Sagsfremstilling
Praksisplanlægningen har som intention at bidrage til kontinuitet på området og være et redskab for smidig tilrettelæggelse, udvikling og samarbejde mellem praksissektoren og den kommunale sektor, sammenhæng i de forskellige patientforløb, kvalitet i den fysioterapeutiske behandling mv. Praksisplanen udarbejdes på grundlag af en beskrivelse af den eksisterende kapacitet i fysioterapeutpraksis i alle områder i regionen, beskrivelse af de kommunale tilbud vedrørende vederlagsfri fysioterapi samt en ydelsesoversigt over præsterede ydelser fordelt på fysioterapeutpraksis i regionen og på kommuneniveau. Praksisplanen indeholder oplysninger om, hvordan man henviser, hvem der kan henvises til almen fysioterapi og vederlagsfri fysioterapi. Praksisplanen indeholder retningslinier om, ansøgning om yder numre, regler for omsætningsloft, vikar regler, regler for flytning af klinik og lignende.
Kommunerne har i processen haft særlig fokus på udvikling af samarbejdet på tværs og på arbejdet med kvalitetsudviklingen på området. Herudover er der lagt vægt på at få udarbejdet en overskuelig og letforståelig Praksisplan. Kommunerne har gennem hele forløbet arbejdet ud fra en forudsætning om, at den fysioterapeutiske kapacitet i vores region er passende, og der er i Praksisplanen ikke truffet beslutning om kapacitetsudvidelse.
Forvaltningen har udarbejdet et udkast til høringssvar fra Rebild Kommune, der tager udgangspunkt tre væsentlige emner: Kapacitet, ridefysioterapi og de bud på udviklingsplan, som indgå i praksisplanen. Det foreslås, at Rebild Kommune kommer med positive tilkendegivelser i forhold til praksisplanens indhold på disse punkter. Det fremhæves, at kommunen finder den eksisterende kapacitet passende og at der indenfor denne arbejdes med fleksibilitet og harmonisering af geografisk placering. Kommunen bakker op om, at kapaciteten i forhold til ridefysioterapi er passende. I forhold til udviklingsplanen gives opbakning til oprettelse af dialogforum, samarbejde om efteruddannelsesaktiviteter, øget anvendelse af holdtræning samt at nye kvalitetsudviklingstiltag skal understøtte forberedelse og implementering af de centrale kliniske retningslinjer.