Ifølge aftalen mellem Naturstyrelsen og KL forsætter de nuværende vandoplandsstyregrupper opfølgningen på vådområdeindsatsen for perioden 2010- 2015 og varetager planlægningen og koordineringen af vådområdeindsatsen for perioden 2016-2021. I 2016 er der nationalt afsat 14 mio. kr. til fosforvådområder og 139,8 mio. kr. til N-vådområder.
Vandopland Limfjorden
Den foreløbige fordeling af vådområdeindsatsen i planperioden 2016-2021 betyder, at vådområdeprojekter i oplandet til Limfjorden skal reducere udledningen af næringsstoffer med henholdsvis 447 t N/år og 1.720 kg P/år. I overensstemmelse med Limfjordsrådets vedtægter §5 har Rådet i perioden 2010-2015 varetaget opgaven som VandOplandsStyregruppe (VOS) i relation til Limfjorden.
Opgaven for vandoplandsstyregruppen i perioden 2016-2021 består i at:
1. Koordinere ændringer i vådområdeindsatsen i Limfjordsoplandet for perioden 2010-2015.
2. Planlægge og koordinere den samlede vådområdeindsats i Limfjordsoplandet i perioden 2016-2021.
3. Inden d. 1. juni 2016 udarbejde en plan for mulige projekter, deres økonomi, reduktion af næringsstof og overordnet tidsplan for gennemførelse.
4. Beslutte hvilke mulige projekter, der forventes ansøgt om tilskud til.
5. Udpege én projektejerkommune for hver forundersøgelse og for hver etableringsprojekt blandt styregruppens medlemmer.
6. Sikre, at den gennemsnitlige arealeffektivitet for den forventede vådområdeindsats i Limfjordsoplandet er mindst 90 kg N/ha hhv. 5 kg P/ha.
7. Sikre, at den gennemsnitlige omkostningseffektivitet for den forventede vådområdeindsats for Limfjordsoplandet maksimalt er 1.300 kr./kg N og 16.800 kr./kg P.
8. Opdatere VOP’en, når projektporteføljen i vandoplandet ændres.
9. Indsende den gældende VOP for Limfjordsoplandet efter behov i forhold til nye og reviderede ansøgninger dog mindst 2 gange årligt.
Limfjordsrådet indstiller, at Rådet forsætter som Vandoplandsstyregruppe i oplandet til Limfjorden og varetager den beskrevne opgave for Vandoplandsstyregrupper i planperioden 2016-2021
Vandopland Mariager fjord
Tilsvarende skal der igen nedsættes en VandOplandsStyregruppe (VOS) for Mariager fjord. I VOS’en for sidste vandplanperiode blev de politiske medlemmer, som i forvejen er udpeget til at repræsentere Rebild kommune i Limfjordsrådet, udpeget til at repræsentere kommunen i VOS for Mariager fjord. De politiske medlemmer kender derfor i forvejen opgaverne for VOS’erne, og et møde om Mariager Fjord kan afholdes i forlængelse af et møde i Limfjordsrådet.
Den overordnede opgave for VOS Mariagerfjord er identisk med opgaven for VOS Limfjorden. Den første opgave for VOS Mariager Fjord er at udarbejde en plan for mulige vådområdeprojekter, svarende til en reduktion af udvaskningen til Mariager Fjord på 29 tN. Formandskabet for VOS Mariager fjord varetages af Mariagerfjord Kommune.
Forvaltningens anbefaling:
Forvaltningen anbefaler, som nævnt for Teknik og Miljøudvalget i april, at modellen for sidste vandplansperiode, og VOS i de to vandoplande, fortsætter. Det er en ressourcemæssigt rationel model som efter forvaltningens opfattelse har fungeret udmærket i den foregående periode. Både VOS Mariager Fjord og VOS Limfjorden har indsendt besked (fristen var 1. maj) til Naturstyrelsen om at modellerne fortsætter som beskrevet ovenfor, men med forbehold for den politiske behandling i de enkelte Byråd.