Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling


at udvalget for Teknik og Miljø indstiller:

- at arbejdet med klimahandleplan, revision af klimatilpasningsplan og udarbejdelse af handleplan for klimatilpasning, involvering i Energisk Nordjylland og afklaring af potentialler for landsbynærvarme igangsættes.

- at det besluttes om klimakommuneaftalen skal fornyes.

- at anlægsbevillingen på 1,5 mio kr. til klimatiltag frigives.

- at orientering om øvrige klimarelaterede aktiviteter tages til efterretning.

Udvalget for Teknik og Miljø, 11. maj 2016, pkt. 82:

Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Morten Lem, Thomas Simoni Thomsen og Ole Frederiksen godkendte indstillingen og anbefalede klimakommuneaftalen forlænges.

Jeppe Ugilt ønskede ikke at forlænge klimakommuneaftalen med DN, da målsætningen i forvejen findes i Plan- og Klimastrategien.

Allan Busk  deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomiudvalget, 18. maj 2016, pkt. 118:

Indstilles godkendt som indstillet af flertallet i TMU.

Økonomi

Der er overført 1,50 mio. kr. fra 2015 til 2016 til klimatiltag. Allerede igangværende tiltag i form af energimærkning af kommunale bygninger, energistyring af bygninger og gadelys, KlimaRebild, ladestandere til elbiler, klimaskov ved Odderen i Støvring og en evt. udskiftning af naturgasfyr i børnehaven Regnbuen forventes at lægge beslag på ca. 0,85 mio. kr.

De indstillede tiltag kan gennemføres for det resterende beløb på ca. 0,65 mio kr.

Sagsfremstilling

Gennem mange år har klima været sat på dagsordnen både globalt, nationalt og lokalt. Nationalt ligger der en strategi om, at Danmark skal være fri for/uafhængig af fossile brændsel i 2050. Derved skal udledning af drivhusgasser reduceres, så klimaforandringerne holdes på et minimum. På trods af indsatsen for at reducere udledning af drivhusgasser er det også nødvendigt, at der sker tiltag for at tilpasse vores samfund til klimaforandringerne. Bl.a. vil vi få kraftigere regnhændelser og de vil ske oftere. Der er lovkrav om, at kommuneplanen indeholder en klimatilpasningsplan.

I Plan- og Klimastrategi 2015 fastsætter byrådet mål for arbejdet med klimaområdet.

Målene handler kort fortalt om at:

  • bygge energirigtige nye kommunale bygninger og energirenovering af eksisterende kommunale bygninger,
  • støtte lokale virksomheder, der arbejder med løsninger indenfor klima og energi,
  • støtte op om projekter og forsøg indenfor kollektiv eller anden fælles energiforsyning, som handler om vedvarende energi eller reduktion af energiforbrug og
  • bidrage til netværk, samarbejde og information for borgere, virksomheder og andre samarbejdspartnere om klima og energi.

Der er allerede en række igangværende og gennemførte tiltag, som bl.a. medvirker til at opfylde målene fra Plan- og Klimastrategien:

  • Klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening (DN) om reduktion af CO2-udledning med 2 % hvert år fra kommunale bygninger og transport. Aftalen udløb i 2015.
  • Løbende gennemgang og energirenovering af kommunale bygninger.
  • Energimærkning af kommunale bygninger. Formålet er at synliggøre energiforbruget og de muligheder, der er for at spare energi.
  • Behovsanalyse for pendlerparkeringsplads i Støvring herunder udvidelse af eksisterende plads ved motorvejsafkørslen Støvring Syd og etablering af ny plads ved motorvejsafkørslen Støvring Nord.
  • Etablering af ladestandere til elbiler.
  • Kommuneplanarbejde, hvor der udpeges områder, hvor skovrejsning er ønsket af bl.a. hensyn til grundvandsinteresser, rekreative interesser og klima.
  • Skovrejsningsprojekter ved Odderen i Støvring og klimalund ved Haverslev.
  • Sluk Lyset Danmark. En global klimaevent, hvor mennesker og virksomheder herunder Rebild Kommune slukker lyset en time samtidig hvert år.
  • KlimaRebild. Et to ugers arrangement hvert år, hvor både borgere, foreninger, erhverv og kommunen skaber opmærksomhed, netværk og samarbejder vedr. klima og miljø.

