På udvalgsmødet i maj måned bad udvalget om at få elevtalsudviklingen i elevtallet i Ravnkilde og Blenstrup de seneste 2 år.
Nedenstående er en oversigt over elevtallene i dette skoleår og seneste skoleår samt det elevtal skolen på nuværende tidspunkt forventer efter sommerferien. Data er genereret udfra skolernes elevadministrationssystem på 3 datoer hen over skoleåret (3 datoer som typisk er anvendt til at fastlægge elevtal).
Generelt er begge afdelinger sårbare - der er få elever på alle klassetrin og der er derfor samlæsning på tværs af klasserne. Såfremt der flytter en enkelt elev får det hurtigt en dominoeffekt, fordi det kan trække flere elever med sig.
Ravnkilde
Elevtallet i Ravnkilde var i skoleåret 2014-15 samlet set nogenlunde stabilt. Mens der har været et fald i elevtallet hen over skoleåret og frem til nu.
Faldet i elevtal skyldes bl.a. at en elev er visiteret til et specialtilbud, en elev er flyttet fra kommunen, 2 elever er flyttet tilbage til deres distriktsskole og endelig er 3 elever flyttet til privatskoler.

Blenstrup
I Blenstrup har elevtallet i indeværende skoleår været nogenlunde stabilt samlet set - netto har der været en elevtilbagegang på 2 elever.
I skoleåret 2014-15 var der en lidt større elevsivning både i løbet af skoleåret og især hen mod sommerferien. Der havde gennem en længere periode været uro, som endelig var blevet løst og der var sikret ordentlige rammer, som alle var tilfredse med lige indtil to af lærerne meddelte, at de var gravide. Dette betød igen lærerskifte og mange forældre valgte derfor at melde deres børn ud til både friskoler og Skørping Skole. Herefter fulgte en dominoeffekt, hvor der var meget få tilbage i nogle klasser, hvilket medførte at bedstevennen pludseligt manglede eller man var ene pige i klassen. Dette medførte yderligere afgang.
Årsagen til det mindre elevtal frem mod kommende skoleår skyldes generelt, at der går 14 elever ud af 6. klasse - og der starter kun 8 elever i kommende 0. klasse.
