Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Ændringerne holdes indenfor den nuværende økonomiske ramme.

Sagsfremstilling

Center Sundhed har i samarbejde med Deloitte gennemgået arbejdsgange og processer i kommunens rusmiddelbehandling. På denne baggrund er der udarbejdet et  nyt administrationsgrundlag for området, som har dannet afsæt for forslag til reviderede kvalitetsstandarder og ydelseskatalog.

Skærpede krav til kvalitetsstandarder på stofmisbrugsområdet, har bl.a. betydet, at der i kvalitetsstandarderne er opstillet måltal for indsatserne, og at der skal ske en systematisk opfølgning på de afsluttede behandlingsforløb.

Udkast til kvalitetsstandarderne i deres fulde længde er vedlagt som bilag 1.

Opfølgning

Lovkravet om opfølgning på afsluttede behandlingsforløb betyder, at der i overensstemmelse med lovens minimumskrav, foreslås indført en telefonisk opfølgning på afsluttede forløb 1 måned og 6 måneder efter afslutning. Det må påregnes, at der vil være nogle borgere i målgruppen, som Rusmiddelteamet ikke kan komme i kontakt med efter endt behandling.

Rusmiddelteamet vil anvende opfølgningspligten til at sørge for at følge op på behandlingen ved eventuelt at tilbyde opfølgningssamtaler eller nyt behandlingsforløb, hvis opfølgningen viser at der er behov for det.

Måltal ved endt behandling

Lovkravet om måltal på stofmisbrugsbehandlingsområdet omfatter måltal på andelen af borgerne, der enten er stoffri eller har et nedsat forbrug efter endt behandling. I Rebild Kommune er det vanskeligt at opstille måltal, som direkte kan henføres til kvaliteten i behandlingen. Dette skyldes, at der blot blev opstartet 16 behandlingsforløb i 2013 og afsluttet 20.

Det lave flow i afsluttede behandlingsforløb betyder at målinger på antal stoffri og nedsatte forbrug er følsomt overfor tilfældige udsving. Statistisk vil det være vanskeligt at identificere en reel sammenhæng mellem kvaliteten i stofmisbrugsbehandlingen og  målt stoffrihed og nedsat forbrug ved afslutning for et enkelt år.

Da der ikke har været ført statistik over dette i Rebild Kommune tidligere, er det vanskeligt at fastsætte et  måltal, der matcher Rebild Kommunes demografi. Kravet om måltal følger af regeringens nationale mål for danskernes sundhed. Regeringen ønsker at øge andelen af behandlingsforløb, der fører til stoffrihed eller nedsat forbrug fra 31% i 2011 til 50% i 2020. I andre kommuner varierer måltallene meget. Nogle kommuner ligger på 30%, mens andre allerede opfylder regeringens målsætning for 2020 på 50%.

Rebild Kommunes demografi betyder, at der er en særlig belastet gruppe, som er vanskelig at gøre stoffri. Dette skyldes kommunens størrelse og at der er private botilbud, der har mange misbrugere fra andre kommuner. Derfor foreslås måltallet for 2015 fastsat til 35%. Dette betyder, at der er 35% der skal være enten stoffri eller have nedsat forbrug ved afsluttet behandling.

Når opfyldelsen af måltallet opgøres, bør der tages hensyn til muligheden for tilfældige udsving, Rebild Kommunes demografi og det spinkle grundlag, som måltallet er fastsat ud fra. På baggrund af opgørelsen opstilles der nye målsætninger for 2016.

Måltal for antallet af gengangere

Antallet af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling igen vender til stofmisbrugsbehandlingen også meget forskelligt i andre kommuner. Det ligger på mellem 2% og 30%.

Ud over at kommunernes tal er forskellige, anvendes tallet også forskelligt. I nogle kommuner betragtes et højt tal som noget positivt, fordi det angiver hvor stor en andel af de borgere, som afsluttede forløbet uden at være blevet stoffri, der vender tilbage. I andre kommuner opgøres tallet ud fra alle afsluttede forløb. Og det betragtes derfor som negativt, at de afsluttede borgere atter har behov for misbrugsbehandling.

Den indførte opfølgning efter 1 og 6 måneder vil formentlig betyde, at der vil være flere, der vender tilbage til stofmisbrugsbehandlingen indenfor et år. Derfor foreslås det, at der fastsættes et måltal på, at maksimalt 25% af de borgere, der afsluttes stoffri, vender tilbage til misbrugsbehandlingen indenfor et år. Også for opgørelsen af dette måltal skal der tages forbehold for tilfældige udsving.

Hjemmebesøg og timetal

For både alkohol- og stofmisbrugsbehandlingen foreslås det indskrevet i kvalitetsstandarderne, at behandlingen som udgangspunkt foregår i Rusmiddelteamets lokaler. Der kan være særlige undtagelser, hvor der er behov for at afholde samtaler i borgerens hjem, men som udgangspunkt skal borgeren komme til Rusmiddelteamet.

Der foreslås fastsatte timetal på et behandlingsforløb, hvilket der ikke har været tidligere. På både ambulant alkohol og stofmisbrugsbehandling indføres der et loft på maksimalt 10 samtaler af 1 times varighed. Dette betyder, at hvis behandlingen ikke kan afsluttes, så skal der ske en visitering af yderligere behandling. Dette fremmer den løbende vurdering af behovet for behandling og afstemning med de individuelt fastsatte mål.

Ligeledes foreslås der normtider på udredningen til behandlingen på 1-3 samtaler af 1,5 timers varighed.

