Byrådet godkendte den 28. august 2014 ”Handleplan for Center Familie og Handicap 2014-2015”. Af handleplanen fremgår det, at Center Familie og Handicap vil lave ledelsestilsyn hver tredje måned. Det er funktionslederen for det respektive område, som foretager ledelsestilsynet. Funktionslederne anvender den ledelsestilsynsskabelon som Deloitte har udarbejdet. Herudover anvender funktionslederen på børnehandicapområdet den ledelsestilsynsskabelon, der er udarbejdet af BDO for Servicelovens §§ 41 og 42.
Formålet med det kvalitative ledelsestilsyn er at sikre kvaliteten i sagsarbejdet. Ligeledes er der i ledelsestilsynet fokus på at de tiltag, der igangsættes i Center Familie og Handicap bliver implementeret i rådgivernes daglige arbejde. Dette kan for eksempel være anvendelsen af serviceniveaubeskrivelserne og SMART-mål.
Ledelsestilsynets konklusioner
Nedenfor beskrives ledelsestilsynets konklusioner for henholdsvis børnehandicapområdet og socialområdet for børn og unge.
Ledelsestilsynets konklusioner - Socialområdet for børn og unge
Der er i april 2015 gennemgået 12 sager, der er udvalgt fra følgende kriterier:
1 sag fra hver rådgiver der fordeles tilfældigt med:
- 2 sager med § 11.3 bevilling (kort familie behandlingsforløb)
- 1 sag med § 53.3.2 bevilling Praktisk pædagogisk støtte
- 2 sager med § 53.3.3 bevilling Familiebehandling
- 1 sag med § 53.3.5 bevilling aflastning
- 1 sag med § 53.3.6 bevilling Kontaktperson
- 1 sager med § 53.3.7 bevilling Anbringelse
- 1 sag med § 52a bevilling – økonomisk støtte til efterskole
- 3 sager med § 76 bevilling, efterværn. 1 kontaktperson. 2 anbringelse
Ledelsestilsynet omfatter ikke sager fra den særlige indsats, Ny Start, da ledelsesansvar henligger i Center Arbejdsmarked.
Overordnede sammenfatning for ledelsestilsynet – socialområdet for børn og unge
Resultatet af ledelsestilsynet viser overordnet set, at der stadig arbejdes godt med dokumentationsarbejdet i sagerne. Via sagsgennemgangen ses der indikationer på, at enkelte sager siden seneste ledelsestilsyn er nedprioriteret for at skabe plads til at løse tilkomne opgaver (på baggrund af sagsoverdragelser fra Børnehandicapteamet og enkelte fraværende kollegaer).
Særligt i de udredninger der er udarbejdet inden for det seneste år, ses brede dataindsamlinger og gennemarbejdede analyser i de Børnefaglig undersøgelse (BFU’ere) og Handleplaner (HP’ere) med konkrete SMARTE mål, samt generel fin dokumentation for de øvrige sagsbehandlingskrav. I enkelte sager vurderes der behov for at fokusere på kontinuerlig journalisering, så sagsakterne altid er ajourførte. Dog ses fortsat indikationer på behov for at fokusere på at forbedre dele af sagsarbejdet for eksempel:
- Overholdelse af tidsfristen for afslutning af § 50 undersøgelsen.
- Børnesamtalerne inden der træffes afgørelser og iværksættes (nye) støttende foranstaltninger.
- Formelle krav for eksempel skriftligt samtykke ved anbringelse og samtykke fra børn over 15 år. Og kvaliteten af sagernes generelle dokumentation (journalføring fx vurdering af oplysningers betydning for sagen).
Herunder findes gennemgang af delområderne.
Sagsudredning, Børnefaglig undersøgelse og faglig vurdering.
Der er udarbejdet BFUere i de relevante sager, ligesom grundlaget for at udarbejde BFU generelt er tydeligt i sagerne, med beskrivelse af de relevante udfordringer og faglige vurderinger der forekommer dækkende i relation til den indsats der sidenhen iværksættes. Med undtagelse af en sag fremgår forældremyndighedsindehavernes samtykke til BFUen i sagen, her er dog også enkelte eksempler, hvor dokumentationen for samtykket skal tydeliggøres. Ligeledes skal dokumentationen for samtykke for børn over 15 år og partshøring af børnene forbedres.