Der kan igangsættes en række yderligere tiltag for at opfylde målene fra Plan- og Klimastrategien samt håndtering af klimaforandringerne:

  • Udarbejdelse af klimahandlingsplan, hvor der fastlægges handlinger for at opfylde målene fra Plan- og Klimastrategien.
  • Revision af klimatilpasningsplanen og udarbejdelse af handlingsplan for klimatilpasning. Planerne vil skulle kortlægge, hvordan klimaforandringerne på bedst mulig vis kan håndteres i både nye og eksisterende byområder så oversvømmelser undgås, men også så løsningerne giver størst mulig rekreativ og naturmæssig værdi. En del af arbejdet er også en afklaring og prioritering af potentielle klimatilpasningsprojekter samt snitflader herunder økonomi i forhold til forsyningen. Klimatilpasningsprojekterne kan bl.a. være et i Sørup og et ved Borups Allé i Støvring.
  • Fornyelse af klimakommuneaftalen med DN. Aftalen rummer mulighed for at arrangere en event med DN, hvor der sættes fokus på kommunens engagement for klimaet og hvor aftalen underskrives. Se bilaget "klimakommune aftale", hvor formålet og mulighederne i aftalen er beskrevet.
  • Et Energisk Nordjylland. Et partnerskab mellem nordjyske kommuner og region Nordjylland. Projektet er støttet af Energistyrelsen. Formålet med projektet er at fremme en grøn opstilling i Nordjylland. Fokus er bl.a. på jobskabelse, teknologiudvikling og skabe fælles retning for energiomstilling i Nordjylland. Hvis Rebild Kommune deltager i projektet er kommunen forpligtiget til at levere 70 timer i projektet. Se bilaget "et energisk Nordjylland", hvor formålet med projektet er beskrevet nærmere.
  • Afklaring af potentialer i landsbynærvarme. Det kan være aktuelt for små landsbyer at lave løsninger til fælles varmeforsyning. Det skal afklares om der kan være landsbyer, hvor et projekt kan være økonomisk rentabelt, og hvor der er lokal interesse.

I bilaget "opgaver og økonomi" er der en mere detaljeret gennemgang af de enkelte projekter og deres økonomi samt overblik over forventede udgifter i 2016.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

I Plan- og Klimastrategi 2015 fastsættes mål for klimaområdet. Der orienteres om nuværende tiltag, og der skal tages stilling til, hvilke yderligere tiltag, der skal igangsættes for at opfylde målene.

Beslutning

Godkendt.

Peter Bak deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling


at Byrådet beslutter:

- at Klima Rebild gentages i 2017

- at der inden for rammen til Klimaindsats (Anlæg) bevilges og frigives 100.000 kr. til projektet i 2016/2017

Kultur- og Fritidsudvalget, 10. maj 2016, pkt. 49:

KFU indstiller sagen til byrådet som indstillet.

Udvalget for Teknik og Miljø, 11. maj 2016, pkt. 81:

Indstillingen blev godkendt.

Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Børne- og Ungdomsudvalget, 11. maj 2016, pkt. 52:

Børne- og Ungdomsudvalget indstiller sagen til Byrådet som indstillet af forvaltningen.

Økonomiudvalget, 18. maj 2016, pkt. 113:

Indstilles godkendt.

Økonomi

Afholdt inden for den afsatte ramme på 100.000 kr.

Hvis det besluttes at afholde Klima Rebild igen, anslår forvaltningen, at der skal afsættes 100.000 kr. til diverse udgifter i forbindelse med afviklingen af Klima Rebild 2017.

