Sagsfremstilling
Fastfoodrestauranten Sunset Boulevard har et ønske om at lokalisere sig i det nye centerområde 03.C241 ved pendlerpladsen i Haverslev. Det er nødvendigt for virksomhedens drift at have en skiltning for virksomheden, der tydeligt til omgivelserne signalerer, hvad virksomheden fremstiller og sælger.
Sunset vil etablere sin virksomhed på arealet nordvest for pendlerpladsen på Jyllandsgade ved rundkørslen. Normalt skal al skiltning til en sådan virksomhed holdes på egen grund. På grund af terrænet i området, så kan virksomheden blive relativt synligt for den nordkørende trafik, mens trafikken, der kører mod syd på motorvejen, ikke vil kunne se skiltningen før afkørslen er passeret. Derfor har Sunset et ekstraordinært behov for at gøre sig synlige fra nord.
Ansøger vil derfor foreslå, at der etableres en fællespylon i den nordlige del af erhvervsområdet. Det kan ske på kommunens areal ved Materielgården eller på et privat areal. Forvaltningen forestiller sig, at det er en pylon, der kan ”forvarsle” trafikanterne på motorvejen om de ”fastfoodrestauranter”, der er etableret i området. Virksomheder, som ikke har relation til ”strøg-kunder” bør ikke have mulighed for at få plads på standeren.
Der er to oplæg til placering af ny stander:
- I den sydlige ende af matr 8ae, Industriparken 12-18 Haverslev, hvor kommunens ny materialegård opføres. Kommunen kan evt. leje et grundstykke ud og lade initiativtager opføre en pylon i samråd med kommunen.
- I den østlige ende af matr 8ai, Industriparken 8, hvor initiativtager har mulighed for lejeaftale med ejer. Det giver en tættere tilknytning til de eksisterende standere ved McDonald / Shell og Burger King.
Forvaltningen har forhørt vejdirektoratet. De har ingen bemærkninger, der kan modsætte sig opsætning af fællespylon. Pylonens placering ligger i begge tilfælde udenfor vejbyggelinien inkl. højde- og passagetillæg og mht. naturbeskyttelseslovens §21 forbud mod skiltning i det åbne land, så er pylonen indenfor erhvervsområdet, hvilket betegnes som bymæssig bebyggelse og således er tilladt. Nærheden til de eksisterende standere vil bedst opfyldes med placering 2. Samling af fællespylon og standere vil give mindst forstyrrelse set fra motorvejen.
Der findes forskellige konstruktioner. Det kunne være "plade" løsningen som vist i bilag, en gitterløsning eller en tyndere konstruktion med en søjle, hvor skiltene er monteret på. Afhængig af valg af type, ligger prisen på mellem 500.000 - 1.100.00 kr ekskl. moms.