Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Baggrund
Forvaltningen har udarbejdet forslag til ferieplan for skoleåret 2025/2026. Forslaget til ferieplanen er udarbejdet på baggrund af bestemmelserne i styrelsesvedtægten samt Undervisningsministeriets retningslinjer herfor. Forslaget tager udgangspunkt i, at der er 200 skoledage. Desuden holdes der efterårsferie i uge 42 og vinterferie i uge 8. Skolerne kan jf. styrelsesvedtægterne ombytte én skoledag med en lørdag.

Jf. Folkeskoleloven begynder elevernes sommerferie altid den sidste lørdag i juni og varer indtil den af kommunalbestyrelsen fastsatte første skoledag efter 1. august.

Udkast til ferieplan:

  • Første skoledag efter sommerferien: 12. august (tirsdag)
  • Efterårsferie: 11. oktober - 19. oktober
  • Juleferie: 20. december - 4. januar
  • Vinterferie: 14. februar - 22. februar
  • Påskeferie: 28. marts - 6. april 
  • Kristi Himmelfartsferie: 14. maj - 17. maj
  • Pinseferie: 23. maj - 25. maj
  • Grundlovsdag: 5. juni
  • Sommerferie (sidste skoledag): 26. juni

Skolelederne har drøftet udkastet på deres møde d. 7.juni 2024. Der var ingen kommentarer. Udkast kan ses i bilag.

Høring
Forvaltningen foreslår, at udkastet sendes i høring blandt skolebestyrelserne med høringsfrist d. 11. oktober 2024. Herved kan skolernes ferieplan for skoleåret 2025/2026 politisk behandles på udvalgets møde d. 6. november 2024.

Genoptaget efter høring

Det udkast til ferieplanen, som blev sendt i høring indeholdt kun 199 skoledag, og der manglede altså én yderligere skoledag for at indfri kravet om 200 skoledag. Alle høringsberettigede fik en orientering herom d. 28. august og altså inden høringsfristen.

Der er indkommet høringssvar fra skolernes bestyrelser og MED-udvalg (vedhæftet som bilag). Høringssvarene tilslutter sig udkastet, og der peges enstemmigt på, at skoledag nummer 200 ønskes placeret d. 11. august.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget træffer beslutning om at godkende udkast til ferieplan for skoleåret 2025/2026 med tilføjelse af d. 11. august som skoledag nr. 200.

Resume

Udkast til ferieplan for skolerne 2025/2026 til godkendelse

Text

Børne- og Familieudvalget

Sagsfremstilling

Baggrund

I løbet af 2024 er der vedtaget en række beslutninger, som samlet set medfører et behov for at opdatere styrelsesvedtægten for skoleområdet.  
Med Budgetaftalen for 2024-2027 blev der vedtaget en udviklingsplan for kvalitetsløft af skoleområdet, som blandt andet indebar en ny struktur og organisering af området. I forlængelse af budgetaftalen blev der desuden vedtaget en Vision 2030 og en ny tildelingsmodel. Derudover er der kommunalt vedtaget en aftale om frisættelse og afbureaukratisering i Rebild Kommune med henblik på at løfte kvaliteten af velfærden ved at sætte fagligheden og den professionelle dømmekraft fri.

I udarbejdelsen af udkastet til ny styrelsesvedtægt for skoleområdet har der også været et blik for den vedtagne Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram, som er indgået af ’Folkeskoleforligskredsen’ (S, V, M, LA, KF, RV og DF) på nationalt niveau. Når denne aftale bliver politisk behandlet, kan der opstå behov for yderligere, løbende justeringer af styrelsesvedtægten.

Børne- og Familieudvalget behandlede på deres møde d. 14. august udkast til ny 'Styrelsesvedtægt – skoler', som nu har været i høring. Af den politiske dagsorden pkt. 68 fremgår der udkast til ny styrelsesvedtægt inkl. bilag samt en beskrivelse af de på daværende tidspunkt ændringsforslag i forhold til den eksisterende styrelsesvedtægt.

Høringssvar

Der er indkommet 11 høringssvar, hvoraf samtlige skolebestyrelser er repræsenteret. Derudover har Danske Handicaporganisationer, Fælleselevrådet og Skolelederforeningen indgivet høringssvar (se bilag).

Høringssvarene er generelt kendetegnet ved, at de i punktform forholder sig til de elementer, hvor de har kommentarer og/eller ændringsforslag. Derudover gives der udtryk for, at der foruden kommentarerne er generel opbakning til udkastet til ny styrelsesvedtægt. I Bilag 11 præsenteres forvaltningens opsamling på høringssvarene i forhold til det pågældende dokument/bilag og emne samt forvaltningens bemærkninger hertil.

Forvaltningen har på baggrund af høringssvarene revideret udkastet til ny styrelsesvedtægt med afsæt i foreslåede tilretninger, som kan ses af de vedhæftede bilag til sagen. Dette vedrører følgende fire forhold i hhv. bilag 2 og 7:

1) Ansvar for opfyldelsen af undervisningspligten uden for folkeskolen

Kompetencen til at godkende opfyldelse af undervisningspligten uden for folkeskolen tilfalder skolelederen for så vidt angår hjemmeunderviste børn, og det fastholdes særskilt - som i dag, at skolelederen har kompetencen til at godkende visse børns opfyldelse af undervisningspligten ved undervisning i kulturskolen eller eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening. Kompetencen til at godkende undervisningspligten på efterskoler og fri/privatskoler tilfalder i stedet forvaltningen (se rettelser i Bilag 2)

2) Forældrebetaling i forbindelse med lejrskole mm fastholdes som i dag

På baggrund af høringssvarene fastholdes formuleringen fra den eksisterende styrelsesvedtægt, så der alene kan kræves forældrebetaling til forplejning i forbindelse med lejrskole og ekskursioner mm.

3) Kompetencen til at tillade mere end hhv. 26 og 28 elever i en klasse

I forhold til det første udkast til styrelsesvedtægten, som var i høring, er kompetencen til at tillade mere end hhv. 26 og 28 elever i klassen flyttet fra skolebestyrelsen til skolelederen efter en forudgående drøftelse med bestyrelsen.

4) Lejrskole

For at sikre at alle skoler afholder lejrskole, samtidig med at skoler med overbygning kan vælge at placere lejrskolen i udskolingen, er formuleringen om lejrskole justeret til: ”Alle skoler skal tilbyde minimum en lejrskole. Skoler med overbygning kan frit henlægge lejrturen til udskolingsklasserne.”

Revideret udkast til ny 'Styrelsesvedtægt – skoler' inkl. bilag er vedlagt sagen som bilag.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget over for byråd anbefaler at godkende revideret udkast til 'Styrelsesvedtægt - skoler' inkl. bilag, og herudover at Folkeskolernes Samråd afprøves i en to-årig periode og evalueres i foråret 2027.

Resume

Der er udarbejdet et udkast til ny styrelsesvedtægt for skolerne på baggrund af Budgetaftalen 2024-2027 og udviklingsplanen for skole- og dagtilbudsområdet, Vision 2030 og ny tildelingsmodel samt Aftale om afbureaukratisering og frisættelse i Rebild Kommune og med blik for Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram. Udkastet til styrelsesvedtægten inkl. bilag har været sendt i høring ved skolernes bestyrelser (med undtagelse af bilag 4 'Økonomi' og dele af bilag 5: 'Specialtilbud', som har været i høring i 1. halvår 2024). Der fremlægges nu et revideret udkast til politisk behandling på baggrund af høringssvarene.

Text

Børne- og Familieudvalget, Byrådet

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0