I alle sager er der afholdt børnesamtaler.
Handleplaner
Der findes Handleplaner(HP) i alle de gennemgåede sager. Kvaliteten af HPerne varierer. De fleste er udarbejdet med meget konkrete og målbare mål (SMARTE mål), men der findes stadig enkelte HPere der forekommer mere generelle og med generiske mål. I mange tilfælde er den planlagte varighed af indsatsen ikke tydelig.
Afgørelser og Serviceniveau
I størstedelen af sagerne findes velbeskrevne afgørelser om den aktuelle foranstaltning. Der findes dog også sager, hvor der ikke findes konkret skriftlig afgørelse, ligesom enkelte afgørelser bør tydeliggøres. Alle de iværksatte indsatser i CFH vurderes at ligge indenfor kommunens Serviceniveau. I flere sager er der henvist til beskrivelse i kommunens serviceniveau, mens dette ikke er sket eksplicit i de fleste sager.
Opfølgning
I de fleste bevillingssager er der fulgt rettidigt op. Overskridelserne varierer mellem 1 og 5 måneder. I alle sager har der løbende været kontakt med børn, forældre og samarbejdsparter, men der ses ikke, at være fulgt op på målene i HPen. I forbindelse med opfølgningerne findes der varierende grader af fokus på indfrielse af de konkrete mål i HPen samt formål med indsatsen og den fremadrettede relevans og justering af mål.
Ledelsestilsynets konklusioner - Børnehandicap
I april 2015 er der gennemgået 5 sager fra børnehandicapområdet. 1 sag fra hver rådgiver der fordeles tilfældigt med:
- 2 sager med SEL § 41 bevilling. Handicapkompenserende merudgifter børn
- 2 sager med SEL § 42 bevilling. Tabt arbejdsfortjeneste
- 1 sag med SEL § 52.3.7 bevilling. Anbringelse
Overordnet set er sagerne veldokumenterede og velbeskrevne.
Målgruppevurdering
Afgørelserne er velbegrundede og foretaget på baggrund af lægefaglig status og diagnosticering.
Der er foretaget målgruppevurdering i alle 5 sager og de vurderes indenfor den lovgivningsmæssige ramme og det kommunale serviceniveau.
Handleplan
Der mangler handleplan i en enkelt sag
Overholdelse af tidsfrist
Der er en enkelt overskridelse af tidsfrist for færdigbehandling af børnehandicapundersøgelse på 14 dage.
Opfølgning
Det noteres til opfølgning med rådgivere, at der skal foretages opfølgning i 2 af sagerne i indeværende måned. Ellers rettidig opfølgning
Journalisering
I sagerne ses at der er løbende kontakt med familierne i forhold til opfølgning på indsatserne.
Opfølgning på ledelsestilsynet for henholdsvis socialområdet for børn og unge samt børnehandicapområdet
Funktionslederne sikrer, at resultaterne fra de kvalitative ledelsestilsyn drøftes med den enkelte medarbejder og anvendes til samlet læring og udvikling i de enkelte teams.
Opfølgning på ledelsestilsynet – socialområdet for børn og unge
For at sikre forbedringer af de områder, hvor ledelsestilsynet viser behov for at kvalitetssikre sagsbehandling og dokumentation i sagerne bliver der:
- Rettet op på de konkrete fejl og mangler der er fundet i sagerne
- Gennem sparring med ICS Konsulent ifb. udredningen sætte fokus på krav til samtykke og børnesamtaler inden afgørelser
- Via tema på teammøder sættes fokus på formelle krav til sagsbehandlingen om samtykke, partshøring og afgørelser, samt dokumentation for inddragelse af kommunens Serviceniveau
- Gennem sparring med ICS Konsulent fokuseres på Handleplanerne fortsat bliver tydeligere gennem SMARTE mål
- Via særlig fokus med prioritering af opgaver på rådgiverniveau, sættes fokus på opfølgningerne
Opfølgning på ledelsestilsynet - børnehandicapområdet
I de konkrete sager adviseres rådgiver om de konkrete mangler og der rettes op på fejl og mangler
Fremadrettet sættes der fokus på udvikling af kvalitetssikring i sagsbehandling, opfølgning og dokumentation.