Rebild Forsyning har fremsendt takster for 2015 til byrådets godkendelse. Taksterne blev godkendt på betyrelsesmødet den 28. oktober 2014. Byrådet skal godkende, at taksterne overholder de prislofter der er meldt ud fra Forsyningssekretariatet. Der henvises til bestyrelsesreferat, der er vedhæftet dagsorden til TMU den 12. november i punktet Nyt fra bestyrelser og repræsentantskaber.
Selskabet oplyser, at taksterne er fastsat med hensyntagen til Forsyningssekretariatets udkast til afgørelser for prislofterne 2015.
Som det fremgår af taksterne og sagsfremstillingen til budgetoplæg 2015 i medsendte referat er de variable vandafledningstakster i 2015 nedsat i forhold til de tidligere år. Årsagen til dette er bestyrelsen ønske om at sammensætte et budget med minimal skattebetaling efter SKATs ændring af selskabets skattemæssige værdiansættelser. Det betyder, at indtægter fra bl.a. det variable vandafledningsbidrag dækker selskabets driftsomkostninger samt nogle af investeringsomkostningerne. De resterende investeringsomkostninger skal finansieres ved låneoptagelse.
Byrådet skal påse, at taksterne er i overensstemmelse med de fastsatte prislofter. Derfor medsendes de 2 afgørelser på henholdsvis vand og spildevand.
Af samme grund er investeringerne i de kommende år reduceret i forhold til de oprindelige planer, hvilket bl.a. betyder, at investeringerne i 2015 er landet på 27,45 mio. kr. mod tidligere 32,25 mio. kr. Af medsendte investeringsplan for perioden 2015-2024 fremgår de forventede projekter og investeringsniveauer for de kommende år.