Nye ydelser

Der indføres to nye ydelser, familieorienteret alkoholbehandling samt afklarende og motiverende samtale. Indførelsen af begge ydelser har afsæt i udvikling i personalets kompetencer på baggrund af identificerede behov hos borgerne. Det tilføjes dertil at det nu er en psykolog, der foretager udredninger, og at der udarbejdes social handleplan ved substitutionsbehandling.

Resume

Sagen afgøres i: SundhedsudvalgetPå baggrund af udarbejdelsen af nyt administrationsgrundlag og ny lovgivning har Center Sundhed revideret de gældende kvalitetsstandarder og ydelseskatalog på rusmiddelområdet. Udkast til kvalitetsstandarder og ydelseskatalog foreslås sendt i høring.

Det er et krav, at kvalitetsstandarden for stofmisbrugsbehandlingen udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for misbrugerne. I Rebild Kommune er der ingen organisationer eller repræsentanter for misbrugerne. Derfor foreslås det, at Rebild Kommunes Rusmiddelteam inddrager brugerne i en høringsproces omkring kvalitetsstandarderne, inden de genbehandles i Sundhedsudvalget.

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt. 

Indstilling

at Sundhedsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler:

- At fremgangsmåden for udpegningen af de tre lokalområder godkendes.

- At puljen på 200.000 kr. bliver fordelt som beskrevet.

- At projektbeskrivelsen godkendes som grundlag for administrationens videre med arbejde projektet.

Økonomi

I Budget 2015 er der afsat 200.000 kr. til projektet.

Sagsfremstilling

I forbindelse med Byrådets vedtagelse af budget 2015 blev det bl.a. besluttet, at afsatte 200.000 kr til borgerbudget til sundhedsfremmende aktiviteter i tre lokalområder i kommunen. I forlængelse heraf besluttede Økonomiudvalget den 19. november 2014, at bede Sundhedsudvalget om at udvikle et konkret forslag til anvendelse af disse midler, og tilbagesende et sådant forslag til Økonomiudvalget.

Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet følgende forslag til et forsøgsprojekt i 2015. 

Borgerbudgettering er en demokratisk proces, som drives af lokale ildsjæle. Det er borgerne selv, der udarbejder forslag til aktiviteter/projekter, der kan forbedre forholdene i deres lokalområde. Borgerne beslutter ved afstemning, hvilke projekter der skal prioriteres. Det er også borgerne selv, der er ansvarlige for at gennemføre de projekter, som de har besluttet skal gennemføres. Projekterne gennemføres på lokalt niveau, og kun dem, der bor inden for det definerede område, har ret til at stemme.

Forvaltningen har udarbejdet en projektbeskrivelse, som blandt andet beskriver forslag til fremgangsmåde for udpegningen af de tre lokalområder og fordeling af de 200.000 kr. Forvaltningen foreslår følgende:   

A) Udpegningen af de tre lokalområder

Udpegningen af de tre lokalområder sker på baggrund af sundhedsdata og ud fra lokal interesse og motivation for at deltage i projektet.

Udpegning ud fra sundhedsdata:

Den første udvælgelse sker på baggrund af spørgsmål i Sundhedsprofil 2014, som handler om selvvurderet helbred. Her er der udvalgt 14 sogne, hvor borgerne vurderer sig selv lavest i forhold til selvvurderet helbred. For yderligere udvælgelse er der anvendt udtræk af sundhedsdata, som viser, hvor der har været flest somatiske indlæggelser pr. 1000 borgere i perioden fra januar 2013 til maj 2014. Resultatet bliver følgende 8 sogne: Rørbæk, Binderup, Durup, Veggerby, Suldrup, Sønderup, Skibsted og St. Brøndum.

Udpegning ud fra lokal interesse og motivation:

Forvaltningen inviterer relevante nøglepersoner fra de otte sogne (fx bestyrelserne i borgerforeningerne/lokalråd og idrætsforeninger) til et informationsmøde om projektet. De lokalråd/borgerforeninger, som er interesserede i at deltage, skal bagefter indsende en kortfattet motiveret ansøgning til forvaltningen. Hvis der er flere end tre lokalråd/borgerforeninger, som er interesseret, foreslås lokalområderne valgt på baggrund af to principper:

1. De lokalområder, der dels har udvist størst motivation.

2. En geografisk spredning i kommunen.

B) Fordeling af puljen på 200.000 kr.

De tre lokalområder får hver 65.000 kr., som de selv administrer. De resterende 5.000 kr. afsættes til informationsmøde og annoncering. De lokale styregrupper i de tre lokalområder, som er ansvarlige for den lokale proces, aflægger regnskab for hvad pengene er brugt til ved projektets afslutning.  

I projektbeskrivelsen er der lagt op til, at der foretages to evalueringer af projektet - en midtvejsevaluering og en endelig evaluering ved projektafslutning. Midtvejsevalueringen foretages primært for at evaluere om projektet eventuelt skal videreføres/og eller udvides til at omfatte flere af kommunens lokalområder i 2016. Resultatet af midtvejsevalueringen forelægges til politisk behandling i forbindelse med budgetforhandlinger for Budget 2016.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

I relation til Rebild Kommunes vision 2025, er der i budget 2015 bl.a. afsat midler til et projekt om borgerbudget: Sundhed for pengene - jeres penge, jeres sundhed, jeres beslutninger. Forvaltningen har udarbejdet et forslag til, hvordan midlerne kan anvendes, som forelægges til godkendelse i Sundhedsudvalget med henblik på videresendelse til Økonomiudvalget.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0