På Børne- og Familieudvalgsmødet den 6. marts 2024 (pkt. 30) blev det besluttet, at ‘udvalget på hvert udvalgsmøde fremover ønsker at få en løbende statusopfølgning på implementering af de forskellige punkter fra budget 2024 på Børne- og Familieudvalgets område.
Den politiske Vision 2030 sætter retningen for udviklingen af skole- og dagtilbudsområdet i kommunen, og er udmøntet i vedlagte processkitse, der fungerer som en overordnet ramme for implementering og opfølgning på arbejdet med Vision 2030. Processkitsen er opdateret i april 2025 - se bilag 1.
På Børne- og Familieudvalgsmødet den 5. november 2024 ytrede udvalget et ønske om, at fremtidige statussager formuleres kort som afsæt for mundtlig orientering.
PPR's udviklingsstrategi
- Der foreligger et udkast til udviklingsstrategien for PPR. Der er afholdt fokusgruppeinterview med medarbejdere fra dagtilbudsområdet, og der er planlagt fokusgruppeinterview med medarbejdere fra skoleområdet. Til interviewene drøftes og kvalificeres indholdet i udviklingsstrategien. Når sidste interview er afholdt, mødes arbejdsgruppen afslutningsvist og drøfter, om interviewene giver anledning til justeringer samt indarbejder eventuelle justeringer. Derefter er strategien færdig.
- PPR er i gang med et forløb med UCN i regi af den Mangfoldige Folkeskole, hvor der er fokus på 'fællesskabende didaktikker'. Kompetenceforløbet afsluttes i maj. Forløbet har fokus på at øge PPR-medarbejdernes viden om didaktik, så PPR i højere grad kan bidrage til, at lærernes viden om didaktik bringes i spil i samarbejdet, når det er relevant.
- PPR har udarbejdet en samarbejdsaftale på stue-/klasseniveau, så skoler og dagtilbud kan inddrage PPR i udfordringer, der involverer kontekst og stue-/klassemiljø. Fokus er på spændet mellem individ og fællesskab, samt på råd og vejledning til personalet. Hensigten er at styrke lærere og pædagogers kompetencer og bidrage til at få øje på handlemuligheder, der både styrker fællesskabet og de børn, som udgør fællesskabet. Det har være muligt at få klasse-/stuebaserede forløb i en del år, men det er nu blevet mere systematiseret, hvordan man anmoder om dem, hvilket vi håber medfører, at forløbene opleves mere tilgængelige for alle.
Evaluering af mødestruktur og ledernetværk
Den nye organisering af skoler og dagtilbud - som følge af udviklingsplanen - medførte en ny mødestruktur for ledermøder, som trådte i kraft d. 1. august 2024.
I løbet af marts 2025 har skole- og dagtilbudslederne evalueret den nye mødestruktur og ledernetværk. Der er overordnet tilfredshed med de møder, der afholdes og evalueringen har derfor alene medført mindre justeringer heraf, som træder i kraft i skoleåret 2025/2026.
Evalueringen af ledernetværk pågår fortsat og bliver forventeligt afsluttet i maj, hvor alle netværk og forvaltningen ligeledes får sparring af ledelses- og organisationskonsulent fra UCN i forhold til den videre udvikling af netværkene.
Ny prøvehandling med kørsel fra fælles opsamlings- og afhentningssted i Støvring
Med formålet om at træne elevernes selvstændighed og livsduelighed startes et nyt initiativ vedrørende befordring. Initiativet består i praksis af, at to mindre grupper af elever fra henholdsvis Sortebakkeskolen s-klasser og AK-klassen i Skørping bliver hentet og afleveret på ét fælles opsamlingssted i Støvring fremfor at blive hentet på deres bopæl og kørt i skole. Derved skal eleverne fremover gå/cykle fra deres bopæl til et nærliggende 'stoppested' og være der til et bestemt tidspunkt. Det vil fortsat være en taxa, der henter eleverne, og i starten vil skolens personale være der til at støtte eleverne. Intentionen er, at eleverne øver i etaper frem mod at kunne tage offentlig transport på sigt og dermed kunne blive selvtransporterende.
Modeller for visitation til specialtilbud
Udvalget har tidligere anmodet om at få belyst forskellige visitationsmodeller. På mødet vil forvaltningen præsenterer modellerne, som dækker over et spektrum fra central til decentral visitation.
Nyhedsmagasinet PLUSSUM
- 3. udgave af PLUSSUM er netop udkommet og vedhæftet som bilag.
- Praksisfortællinger med formålet at videndele på tværs af skoler og lære af hinandens praksis samt dele historier med elever, forældre og andre interesserede.