I budgetproceduren for 2021-24 er der lagt op til, at udvalgene før sommerferien drøfter indholdsmæssige, og løbende nødvendige tilpasninger og prioriteringer af fagudvalgenes aktiviteter, inden for rammerne af det oprindelige budget. De indledende drøftelser kan eksempelvis være med henblik på at skabe et grundlag for et råderum indenfor udvalgets egen økonomiske ramme til politiske prioriteringer og til at imødegå udfordringer for 2021-24.
Til drøftelsen af udfordringer er udgangspunktet blandt andet resultatet af regnskab 2019, som blev behandlet på udvalgets april møde, samt økonomivurdering 1 for 2020, som behandles på nærværende møde. Herudover kan der på de forskellige udvalg være løbende sager, det er naturligt at drøfte i den tidlige budgetfase i udvalget.
I forhold til de overordnede rammer for budgetlægningen for 2021 kan det bemærkes at regnskab 2019 endte med et forbrug af likviditeten på knap 27 mio. kr. og en gennemsnitlig likviditet over 365 dage på 101,5 mio. kr. pr. 31.12.2019.
Budget 2020 blev i efteråret vedtaget med en likviditetsmæssig balance for året (bundlinje på nul). Ved regnskabsbehandlingen på aprilmøderne blev der besluttet overførsler på netto 15 mio. kr. på drift og 79 mio. kr. på anlæg. Hertil er der fremrykket anlæg og ekstraordinær vedligeholdelse for i alt 22 mio. kr. grundet Covid-19, som der dog er modtaget lånedispensation til.
Dette indebærer, at der uden eventuelle budgetmæssige udfordringer i 2020 er et betydeligt træk på kommunens likviditet. Den gennemsnitlige likviditet (set over 365 dage) er jf. ovenfor pr. 31.12.2019 opgjort til 101,5 mio. kr. Med en opsparing i uforbrugte midler på i alt 94 mio. kr. (15 + 79), er stort set hele kassebeholdningen disponeret til senere forbrug med udgangen af 2020.
Endelig er der Covid-19 situationen, der giver ekstra udgifter til minimering af smitte og smitterisiko, samt ikke mindst store merudgifter til den stigning der ses i ledigheden. Ekstraudgiften til den stigende ledighed er i ØKV1 skønnet til ca. 9 mio. kr., mens der endnu ikke er et skøn på øvrige COVID-19 relaterede udgifter. De samlede udgifter relateret til COVID-19 vil afhænge af hvor hurtigt og hvordan samfundet åbnes op igen, men der forventes et betydeligt beløb. Det kan blandt andet oplyses at kommunernes indkøbsfællesskab i sidste uge har opgjort fælles udgifter på 1 mia. kr., hvor Rebild Kommunes andel er ca 5 mio. kr. Hvor meget kommunerne kompenseres for i forhold til ekstra udgifter afventer økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen.
I forhold til de overordnede rammer kan det i den positive ende nævnes, at Rebild Kommune i den nyligt indgåede aftale om udligning får en gevinst på ca 22 mio. kr. i forhold til datagrundlaget, der ligger til grund for budget 2020. Det er ikke givet at kommunernes serviceramme øges tilsvarende den nye aftale. Det vil blive forhandlet i økonomiaftalen for 2021.
Byrådet besluttede på mødet den 22. april, at såfremt forholdene snarest normaliseres, vil det tilstræbes, at der afholdes temadrøftelse for byrådet, hvor indholdet fra det aflyste visionsseminar drøftes.
Det blev endvidere besluttet at udsende materialet, der blev udarbejdet til visionsseminaret vedrørende budgettet til byrådet. Der vil på mødet deltage en økonomikonsulent, der kort vil gennemgå det enkelte fagudvalgs materialer. Materialet er vedhæftet som bilag til denne sag.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at udvalget drøfter budgetgrundlag og udfordringer for 2021-24
Børne- og Familieudvalget, 13. maj 2020, pkt. 52:
Drøftet.