Baggrund
Regeringens Ressourcestrategi ”Danmark uden Affald” (2013) og den efterfølgende Ressourceplan (2014) fastlægger, at der skal forbrændes mindre affald og genanvendes mere. Der er ambitiøse mål om bl.a. 50 % genanvendelse af husholdningsaffaldet. Landets kommuner skal bidrage til at opnå disse mål. Ressourcestrategien anbefaler at der tilrettelægges indsamlingsordninger, der sikrer borgerne let adgang til at sortere affaldet. Der er stort fokus på udsortering af emballageaffald (papir, pap, plast, metal, glas, træ) og organisk affald.
Rebild Kommunes Affaldsplan blev vedtaget på byrådsmødet den 18. december 2014. Planen indeholder handleplaner, der skal føre til mere genanvendelse. Det følger af handleplanen for emballageaffald at Rebild Kommune undersøger muligheder for at indsamle og afsætte 2-3 fraktioner yderligere fra husholdninger til genanvendelse. Handleplanen for organisk affald indebærer at RK undersøger muligheder for at indsamle og afsætte det organiske affald til genanvendelse. Det tilstræbes at nye indsamlingsordninger indføres i forbindelse med ophør af nuværende indsamlingskontrakter.
I august 2015 afholdte Forvaltningen temamøde om affald for Byrådet. Baggrunden herfor var en henvendelse fra affaldsselskabet I/S Reno-Nord om, hvorvidt Rebild Kommune kunne tilkendegive at ville levere plast- og metalemballageaffald fra husholdningerne til Reno-Nords planlagte sorteringsanlæg. Der kom ikke nogen beslutning fra Byrådet på det efterfølgende byrådsmøde, og sagen blev sendt tilbage til Forvaltningen med ønske om at vide mere om omkostninger ved indførelse af en ny ordning og at borgerne informeres og inddrages i processen.
Brugerundersøgelse og kommunikation
Forvaltningen gennemførte en brugerundersøgelse i Rebild Kommune tidligere på året. Herfra fik vi et klart signal om, at borgerne gerne vil sortere mere af deres affald hjemme end de har mulighed for i dag. Forvaltningen får også flere henvendelser, der går på affaldssortering og genanvendelse. Undersøgelsens resultater blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget 11. maj 2016. 2093 borgere deltog i undersøgelsen, og udvalgte godkendte undersøgelsen som grundlag for beslutning vedrørende fremtidig affaldssortering (se bilag 2 for de samlede resultater).
Når en ny indsamlingsordning ønskes etableret i Rebild Kommune, vil Forvaltningen udarbejde en kommunikationsplan, der løbende informerer borgerne om den nye ordning, så de er godt klædt på fra start. Det var et andet klart signal fra brugerundersøgelsen, at borgerne ønsker klar information, hvordan der skal sorteres og hvad der sker med affaldet. Vi fremlægger en kommunikationsplan for Teknik- og Miljøudvalget, når den er klar.
Nabokommunerne
Rebild Kommunes nabokommuner er godt i gang med realiseringen af deres affaldsplaner. Mariagerfjord opstartede med en ny indsamlingsordning af emballageaffald i oktober 2015 og Vesthimmerlands startede med to nye indsamlingsordninger af emballageaffald i januar 2016. Aalborg og Jammerbugt Kommune starter op med nye ordninger i løbet af efteråret 2016. Ingen af de nævnte kommuner har konkrete planer om separat indsamling af organisk affald, da der endnu ikke er tilstrækkelig afsætningsmulighed i regionen.
Forskellige modeller
Forvaltningen præsenterer her to mulige løsninger i forhold til den nuværende papirindsamling. Der er utallige måder at strikke en indsamlingsordning sammen på, og indtil videre har kommunerne metodefrihed. Det er dog ikke meningen at hver kommune skal udtænke deres helt egen model. Fra regeringen og KL lægges der op til stordrift, effektivitet og samarbejde mellem kommunerne. I forbindelse med behandling af Affaldsplan 2014-24 har Byrådet lagt vægt på at Rebild Kommune skal indføre nye løsninger, når de er velafprøvede. De præsenterede løsninger er således fra nabokommunerne, Model 2 fra Mariagerfjord (+ Aalborg og Jammerbugt) og Model 3 fra Vesthimmerlands.
|
Model 1 - Nuværende ordning
|
Model 2 - Mariagerfjord modellen
|
Model 3 - Vesthimmerlands modellen
|
Affaldstyper
|
papir
|
papir+pap og plast+metal (1 x todelt container)
|
papir og pap, glas+metal og plast (2 x todelt)
|
Containere ved husstanden
|
2 i alt
|
2 i alt
|
3 i alt
|
Pris
|
119,- (2016 takst)
|
210,-
|
463,-
|
Flyttet fra forbrænding til genanvendelse
|
0 %
|
6 %
|
6 %
|
Samlet vurdering
Den nuværende papirindsamling er blot medtaget til sammenligning, da den ikke lever op til initiativerne i Ressourcestrategien. De andre modeller medtager 3-4 affaldstyper mere og gør det nemt for borgerne at sortere derhjemme. Vi forventer, at begge vil kunne medvirke til at Rebild Kommune kommer tættere på 50 % genanvendelse af husholdningsaffaldet, og vil bringe affaldssortering tættere ind i borgernes hverdag.
Forvaltningen anbefaler at der arbejdes videre med at indføre Model 2 i Rebild Kommune. Vi vurderer at vi dermed får den mest smidige løsning, dels fordi affaldet kan køres direkte fra indsamling til sortering og dels fordi Model 2 ikke introducerer flere containere ude ved husstanden, end der er i forvejen.