De løbende drifts- og vedligeholdelsesopgaver: Reparation af fortove, græsklipning i rabatter, græsklipning af idræts- og byanlæg, vintertjeneste og skilte, varetages af kommunens Driftsenhed. Driftsopgaverne er vundet af Driftsenheden i åben licitation med flere bydende. Kontrakterne på de ovennævnte driftsopgaver udløber alle i 2015.
Opgaverne kan udbydes i (EU-)udbud med virksomhedsoverdragelse. Det vil sige at der vil blive tale om en de facto udlicitering af opgaverne, hvis ikke Driftsenheden vinder udbuddene. Vinderene af udbuddene vil være forpligtede til at overtage mandskab og materiel fra Driftsenheden.
Det er ressourcekrævende for forvaltningen at gennemføre (EU-)udbud og det vurderes med baggrund i seneste udbud ikke at der i forbindelse med udbuddene vil kunne opnås en lavere pris. Omvendt er det er også vigtigt at Driftsenheden er effektiv og konkurrencedygtig, hvilket kan sikres ved at de byder på opgaver i konkurrence med andre. For at Kommunen kan få gode priser fra lokale entreprenører er det også nyttigt at Driftsenheden leverer bud.
Rent organisatorisk og rationelt er det nødvendigt at Driftsenheden har en passende opgavemængde til en effektiv udnyttelse af materiel og mandskab.
Herunder gennemgås de enkelte kontrakter.
Nr. 1: Reparation af fortove i Rebild Kommune:
Udbudt i licitation i december 2009, 4 bydende med Driftsenheden som lavest bydende (kr. 1.097.805,00 eks. moms 18% billigere end nr. 2).
Det har ved andre små licitationer vist sig, at Driftsenheden har været billigst på reparation/udførelse af belægningsopgaver.
Det er en fordel for Rebild Kommune som bygherre og for borgerne, at driftsopgaven i fremtiden vil indgå i den eksisterende drifts- og vedligeholdelseskontrakt mellem Rebild Kommune og Driftsenheden.
Driftsenheden kan med meget kort varsel flytte mandskab og materiel fra en opgave til en anden, hvorved akut reparationer af fortove kan blive udført hurtigt og effektivt. Herved undgår borgerne unødvendige ulykker og Rebild Kommune evt. følgende forsikringssager.
Nr. 2: Græsklipning af rabatter i den gamle Nørager Kommune:
Udbudt i licitation i december 2009, 7 bydende med Driftsenheden som lavest bydende (kr. 300.831,66 eks. moms 28% billigere end nr. 2).
Græsklipning af rabatter i den resterende del af Rebild Kommune varetages under den gældende kontrakt mellem Rebild Kommune og Driftsenheden.
Da Driftsenheden, under den eksisterende kontrakt mellem Rebild Kommune og Driftsenheden, i forvejen varetager græsklipning af rabatter i resten af Rebild Kommune, vil det være en økonomisk fordel, såfremt græsklipning af rabatter i den gamle Nørager Kommune i fremtiden bliver lagt ind under den eksisterende kontrakt mellem Rebild Kommune og driftsenheden.
Nr. 3: Græsklipning og pleje af idræts- og byanlæg i den gamle Skørping Kommune:
Udbudt i licitation i december 2009, 7 bydende med Driftsenheden som lavest bydende (kr. 1.265.180,88 eks. moms 48% lavere end nr. 2).
Da Driftsenheden, under den eksisterende kontrakt, i forvejen varetager græsklipning og pleje af idræts- og byanlæg i resten af Rebild Kommune, vil det være en økonomisk fordel, såfremt græsklipning og pleje af disse områder i den gamle Skørping Kommune i fremtiden bliver lagt ind under den eksisterende kontrakt mellem Rebild Kommune og driftsenheden.
Nr. 4: Vintertjeneste:
Udbudt i licitation i december 2009, med mange bydende med Driftsenheden som lavest bydende på 17 entrepriser (sne- og eller saltruter) med en samlet entreprisesum på kr. 2.067.870,00 eks. moms.
De resterende 18 sne og eller saltruter med en samlet entreprisesum på kr. 1.824.615,00 eks. moms, varetages af andre entreprenører.
Da Driftsenheden allerede har mandskab og materiel til at varetage de 17 sne- og eller saltruter, vil det være en økonomisk fordel, såfremt driftsenheden også fremover varetager disse 17 ruter.
Hvis driftsenheden ikke har de 17 ruter, vil man være nødsaget til at hjemsende næsten al mandskab i vinterperioden (mod ca 12-14 mand i dag) og det materiel der i dag anvendes til snebekæmpelse vil så stå ubrugt hen i vinterperioden. Reelt vil det også betyde, at alle administrativt ansatte skal sættes ned i tid vinteren over, hvilket ikke vil være holdbart. Derfor bør den omtalte snebekæmpelse lægges ind under den eksisterende kontrakt mellem Rebild Kommune og driftsenheden.
Nr. 5: Skilte og vejinventar:
Udbudt i licitation i december 2009, 2 bydende med Driftsenheden som lavest bydende (kr. 340.000,00 eks. moms).
Da det er minimalt hvor mange skilte vi bruger pr. år, er omkostningerne ved et udbud på næsten 50% af entreprisesummen.
Sagen fremlægges til Teknik- og Miljøudvalgets samt Økonomiudvalgets beslutning om hvorvidt opgaverne skal sendes i udbud eller om de fremover skal indgå i Driftsenhedens kontrakt.
Der kan til grund for beslutningen opstilles følgende scenarier:
1. Fem (EU-)udbud, hvori der stilles krav om virksomhedsoverdragelse. Driftsenheden afgiver bud under reglerne for kontrolbud. Fordelen er, at priserne på ydelserne afprøves og at den billigste entreprenør løser opgaven. Ulemperne er, at der er udgifter forbundet ved at gennemføre udbud, ligesom den daglige fleksibilitet vil blive mindre såfremt Driftsenheden ikke vinder opgaven og det vil skabe uro på arbejdspladsen i forhold til virksomhedsoverdragelser/afskedligelser af medarbejdere.
2. Opgaven fastholdes i Driftsenheden (skrives ind i Driftenhedens kontrakt) og sendes ikke i udbud. Dermed spares udgifterne til (EU-)udbud og Driftsenheden sikres volumen og opgaver til at optimere driften. Da den nye udbudspolitik var i høring blev det i høringssvar angivet, at man godt kunne forestille sig en model, hvor Rebild Kommune beslutter den "optimale" størrelse for Driftsenheden og kun sender opgaver i udbud, der ikke kan løses af Driftsenheden.