Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Rebild Kommune har modtaget decisionsskrivelse for 2014 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt

Indstilling

at orienteringen om implementering tages til efterretning
at udvalget godkender forvaltningens forslag om midlertidig justering af indsats og sagsflow

Økonomi

Ingen økonomiske eller bevillingsmæssige konsekvenser. De foreslåede justeringer afholdes indenfor rammen. Ved fastholdelse af nuværende sagsflow vil der være behov for tilførsel af yderligere ressourcer over en kortere periode for at kunne overholde rettidighed.

Sagsfremstilling

Reformens intentioner og implementeringen i Jobcenter Rebild

Beskæftigelsesreformen som omhandler indsatsen overfor forsikrede ledige samt øget fokus på virksomhedsservice trådte i kraft henholdsvis 1. januar 2015 og 1. juli 2015. De politiske intentioner med reformen er, at flere ledige opnår varig beskæftigelse hurtigst muligt. Principperne bag reformen er, at:

• Ledige får en individuel, meningsfuld og jobrettet indsats.

• Ledige kan få et reelt uddannelsesløft, hvis de har behov for det.

• Uddannelsesindsatsen målrettes ledige med størst behov og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft.

• Virksomhedsservice og jobformidling bliver en kerneopgave i jobcentrene, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har behov for.

• Regler og bureaukrati fjernes så kommunerne får større handlefrihed, og der sættes fokus på resultater frem for processer.

Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på mødet den 1. december 2014 at følge forvaltningens forslag om sagsflow og traf samtidig beslutning om, at ret og pligt-tilbud fremrykkes til 3. ledighedsmåned for 30-49-årige, således at alle ledige dagpengemodtagere tilbydes samme sagsflow. Udvalget besluttede også at der skal gives individuelle ledighedsforløb, som tager udgangspunkt i indsatsbehovet hos den enkelte. Dermed følger forvaltningen ikke kun de lovgivningsmæssige minimumskrav for indsats.

Opdeling i branchegrupper

Forvaltningen har implementeret sagsflowet i 2015 og samtidig justeret organiseringen, således at dagpengeteamets personale arbejder ud fra princippet "en hånd på bolden". Dagpengeteamet har tidligere været en opdelt personalegruppe – virksomhedskonsulenter, undervisere, sagsbehandlere og administrativt personale. I forbindelse med beskæftigelsesreformen har forvaltningen søgt at optimere ressourcer og sikre fleksibilitet, så tilgangen med at alle kan løfte hele opgaven, har været praktiseret. Det betyder i praksis at en beskæftigelsesrådgiver kan agere virksomhedskonsulent og sagsbehandle i samme sag. Forvaltningen vurderer, at det giver fordele ift. borgerkontakten men også ift. virksomhedskontakten. Blandt andet, at medarbejderne har kendskab til både virksomheder og borgere og dermed bedre muligheder for at sikre de gode match og rådgive i forhold til kvalificeret jobsøgningsadfærd.

Medarbejderne blev inddelt i følgende branchegrupper:

  • Industri, landbrug, bygge/anlæg og de grønne områder
  • Privat handel og service
  • Offentlig administration, undervisning, sundhed og institutioner

Branchegrupperne tager afsæt i at alle borgere har erfaring og uddannelse som peger i retning af en branche ligesåvel som virksomheder har en primær branche de kan knyttes til. I praksis er håndteringen af branchegrupperne dog komplekst, da mange ledige kan relateres til flere branchegrupper. Forvaltningen har arbejdet med mindre justeringer i sagsfordelingerne i løbet af 2015 og medarbejdere og ledelse vurderer, at brancheinddelingen, på trods af de praktiske udfordringer, giver god mening. Branchegrupperne opleves at have givet en langt dybere viden om specifikke jobfunktioner, særlige specialistområder, uddannelse og opkvalificering i relation til brancher og øget viden om efterspørgsel.

