Sagsfremstilling
Støvring Kraftvarmeværk har fremsendt ansøgning på kommunal garantistillelse på 10 mio. kr. til.:
- Indkøb og udskiftning af 2.500 fjernvarmemålere
- Indkøb, samt montering lækageovervågning
- Fjernaflæsningsystem, inkl. antenner og hardware/software.
Hovedparten af værkets nuværende 2.500 målere er indkøbt og opsat i 1992, hvilket gør at teknologien er teknisk udtjent. Med en udskiftning af hele målerparken vil Kraftvarmeværket – ud over opsætningen af de nye afregningsmålere - kunne foretage aflæsninger direkte fra administrationen, hvilket vil lette det administrative arbejde ved bl.a. årsaflæsninger og flytteopgørelser.
Alle forbrugere kan efter udskiftningen nøje følge sit forbrug af varme på Kraftvarmeværkets hjemmeside.
Ydermere kan Kraftvarmeværket med fjernaflæsningssystemet løbende rådgive forbrugere med dårlig afkøling/udnyttelse af fjernvarmevandet – hvilket vil reducere Kraftvarmeværkets ledningstab og dermed mindske forbruget af brændsel og dermed udledningen af CO2.
Sidst men ikke mindst, overvåger målerne om der findes interne lækager som medfører vandtab hos samtlige 2.500 forbrugere – hvilket betegnes som en stor miljømæssig gevinst.
Levetiden på projektet er på 16 år og for forbrugeren forventes der en udgift på 10.000.000/16 år/2475 forbrugere = 252,53 kr. per forbruger per. år.
Nedenstående er Støvrings Kraftvarmeværks forventninger til hvilke besparelser der kan realiseres.
Omkring administrationen:
Støvring Kraftvarmeværk plejer at fremsende et selvaflæsningskort til forbrugerne. Det medfører at der skal printes, pakkes og omdeles 2.500 kuverter. Forbrugerne plejer at indtaste deres forbrug via Støvring Kraftvarmeværks hjemmeside, eller returnere et håndskrevet selvaflæsningskort. Administrationen på Støvring Kraftvarmeværk indtaster så manuelt disse tal i deres forbrugersystem. Dette arbejde er meget tidskrævende. Derudover får mange forbrugere ikke afleveret deres aflæsninger rettidigt, hvilket betyder, at Støvring Kraftvarmeværk skal ud på adressen og aflæse målerne. Støvring Kraftvarmeværk forventer at kunne spare udgiften på ca. 120.000 kr. årligt eller 48 kr. pr. forbruger.
Varmetab:
Støvring Kraftvarmeværk forventer at kunne reducere det totale tab med ca. 1,5 %, hvilket svarer til ca. 389.250, eller kr. 155,70 pr. forbruger.
Støvring Kraftvarmeværk forventer at optage et obligationslån med en tilbagebetalingperiode på 10 år.
Støvring Kraftvarmeværk havde i regnskabsåret 2013/2014 et omsætning på 42.454.543 kr. som har resulteret i et årsresultat på 1.600.000, hvor hele beløbet er blevet disponeret til fremtidige investeringer. Støvring Kraftvarmeværk havde i 2014 en positiv egenkapital på 3.200.000 mio. kr. Gælden i selskabet udgjorde ultimo regnskabsåret 16.792.905 kr.