Januar 2020 flyttede akutpladserne fra Skørping til Støvring, hvor de blev samlet med rehabiliteringspladserne, og Akut- og Rehabiliteringstilbud Rebild startede op, som en samlet enhed. Sundhedsudvalget orienteres i nedenstående om Akut- og Rehabiliteringstilbuddet og præsenteres for en status på det første år.
Akut- og Rehabiliteringstilbud Rebild er et midlertidigt kommunalt tilbud, som omfatter 12 pladser med døgndækning af specialuddannede sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter samt 3 pladser reserveret til Covid-19 nødberedskab og en udekørende akutfunktion i dag- og aftentimer alle ugens dage. De første 12 pladser blev taget i brug ved Akut- og Rehabiliteringstilbuddets opstart primo 2020. På sigt skal der være i alt 18 pladser. De resterende 6 pladser forventes taget i brug i takt med, at boligerne bliver ledige på Støvring Ældrecenter.
Formålet med tilbuddet er at forebygge indlæggelser samt modtage patienter fra sygehuset, som ikke er færdigbehandlede, men som ikke kræver en sygehusindlæggelse. Akut- og Rehabiliteringstilbud Rebild tilbyder også rehabiliteringsforløb til patienter inden/efter operation, efter indlæggelse på sygehuset samt til patienter, som skal rehabiliteres til at genvinde eller vedligeholde funktionsniveauet.
Målgruppe
Akut- og Rehabiliteringstilbud Rebild har to målgrupper. Akutpladsernes målgruppe er lægehenviste patienter med akut opstået sygdom eller forværring af sygdom, hvor der ikke er behov for sygehusindlæggelse - men behov for observation, pleje og behandling. Patienterne kan også komme på akutpladserne efter udskrivelse fra sygehus. På rehabiliteringspladserne er målgruppen patienter med et rehabiliteringspotentiale, hvor det vurderes, at træning og forebyggende indsatser kan føre til et øget funktionsniveau og gøre patienten mere selvhjulpen.
Belægningsprocent og opholdets varighed
Belægningsprocenten har siden uge 3 og frem til uge 42 2020 gennemsnitlig været på 87% gældende for de 12 pladser. Siden juli har der været en øget tilgang til pladserne, hvorfor der i perioder har været ventelister til pladserne.
Siden Akut- og Rehabiliteringstilbuddets opstart har der været 147 patienter. Et gennemsnitsophold er på 15,34 dage. Nogle ophold har varet længere, hvilket kan være betinget af kompleksiteten hos patienten eller manglende kapacitet på f.eks. på demensområdet eller ved palliative forløb.
Patientgrupper og oplevelsen af Akut- og Rehabiliteringstilbuddet
Der er stor variation i patientgrupperne, og patienterne kan være udfordret af somatiske, psykiske, sociale eller kognitive årsager. Der har også været patienter, som er i terminale forløb.
Der opleves stor anerkendelse af personalets faglighed fra interne og eksterne samarbejdspartnere. Patienter og pårørende giver udtryk for at være trygge efter et forløb på Akut- og Rehabiliteringstillbuddet.
Leder Elisabeth Frostholm deltager under punkt.