I forbindelse med planlægningen af implementering og udmøntning af folkeskolereformen, blev der nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra forvaltningsledelsen, skoleledere samt repræsentanter fra de faglige organisationer. Styregruppens opgave var i første omgang at komme med forslag til finansiering af folkeskolereformen. Arbejdet mundede ud i en indstilling, der blev politisk vedtaget i efteråret 2013.
Efterfølgende fik styregruppen til opgave at arbejde med forslag til en fremtidig budgetmodel for tildeling af ressourcer til den enkelte skole. Resultatet af arbejdet foreligger nu i nærværende indstilling.
Der har i styregruppen været et ønske om, at den budgetmodel der fremadrettet skal anvendes til fordeling af ressourcer til skolerne, skal være karakteriseret ved følgende:
En budgetmodel, der er fair.
En budgetmodel, der er gennemsigtig.
En budgetmodel, der har en sund incitamentstruktur.
En budgetmodel, der passer til den aktuelle skolestruktur.
En budgetmodel, der sikrer, at alle skoler kan levere opgaveløsning af høj kvalitet - uanset skolens størrelse.
Styregruppen har drøftet forskellige typer af ressourcetildelingsmodeller for skoleområdet, men er enige om i overvejende grad at videreføre den nuværende ressourcetildelingsmodel tilpasset de nye forhold. Dvs. en model der tager udgangspunkt i følgende ift. undervisningen
-
Grundtildelings til ledelse + timer pr. elev + tildeling til ledelse af specialklasser og modtageklasser.
-
Elevernes undervisningstimer
-
Timer til inklusionsindsatser og holddeling samt enkeltintegration
-
Indskolingsmodel
-
Timetal i reformen, dvs. 30 timer til indskoling, 33 timer til mellemtrin og 35 timer til udskoling.
Desuden er der i modellen indlagt en procentdel til henholdsvis vikar (3 procent) og
uddannelse (2 procent).
Der opstilles på den baggrund 3 modeller.
I alle modellerne regnes der med en gennemsnitlig undervisningstid pr. lærer på 768 timer. Der regnes desuden med en grundtildeling til administration på 800 timer, 4 timer pr. elev samt 80 timer pr. specialklasse og for at have modtageklasser. Desuden fastholdes den nuværende indskolingsmodel, hvor der gives 10 timer pr. elev i 1.-3. klasse.
Model 1: Ren elevtalsmodel
Det gennemsnitlige elevtal pr klasse er sat til 22 elever.
Der gives henholdsvis 3, 3 og 2 timer pr. elev i indskoling, mellemtrin og udskoling til holddeling og inklusionsindsatser.
Faktoren til enkeltintegration er fastsat til 1,17 timer pr. elev.
Forvaltningen har på baggrund af modellen foretaget konkrete beregninger ift. hvor mange timer der gives pr. skole set i forhold til hvor mange timers undervisning der skal leveres. Der er ingen tvivl om, at henholdsvis Bakkehusene og Haverslev/Ravnkilde skole med denne model vil blive meget udfordret og at der skal sammenlæses rigtig mange timer for at kunne levere det nødvendige antal undervisningstimer indenfor den økonomiske ramme. Dette skyldes primært, at de to skoler har lave klassekvotienter i og med at de skal sikre undervisning på alle årgange på begge lokaliteter.
Model 2: Elevtalstildeling med grundtildeling
Model med en grundtildeling til undervisning til alle skoler på 1.100 timer til undervisning.
Der er indregnet et gennemsnitligt elevtal pr. klasse på:
24 elever i 0.-3. klasse,
23 elever i 4.-10 klasse
Der gives henholdsvis 3, 3 og 2 timer pr. elev i indskoling, mellemtrin og udskoling til holddeling og inklusionsindsatser.
Faktoren til enkeltintegration er sat til 1,13 timer pr. elev.
Denne model er udarbejdet for at tilgodese de skoler, der har lave klassekvotienter. Modellen viser ved konsekvensberegning af antal tildelte timer set ift. det antal undervisningstimer der skal leveres, at de to sammenlagte skoler fortsat er udfordret i høj grad.
Model 3: Elevtalstildeling med forlodstildeling til de to fusionerede skoler
Der gives en forlodstildeling til de to fusionsskoler på 2000 timer.
Der regnes med et gennemsnitligt elevtal på 23 elever pr. klasse
Der gives henholdsvis 4, 4 og 3 timer pr. elev i indskoling, mellemtrin og udskoling til holddeling og inklusionsindsatser.
Faktoren til enkeltintegration er uændret, dvs. på 1,11 timer pr. elev
Model 3 imødegår de udfordringer, der især er for de to fusionerede skoler, da der ikke med model 1 og 2 kan justeres tilstrækkeligt på de forskellige parametre til at imødegå de nævnte udfordringer.
På den baggrund vil det være forvaltningens indstilling, at model 3 med forhåndstildeling til de fusionerede skoler, godkendes som fremtidig ressourcetildelingsmodel i Rebild kommune.
Konsekvensen af de forskellige modeller i kr. pr. skole er vedlagt som bilag. Beregninger er lavet på baggrund af elevtal pr. august 2013. (Og er udfra timetallet som foreslået i reformen)
Forvaltningen foreslår, at de tre forslag til ressourcetildelingsmodeller sendes i høring i skolebestyrelser og MED-udvalg med høringsfrist den 29. januar kl. 8.00. Det er af hensyn til skolernes planlægning vigtigt, at der allerede i februar træffes politisk beslutning om ressourcen på den enkelte skole fra august 2014, således at skolerne kan komme i gang med planlægningen og tilpasningerne til kommende skoleår.
Skoler og SektorMED Børn og Unge er orienteret om, at der kan forventes en kort høring ift. dette - og er opfordret til at planlægge møder i den periode. Desuden afholder forvaltningen et informationsmøde for skolebestyrelserne mandag den 20. januar.