Samtaler og aktivering

Sagsflow vedtaget på arbejdsmarkedsudvalgsmøde den 1. december 2015 har været fulgt i hele 2015 og fortsat. Sagsflowet indeholder i korte træk en indholdsdel på samtalerækken samt en proces for samtalerne. Det tager afsæt i en empowerment-tilgang, hvor jobcenterets medarbejdere i høj grad skal være vejledere og uddele viden så de ledige får et bedre afsæt for af træffe valg og udføre jobsøgningshandlinger selv. Indholdsdelen i samtalerækken kan dog adskille sig en del fra det visuelle skema. Det er fundet relevant at tage afsæt i den enkelte borger og dennes behov. På grund af Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering (STAR)'s og fagsystemernes problemer med at levere valide data i forhold til blandt andet varighed, har forvaltningen haft udfordringer med at få overblik over og dermed overholde rettidighed i forhold til samtaler og aktivering.

I 2015 har fællessamtalerne med a-kasserne været centrale i forvaltningens arbejde med de forsikrede ledige. Fællessamtalerne har været et lovkrav fra 1. juli 2015, men allerede i foråret 2015 gik forvaltningen i gang med at øve sig sammen med interesserede a-kasser. Der er udarbejdet administrative samarbejdsaftaler med samtlige a-kasser og lavet tidsplaner for samtalerne som harmonerer med Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner for at tilgodese a-kassernes behov for planlægning. I Jobcenter Rebild er der oplevet en god start på processen. Det er vurderingen, at fællessamtalerne har en god effekt – både ift. at afkorte ledighed, øge vidensdeling og sikre et fælles afsæt for sambejdet om at støtte den lediges vej tilbage til varig beskæftigelse. Medarbejderne i team Jobindsats oplever at de har fået nye eksterne kollegaer – og at samarbejdet gavner de ledige.

De to interne vejlednings- og opkvalificeringstilbud til ledige i sagsflowet er implementeret og afholdes løbende. Cv-værkstedet er målrettet at øge kvaliteten af de lediges Jobnet-CV, da erfaring viser at dette er centralt for at forbedre match mellem virksomheder og de ledige, både ift. ordinær jobrekruttering og når jobcenteret er involveret ifm beskæftigelsesfremmende tilbud. CV’et har endvidere en central funktion i sagsarbejdet, når sagsbehandlere skal vejlede de ledige. Der har været god effekt af praktikværkstedet, både i form af mange praktikker, men også selve indkaldelsen til praktikværkstedet afføder ofte at der indgåes andre aftaler og handlinger, som eksempelvis at der i stedet laves aftaler om fritagelser med dokumentation på snarlig arbejde, ferie, jobrettet uddannelse mm. Praktikværkstedet tager også afsæt i en empowerment tilgang, hvor de ledige får vejledning og information, så se selv er i stand til at deltage i processen med at finde det rette beskæftigelsesfremmende tilbud for dem.

Bedre uddannelsesmuligheder for dagpengemodtagere

Reformen har indført en væsentlig justering af formålet med beskæftigelsesindsatsen – at indsatsen overfor de ledige skal tage afsæt i hurtigste vej til varig beskæftigelse. Formuleringen var tidligere hurtigste vej til beskæftigelse. Med denne omformulering er også fulgt nye muligheder for uddannelse, blandt andet en regional opkvalificeringspulje med mulighed for korterevarende kurser indenfor områder, hvor der er efterspørgsel på arbejdskraft, samt en pulje kalder ”uddannelsesløft”, som er målrettet ufaglærte ledige som kan blive faglærte på 80 % af dagpengene (og låne op til 20%). Brugen af uddannelsesløft kræver færdiggørelse af faglært uddannelse indenfor indeværende dagpengeperiode. Ganske få faglærte uddannelser har en varighed under 104 uger, hvorfor ordningen også retter sig mod ledige der har erfaring og kan få merit. Der har ikke været stor efterspørgsel på ordningen og de få planer der har været drøftet i 2015 har været udfordret af planlægning på uddannelsesstederne. Uddannelsesinstitutionerne udbyder som oftest ikke komprimerede meritforløn, men derimod kortere moduler, så den enkelte uddannelsesplan kan have uddannelsesfri perioder, og dermed strække sig over en længere periode. Denne udfordring er italesat på regionalt plan og direkte overfor vores nærmeste samarbejdspartnere på uddannelsesinstitutionerne.

