Baggrund
På Børne- og Familieudvalgsmødet den 3. februar 2021 blev det politisk besluttet at fastholde den nuværende placering af Læringscenter Himmerland i Skibsted på baggrund af en analyse af en bæredygtig fremtid for stedet (Jf. scenarie 1: Tilbuddet bliver i de nuværende rammer). I analysen blev det påpeget, at situationen med kun én leder vil medføre mangel af nær ledelsessparring- og samarbejde og give et dårligt udgangspunkt for god ledelse og et godt arbejdsmiljø. Anbefalingen lød derfor, at der blev arbejdet videre med at finde konkrete bud på løsningen af den ledelsesmæssige opgave, herunder at skabe mulighed for mere ledelseskraft og sikre reel mulighed for ledelsesmæssig sparring og støtte. Da Læringscenter Himmerland er en specialskole, hvor finansieringen sker via takster for den enkelte elev, får konkrete bud på løsning af ledelsesopgaven betydning for økonomien på Læringscenter Himmerland og evt. for elevtaksterne til tilbuddet. Økonomi og takster er derfor medtaget i forslag til løsning af ledelsesopgaven.
Arbejdet er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af leder- og medarbejderrepræsentant fra Læringscenter Himmerland, en lederrepræsentant fra et andet specialtilbud i kommunen, formand for Skolelederforeningen i Rebild samt repræsentanter fra Forvaltningen; chef for Center Børn og Unge, en økonomikonsulent og udviklingskonsulent. Herudover har Forvaltningen indhentet øvrige perspektiver på ledelsesopgaven gennem møde med repræsentanter fra Læringscenter Himmerlands forældrebestyrelse og Handicaprådet samt et høringssvar indsendt af medarbejdere på Læringscenter Himmerland i forbindelse med sagen 'Bæredygtig fremtid for Læringscenter Himmerland' - pkt. 22, Børne- og Familieudvalget den 3. februar 2021.
Ledelse af en specialskole
Siden marts 2020 er ledelsen af Læringscenter Himmerland varetaget af to ledere i to forskellige konstellationer; først en leder på fuldtid og en leder på 80% - og siden august 2020; en leder på fuldtid og en leder på 40%, som sideløbende også varetager ledelse på en anden af kommunens skoler. Ledelse har det seneste år været opprioritere på Læringscenter Himmerland. I perioden har elever, forældre, medarbejdere og ledere således oplevet, hvad det vil sige at have mere ledelseskraft tilknyttet stedet, og et fortsat behov for ledelsesmæssig sparring og støtte tæt på underbygges af arbejdsgruppens drøftelser og perspektiver fra hhv. Handicaprådet, forældrebestyrelse og medarbejdere. I det følgende skitseres den ledelsesmæssige opgave og kompleksitet, der karakteriserer ledelse af en specialskole som Læringscenter Himmerland med henblik på at forelægge behovet for ledelseskraft.
Pædagogisk ledelse - børn og unge med særlige behov
Ledelsesopgaven på en specialskole som Læringscenter Himmerland er en anderledes og mere kompleks opgave end ledelse i almenskolen. Kompleksiteten i forhold til Læringscenter Himmerlands målgruppe er høj, og frekvensen af situationer og opgaver, som kræver ledelsesmæssig involvering og sparring på lederniveau, er markant højere end i almenskolen. Målgruppens særlige behov gør, at ledelsesopgaven på specialområdet derfor ikke direkte kan sammenlignes med almenområdet, da alt foregår på særlige vilkår med alle indskrevne børn.
På en specialskole som Læringscenter Himmerland opstår der ofte situationer, som kræver både ‘her og nu’-handling og ledelsesbeføjelse at skulle håndtere. Arbejdsgruppen understreger derfor vigtigheden af, at ledelse ikke er på distancen, men at ledelse af Læringscenter Himmerland kræver både fysisk og mental tilstedeværelse, da kompleksiteten forudsætter, at man har en stærk føling med stedet, børnene, forældrene og medarbejderne.
