Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Der er nu udarbejdet en evaluering, som fremsendes til Ministeriet inden udgangen af marts 2015.

I projektansøgningen var formålet at Rebild Kommune, på tværs af sektorer og på tværs af kommunens centre – Center Sundhed, Center Arbejdsmarked, Center Familie og handicap og Center Pleje og Omsorg:

  • At kunne koordinere en sammenhængende tværfaglig indsats
  • At udvikle kvalificerede tilbud til borgere med hjerneskade med det formål, at mindske følgerne af hjerneskaden
  • At løfte rehabliteringen i kommunen op på det niveau, der kræves i forhold til forløbsprogrammerne
  • At borgeren så vidt muligt opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
  • At øge livskvalitet for borgere med erhvervet hjerneskade samt deres pårørende.

Resultater

I projektansøgningen er der opstillet 4 delmål, som alle er implementeret og forankret.

Delmål 1 var, via en egentlig hjerneskadekoordinatorfunktion, at sikre en enstrenget indgang fra anden sektor til Rebild Kommune. Med etablering af en hjerneskadekoordinator i 10 timer om ugen – forankret i Center Sundhed, er der sikret denne éne indgang. Projekts styregruppe har udarbejdet funktionsbeskrivelse for Hjerneskadekoordinator med efterfølgende politisk godkendelse i 2014.

Delmål 2 var at styrke en koordineret sammenhængende tværfaglig indsats. Projektet har medvirket til, at alle fagligheder er kommet i spil. Sagssparringer har betydet, at medarbejdere har fået viden og indsigt på tværs af fagligheder, og der er opstået et fælles sprog. Indsatsen for den enkelte borger er blevet mere sammenhængende, da alle ved hvad planen er og hvem, der gør hvad.

Delmål 3 var at opkvalificere de neurofaglige kompetencer hos det sundhedsfaglige personale. Der er afholdt temadage som planlagt med deltagelse af mellem 18 – 25 medarbejdere. Som supplement til kompetenceudviklingen af medarbejderne, er der etableret skræddersyede kurser for ”Den fysiske håndtering af den hjerneskadede borger ” - kurser der er målrettet medarbejdere på plejecentre og hjemmeplejen og ”Neurofaglig viden på et praksisrelateret niveau” - målrettet socialfaglige medarbejdere på beskæftigelsesområdet”.

 

Delmål 4 var at udvikle en egentlig model for en formaliseret samarbejdsprocedure. Der har i hele projektperioden været arbejdet med en model for samarbejdet, opbygget omkring hjerneskadekoordinatorfunktionen. Modellen er blevet døbt Rebild-modellen og er et flowdiagram, der viser vejen igennem et sparringsforløb, spilleregler og hvem, der har ansvaret for hvad. Modellen er nu så udbredt, at hjerneskadekoordinatoren ikke længere fremadrettet bliver omdrejningspunktet for igangsætning af den tværfaglige sparring, det bliver et decentralt ansvar. Hjerneskadekoordinatoren deltager i møderne.

Evalueringens anbefalinger til det videre arbejde er fortsat at sikre sammenhængende og koordinerede rehabiliteringsforløb.

Anbefaling kan opsummeres i følgende punkter:

• Fokus på formidling af Rebild-modellen til nye medarbejdere

• Styregruppen fortsætter i et år, hvor der afholdes læringsmøder, således at udviklingen i overgangsfasen fra projekt til drift følges tæt.

• Fokus på fortsat faglig udvikling og ikke mindst vedligeholdelse af opnåede kompetencer.

Projektet overgår nu til drift, og Rebildmodellen kan fungere uden supervision udefra.

Rapporten er vedlagt som bilag.

Resume

Sagen afgøres i: ByrådetI 2011 besluttede Folketinget at afsætte 150 millioner kr. på Finansloven til styrkelse af hjerneskaderehabilitering. Rebild Kommune fik bevilget 1.058.000 kr. Den styrkede indsats har bl.a. afsæt i et samarbejde med Taleinstituttet omkring kompetenceudvikling af medarbejdere. Byrådet besluttede som en del af projektet, at kommunen skulle have en hjerneskadekoordinator. Projektperioden udløber med udgangen af 2014 og dermed skal der fremsendes en afrapportering til sundhedsministeriet.

