I forbindelse med Barnets Lov er det nu lovpligtigt, at alle kommuner har et beredskab for, hvordan man forebygger, opsporer og håndterer hvis en borger udviser ekstremistiske eller radikaliserende holdninger, eller hvis en borger udsættes for negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter:
Barnets Lov §15 stk. 3:
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.
Forvaltningen har derfor udarbejdet to beredskabsplaner "Beredskabsplan - Ekstremisme og radikalisering" og "Beredskabsplan - Negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter" (se bilag). Begge beredskabsplaner inkluderer både børne- og voksenområdet, og er målrettet Rebild Kommunes ansatte. Rebild Kommune har i forvejen en beredskabsplan til brug ved mistanke om radikalisering. Denne er nu udvidet til også at omfatte ekstremisme. Beredskabsplan til anvendelse ved negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter er ny. Begge beredskabsplaner indeholder handlingsanvisende actioncards samt en vidensdel hvor begreber, kendetegn, handlemuligheder og definitioner udfoldes.
Beredskabsplanerne skal når de er godkendt af byrådet være offentligt tilgængelige. Dette vil ske via Rebild Kommunes beredskabs-hjemmeside https://beredskab.rebild.dk/, hvor også Rebild Kommunes øvrige beredskabsplaner er at finde. Beredskabsplanerne skal gennemgås og revurderes mindst hvert fjerde år, så det sikres, at disse er opdaterede med den aktuelle viden, lovgivning og handlingsmuligheder. Centerchefen i det enkelte fagcenter sørger for, at relevante medarbejdere introduceres til beredskabsplanerne.