Ledelsen af en specialskole kræver en faglig specialiseret pædagogisk viden for at kunne træffe de gode beslutninger til gavn for børnene og til at vejlede og støtte personalet i at håndtere målgruppen på bedste vis. Det arbejde er sårbart, som alene leder. Der er et behov for at kunne drøfte og sparre omkring dilemmaer og få forskellige ledelsesperspektiver på den angivne kompleksitet med henblik på at sikre god kvalitet i ledelse og et godt undervisning- og arbejdsmiljø. Frekvensen af den pædagogisk sparring vurderes særlig høj på grund af målgruppen.
Medarbejdere og forældre fremhæver det ledelsesmæssige nærvær og den fysiske tilstedeværelse som vigtigt for både børn, forældre og medarbejdere, bl.a. i forhold til at have en fornemmelse for børnene, og for hvad der er på spil 'ude på gulvet'. Medarbejderne understreger, at tilgængeligheden giver en oplevelsen af ro og tryghed, som påvirker arbejdsmiljøet positivt. Forældrene påpåger, det er anderledes følelsesmæssigt at være forældre til et barn med udfordringer, hvorfor en synlig ledelse, forståelse og empati i hverdagen, hvor ledelsen også formår at se bagom situationer med børnene, er særlig vigtig. I forældresamarbejdet ligger således også flere opgaver på en specialskole, som ledelsen er direkte involveret i.
Organisatorisk ledelse - målgrupper, tilbud og lovgivning
På Læringscenter Himmerland øges kompleksitet af de flere forskellige tilbud; to specialspor (F- og P-spor), SFO, STU og børnehave, hvor der er tale om både forskellige specialtilbudstyper, forskellige lovgivninger, og fem forskellige målgrupper, som der skal navigeres inden for og ledes ind i. Det betyder, at der er mange opgaver omkring børn, forældre og medarbejdere, som fylder tidsmæssigt og rummer et særligt stort behov for ledelsesmæssig støtte og sparring; både leder-leder, leder-forældre og leder-medarbejder.
Derudover er der mange netværksmøder og eksterne samarbejder (PPR, Center Familie Handicap, UU m.fl.) omkring alle børn, som kræver høj ledelsesmæssig involvering, særlig viden om børnene, ressourcer i relation til kontakt, koordinering og deltagelse. Sådanne møder og samarbejder kræver ofte ledelsesfokus og -involvering i forbindelse med forberedelse, mødeledelse og efterbehandling, som for eksempel handleplaner, social faglige indsatser, opfølgning med forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Medarbejdere på Læringscenter Himmerland fremhæver behovet for ledelsessparring og -støtte i forbindelse med netværksmøder og på teammøder, da ledelsesmæssige inputs er givtige i forhold til det pædagogiske arbejde på en specialskole (jf. Høringsvar, bilag).
Personaleledelse og administrativ ledelse
Personaleledelse og den administrative ledelse er i forhold til ledelsesopgaven og ledelsestid mere genkendelig og sammenlignelig med almenområdet. Grundlaget for at legitimere øget ledelsestid på Læringscenter Himmerland findes derfor i den ikke-sammenlignelige kompleksitet beskrevet i de to ovennævnte områder.
Arbejdsgruppens anbefaling
Arbejdsgruppen vurderer på baggrund heraf, at den kompleksitet, der er i ledelsen af et specialtilbud som Læringscenter Himmerland, kræver øget ledelse, ledelsessparring tæt på og derfor en anden ledelsesmæssig konstruktion end én leder. Arbejdsgruppen anbefaler, at ledelsesstrukturen på Læringscenter Himmerland øges til 1,5 lederstilling for skole- og børnehavedelen samt SFO. Arbejdsgruppen understreger behovet for øget ledelsesmæssig støtte, sparring og nærvær på Læringscenter Himmerland og kommer ikke med sin anbefaling til finansieringen af løsningen.