Aalborg Kommune har gjort indsigelse mod Rebild Kommunes indsatsplan. Aalborg Kommune finder bl.a., at Rebild Kommunes forslag til indsatsplanen ikke giver nok mulighed for at beskytte indvindingsoplandet til Aalborg Forsyning, Vand A/S’ kildeplads AFV Nibe (herefter kaldt AFV Nibe) og Sønderholm Vandværk.
Rebild Kommune kan ikke vedtage indsatsplanen, da Aalborg Kommune har gjort indsigelse imod den. Region Nordjylland har derfor skullet mægle i sagen. På mødet kom det frem, at nye beregninger sandsynligvis vil føre til andre indvindingsoplande og dermed formentlig også andre sårbar nærzoner end de nu kendte. Dette bliver afklaret, når Naturstyrelsen offentliggør, hvordan beregningerne fremover skal foretages. Det kom endvidere frem på mødet, at Aalborg fortsat ønsker, at kommunens (højere) beskyttelsesniveau skal kunne anvendes i hele indvindingsoplandet til deres vandværker og således også i de dele, der måtte krydse kommunegrænsen. Aalborg Kommune ønsker således mulighed for at beskytte grundvandet ud fra deres vedtagne principper.
Til orientering er der som bilag vedlagt: "referat fra møde om mægling mellem Rebild og Aalborg kommuner den 9. september 2014".
Indvindingsoplandene til Sønderholm Vandværk og AFV Nibe er, som det fremgår af bilag 1 ikke de eneste indvindingsoplande, der krydser kommunegrænsen.
En del af de indvindingsoplande, der fremgår af bilag 1, har kun været i høring og er derfor endnu ikke gældende (udpeget i Bek. 1265 af 16-10-2013 om udpegning og administration mv. af drikkevandsressourcer). Sandsynligheden for at de kommer til at se ud, som de fremgår af bilag 1, er imidlertid rimelig stor. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle indvindingsoplande vil blive omberegnet, og dermed kan der ske en ændring i, hvilke indvindingsoplande, der krydser kommunegrænsen, og hvilke arealer de berører.
Der ud over er der bl.a. indvindingsoplandene til Astrup Vandværk i Mariagerfjord Kommune, der også krydser kommunegrænsen, som det fremgår af bilag 1. For Astrup Vandværk gælder at både de nuværende indvindingsoplande og dem, der har været i høring krydser kommunegrænsen.
Størstedelen af indvindingsoplandene er også udpeget som indsatsområder.
Kommunalbestyrelsen skal for alle indsatsområder jf. § 13 i Vandforsyningsloven og § 2 i Bekendtgørelse om indsatsplaner udarbejde og vedtage en indsatsplan.
Der er således behov for en principiel stillingtagen til indvindingsoplande, hvor vandværket ligger i nabokommune.
Som udgangspunkt giver det mening, at det pågældende vandværk / kommune fastlægger hvilket beskyttelsesniveau, de finder behov for.
Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at den pågældende kommune udarbejder udkast til den indsatsplan, de ønsker vedtaget.
Rebild Kommune vil således på tilsvarende vis også kunne fastlægge det beskyttelsesniveau, der skal gælde for den del af Korup Vandværks indvindingsopland, der forventes at strække sig ind i Mariagerfjord Kommune, hvis Mariagerfjord Kommune tillader det.
Dette kan indebære, at landmænd har jorde, hvor der er forskel på beskyttelsesniveauet. Dette vil dog under alle omstændigheder være tilfældet for mange landmænd med jord i mere end én kommune.
Hvis de berørte kommunalbestyrelser ikke kan blive enige, skal regionsrådet mægle i sagen. Kan kommunalbestyrelserne fortsat ikke blive enige, er det miljøministeren, der træffer en afgørelse.