Opkvalificering af medarbejdere og ledere

Der har ifm. beskæftigelsesreformen både været afsat midler til ledelsesmæssig opkvalificering og været mulighed for at søge ind på puljer til opkvalificering af medarbejdere. I løbet af 2015 har Jobcenter Rebild øget samarbejdet med de omkringliggende kommuner – Vesthimmerland og Mariagerfjord og dette har resulteret i et fælles opkvalificeringsforløb af beskæftigelsesmedarbejderne på dagpengeområdet. Forløbet blev iværksat i november 2015 og afsluttes i foråret 2016. Konsulentfirmaet Marselisborg har forestået undervisningen, som har bestået af 3 undervisningsdage for medarbejdere og ledere på tværs af kommuner, en fællesdag med a-kasserne og afsluttes med individuel supervision af medarbejderne.

Forløbet har haft fokus på metoder og redskaber til de jobrettede samtaler og har taget afsæt i en empowerment tilgang.

Nyeste statistik/resultater på dagpengeområdet

Ifølge ny statistik fra Agenda er Jobcenter Rebild blandt de 10 jobcentre hvor 40 % af de ledige går i job indenfor de første 3 måneder – og således i top på dette parameter på landsplan. (jf. nyhedsbred agenda.dk – artikel fra 6/12 2015). Agenda har desuden lavet en beregning af forbedringspotentialet på de samlede forsørgelsestyper, som viser at Rebild ligger helt i bund ift. forbedringspotentiale – der er alene 60 personer på offentlig forsørgelse mere end den bedste kommune i klyngen, som er Greve. (jf. artikel fra agenda.dk fra 10. januar 2016). Desuden forventes et væsentlig mindreforbrug til dagpenge i regnskabet for 2015.

Forslag om midlertidig justering af indsats og sagsflow

Jobcentret har oplevet, at vinterfyringerne er kommet senere i år. Aktuelt er der sket en markant stigning i antallet af dagpengemodtagere, som for det væsentligste vedrører netop vinterfyringer. I uge 50/2015 var der 478 dagpengemodtagere i uge 4/2016 er antallet steget til 559 og der har været en del til- og afmeldinger i januar. Det sætter pres på forvaltningen i forhold til at efterleve rettidighed samt fremrykket aktivering for alle. For at kunne overholde rettidighed foreslår forvaltningen følgende over en kortere periode de kommende måneder:

  • En del af de individuelle samtaler erstattes af informationsmøder og fællesaktiviteter for de vinterfyredes vedkommende
  • De nyledige screenes i forhold til indsatsbehov. Vinterfyrede, som forventes hurtigt tilbage i arbejde, tilbydes alene minimumskravene til samtaler og aktivering
  • CV-værkstedet nedprioriteres

Ved fastholdelse af nuværende sagsflow de kommede 2-3 måneder kan forvaltningen ikke overholde rettidighed på området uden tilførsel af ekstra personaleressourcer til dagpengeområdet. Forvaltningen vurderer ikke, at denne prioritering er nødvendig. Det er forventningen, at de foreslåede initiativer kan løse den ressourcemæssige udfordring, således at rettidighed kan overholdes.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Beskæftigelsesreformen blev vedtaget ultimo december 2014 med lovændringer indført henholdsvis 1. januar 2015 og 1. juli 2015. Forvaltningen redegør for status på implementering af reformen og fremsætter forslag om midlertidige justeringer i sagsflowet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0