændre § 8.5 og 8.6 omkring regnvand i indkørsler se bilag 1 side 27.
  • Konsekvensrettelser i redegørelsen og bestemmelserne som følge af ændringerne.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0