Beslutning

Godkendt.

Klaus Anker Hansen deltog ikke i behandlingen af sagen. 

Indstilling

at Sundhedsudvalget overfor Byrådet anbefaler, at Praksisplan for Fysioterapi 2015-2018 godkendes.

Sundhedsudvalget, 14. april 2015, pkt. 62:

Indstillingen blev godkendt.

Økonomiudvalget, 22. april 2015, pkt. 136:

Indstilles godkendt.

Jan Brøndum og Søren Søe deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Intet at bemærke 

Sagsfremstilling

Praksisplanen er et værktøj i den fremtidige tilrettelæggelse af og udvikling på fysioterapiområdet og skal medvirke til at styrke samarbejdet mellem sektorerne. Herudover skal praksisplanen beskrive den økonomiske udvikling, antal fysioterapeutiske klinikker, praksisformer og kommunalt oprettede tilbud om vederlagsfri fysioterapi.

Praksisplanen indeholder en beskrivelse af den eksisterende kapacitet i fysioterapeutpraksis i alle områder i regionen, en beskrivelse af de kommunale tilbud vedrørende vederlagsfri fysioterapi samt en ydelsesoversigt over præsterede ydelser fordelt på fysioterapeutpraksis i regionen og på kommuneniveau.

Tidligere har der været en særskilt Praksisplan for ridefysioterapi. Sidste gang denne blev revideret var i 2006. Denne gang er det besluttet at inkludere ridefysioterapien som en del af den samlede Praksisplan. I forhold til ridefysioterapien er der sket en mindre kapacitetsudvidelse siden 2006, blandt andet fordi regionen har overtaget 3 rideskoler fra Region Midt ved kommunalreformen.  

Praksisplanen er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat i regi af Samarbejdsudvalg for Fysioterapi bestående af repræsentanter fra regionen, de nordjyske kommuner samt de praktiserende fysioterapeuter. Der er via Det fælleskommunale Sundhedssekretariat og det kommunale netværk på området sket en administrativ inddragelse af kommunerne undervejs i processen.

Kommunerne har i processen haft særlig fokus på udvikling af samarbejdet på tværs og på arbejdet med kvalitetsudviklingen på området. Herudover er der lagt vægt på at få udarbejdet en overskuelig og letforståelig Praksisplan. Kommunerne har gennem hele forløbet arbejdet ud fra en forudsætning om, at den fysioterapeutiske kapacitet i vores region er passende, og der er i Praksisplanen ikke truffet beslutning om kapacitetsudvidelse i forhold til den vederlagsfrie fysioterapi.

Hovedelementerne i Praksisplan om Fysioterapi 2015-2018 er:

Vedr. Fysioterapi i Nordjylland

• Der er i Region Nordjylland 57 kapaciteter over 30 timer og 145 kapaciteter under 30 timer. Kapaciteterne er fordelt på 56 klinikker samt 1 fysioterapeut uden fast adresse.

• I regionen er den gennemsnitlige ventetid til behandling for ikke-akutte patienter 0,5 uge.

• 54 ud af 56 klinikker tilbyder hjemmebehandling. Ca. 90 procent tilbyder behandling på plejecentre og 40 % yder behandling andre steder, f.eks. på skoler, i institutioner mv.

• Holdtræning bliver benyttet af 90 % af alle klinikker. Af de klinikker, som ikke tilbyder holdtræning, vurderer 30 %, at lokalernes størrelse er en begrænsning for patienternes adgang til holdtræning.  

• Ud af de elleve nordjyske kommuner er der syv kommuner, herunder Rebild, som er leverandører af vederlagsfri fysioterapi.  

