Sagsfremstilling
Baggrund
Ankestyrelsen har den 19. november fremsendt sin tilbagemelding på Rebild Kommunes seneste svar, af 18. september 2020, vedr. kommunens brug af eksterne konsulenter på socialområdet (vedlagt som bilag). Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der foreligger en habilitetsmangel i sager, hvor eksterne konsulenter har taget del i sagsforberedende arbejde, og disse konsulenter har været aflønnet efter ”no cure no pay”-princippet. Kommunen skal derfor genoptage disse sager og vurdere, om habilitetsmanglen har haft betydning for afgørelsen i sagerne. Ankestyrelsen beder videre byrådet oplyse, hvad styrelsens vurdering giver anledning til, og fremsende sit svar efter politisk behandling i december.
Svar til Ankestyrelsen
Rebild Kommune tager Ankestyrelsens opfølgning til efterretning. De syv sager, hvor der har været anvendt eksterne konsulenter, vil nu blive genoptaget af Rebild Kommunes medarbejdere, med henblik på at vurdere, om den af Ankestyrelsen påpegede habilitetsmangel har haft betydning for afgørelsen af sagerne. Så snart udfaldet af genvurderingen foreligger, vil Ankestyrelsen blive orienteret herom.
Vedlagt dagsorden er udkast til svarskrivelse til Ankestyrelsen med dette indhold.