Sagsfremstilling

Rebild Kommune og Det Grønne Råd har afviklet Klima Rebild for tredje gang i uge 10 og 11 i 2016.

Fokus i 2016 har været: Hvad kan du selv gøre for at forbedre klimaet og dit eget CO2-aftryk? Hvordan gør vi klima og bæredygtighed nærværende for den enkelte borger?

I forhold til 2015 har der i 2016 været endnu flere aktiviteter/arrangementer. Programmet for ugerne er vedhæftet som bilag. Over 40 forskellige foreninger, organisationer, virksomheder, skoler, institutioner og forvaltninger har på forskellig vis deltaget i planlægning og afvikling af de mange arrangementer.

I planlægningsprocessen har der løbende været afholdt projektgruppemøder, hvor alle arrangører har haft mulighed for at udveksle ideer og give hinanden sparring på aktiviteter og arrangementer.

Hovedkonklusionerne fra projektgruppens evaluering er, at der generelt er stor tilfredshed med form og indhold i de afholdte arrangementer/aktiviteter. Arrangørerne oplever, at deltagerne virkelig engagerer sig, og at de forbipasserende, fx i SuperBrugsen, tager imod informationer med stor interesse for emnet. Til nogle arrangementer har deltagerantallet været lavere end arrangørerne havde forventet, hvilket giver anledning til overvejelser om, hvilken type arrangementer, der skal satses på, og hvordan de skal markedsføres, hvis det besluttes at afholde Klima Rebild igen i 2017.

Der har været stor deltagelse af børn og unge gennem institutioner, skoler og ungdomsskole og et arrangement som Byttemarked på Kulturstationen tiltrak ca. 450 besøgende.

Der er blevet annonceret for Klima Rebild via Kulturen, lokalaviserne, kommunens hjemmeside samt Klima Rebilds og kommunens facebooksider.

Både før under og efter klimaugerne har der været rigtig god omtale af Klima Rebilds arrangementer/aktiviteter i samtlige lokalaviser, Nordjyske samt Kulturen.

Der er flere andre kommuner, som har vist interesse for ”konceptet” Klima Rebild, fordi det er særligt for Rebild Kommune, at vi udbreder information om klima og bæredygtighed gennem samskabelse med så mange forskellige aktører.

I styregruppe og projektgruppe er der enighed om at Klima Rebild er inde i en positiv udvikling, og at der er potentiale til at nå længere ud end det har gjort de første tre år. Man vil gerne arbejde for at involvere skoler og daginstitutioner endnu mere og på den måde gøre Klima Rebild nærværende for endnu flere borgere i kommunen. Styregruppen ønsker at fastholde fokus på hvad den enkelte borger selv kan gøre for at forbedre klimaet og sit eget CO2-aftryk

Ressourceforbrug

  • De 100.000 kr. der var afsat til projektet har dækket udgifter i forbindelse med afvikling og markedsføring af klimaarrangementerne.
  • Et ukendt, men rigtig stort antal frivillige timer.
  • Ca. 200 timer til styregruppemøder og projektledelse.
  • I de øvrige forvaltninger samt på skoler og i daginstitutioner er der naturligvis også brugt personaleressourcer, men timerne er ikke talt sammen, da de er anvendt på aktiviteter og opgaver, der skulle have været gennemført under alle omstændigheder. De har bare været timet, så de kunne bidrage til at sætte fokus på klima i netop uge 10 og 11.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Afviklingen af Klima Rebild 2016 forløb planmæssigt i uge 10 og 11 og har opfyldt målet om at sætte fokus på, hvad den enkelte borger selv kan gøre for at forbedre klimaet og reducere sit eget CO2 aftryk.

Antallet af klimaarrangementer er øget i forhold til 2015 og over 40 forskellige foreninger, organisationer, virksomheder, skoler, institutioner og forvaltninger har deltaget i planlægning og afvikling.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0