• De samlede udgifter til fysioterapi var i 2013 på 143 mio. kr. i Region Nordjylland, inkl. ridefysioterapien. Fra 2009-2013 er udgiften til vederlagsfri fysioterapi steget med 3,2 %. Den gennemsnitlige udgift pr. sikrede i Region Nordjylland var 210 kr. i 2013. Gennemsnittet på landsplan for samme tidsrum var 189 kr.

• I Region Nordjylland er det gennemsnitlig 20 % af udgiften, som anvendes på holdtræning, mens 74 % anvendes på individuelle ydelser. De resterende 6 % går til at dække udgifter til afstandstillæg.

• Den generelle kapacitet i regionen er vurderet som passende.

• Der udføres ridefysioterapi med offentligt tilskud på 9 rideskoler i Region Nordjylland. Antallet af rideskoler, hvor der udføres behandling, er uændret fra 2006-2014. Kapaciteten er i samme periode blevet udvidet en smule.

• De praktiserende fysioterapeuter er en del af det samlede sundhedsvæsen, og det er derfor vigtigt, at de kommunikerer og samarbejder optimalt med de øvrige sektorer. Især borgere, som modtager vederlagsfri fysioterapi, vil ofte have brug for en helhedsorienteret og sammenhængende tværfaglig indsats.

• Velfungerende samarbejdsfora vil kunne bidrage til øget samarbejde, eksempelvis omkring specifikke patientgrupper. Samarbejdet mellem kommune og fysioterapeuter kan være uformelt eller af mere formaliseret karakter.

Vedr. Kvalitetsudvikling

• Implementering af centrale kvalitetstiltag samt det at arbejde med mere sammenhængende patientforløb bliver vigtige elementer i fremtiden.

• I de nye overenskomster, som er trådt i kraft d. 1. januar 2015, er der flere nye initiativer vedr. kvalitetsudvikling. Der fokuseres i næste overenskomstperiode på 3 områder fra centralt hold:

  • Udarbejdelse af en udgave af Den danske Kvalitetsmodel tilpasset fysioterapipraksis,
  • Implementering af nationale kliniske retningslinjer
  • Gennemførelse af en analyse, der skal føre til udarbejdelsen af et inspirationskatalog med forslag til eventuelle moderniseringer af området og overenskomsten.

Vedr. Fremtidens fysioterapeutiske klinik

• I sundhedsvæsenet er der et stigende fokus på at sætte patienten/borgeren i centrum og ud fra det perspektiv skabe så effektive behandlingsforløb som muligt.

  • Kravene fra patienter om service, information, kvalitet, faglighed og faciliteter vil stige. Dette stiller også krav til fysioterapipraksis.

Resume

Sagen afgøres i: ByrådetSamarbejdsudvalg for Fysioterapi har i løbet af 2014 udarbejdet en fælles plan for tilrettelæggelsen af den fremtidige fysioterapeutiske behandling i regionen. Praksisplan for fysioterapi udarbejdes/revideres hver fjerde år.

Udkast til Praksisplan har været sendt i høring fra den 16. oktober til 1. december 2014. Den 27.november 2014 afgav byrådet i Rebild Kommune høringssvar i forhold til praksisplan for fysioterapi. Høringssvaret var positivt og tilkendgav stor opbakning til praksisplanens indhold. Rebild Kommunes høringssvar er vedlagt som bilag.

Efter høringsfasen er de indkomne høringssvar blevet fremlagt for Samarbejdsudvalg for Fysioterapi. Samarbejdsudvalget har på deres møde d. 18. december 2014 godkendt udkast til Praksisplanen og anbefaler i forlængelse heraf, at praksisplanen godkendes i samtlige nordjyske kommunalbestyrelser og regionsrådet. KKR Nordjylland har på deres møde d. 27. februar 2015 drøftet og godkendt Praksisplan for Fysioterapi og planen fremsendes hermed til godkendelse i de 11 nordjyske kommuner.

Beslutning

Godkendt.

Klaus Anker Hansen deltog ikke i behandlingen af sagen. 

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0