Sagsfremstilling
Af overenskomsten for fysioterapi, fremgår at: ”Hvis fysioterapeuten lejer sig ind i kommunalt eller privat træningslokale eller bassin, kan regionen eller kommunen efter ansøgning og individuel vurdering betale den del af lejen, der ligger ud over et beløb svarende til 25 % af honoraret gældende for hold med 3 vederlagsfri patienter”.
Denne kan-bestemmelse har Region Nordjylland og Rebild Kommune hidtil valgt at benytte, og har ydet tilskud til bassinleje til privatpraktiserende fysioterapeuter efter ansøgning.
På baggrund af dels udviklingen nationalt, hvor kun Region Syddanmark endnu tilbyder denne mulighed, og dels på baggrund af de mange ressourcer, der er forbundet med at administrere ordningen, indstiller Region Nordjylland nu, at de ønsker at indstille deres del af tilskuddet til bassinleje.
For Rebild Kommune betyder dette, at kommunen fremover vil få forøget sine udgifter til bassinleje med 50%, såfremt vi vælger at fastholde tilskudsmuligheden.
I overenskomsten for fysioterapeuter gives der honorar for træning i bassin. En annullering af muligheden for at søge om tilskud til bassinleje vil i højere grad ligestille fysioterapeuterne i Nordjylland, da det pt. ikke er muligt at få tilsagn om tilskud i alle kommuner. Samtidig har kommunerne med overdragelsen af myndighedsansvaret for vederlagsfri fysioterapi fået muligheden for at oprette egne tilbud, herunder også bassintræning.
Patienterne vil i fremtiden fortsat have mulighed for bassintræning, og en opsigelse af tilskudsmuligheden vil dermed ikke have konsekvenser for borgerne. Borgerne vil fortsat kunne modtage bassintræning enten via kommunale tilbud eller ved privat fysioterapiklinik. Det overenskomstfastsatte honorar til fysioterapeuten indeholder i udgangspunktet dækning af alle udgifter forbundet med at levere ydelsen, herunder leje og drift af lokaler.
På denne baggrund indstiller forvaltningen, at Rebild Kommune ophører med at yde tilskud til bassinleje til fysioterapeuter med ydernummer i Rebild Kommune.