Rebildporten og Center Kultur og Fritid var initiativtagere til projekt om eventudvikling mv.
Projektet startede d. 15. september 2014 og har i perioden været finansieret af Rebild Kommune, AalborgSamarbejdet og Vækstforum Nordjylland. Finansieringen kan dække udgifterne frem til 31. oktober 2016, hvorefter projektet ophører, medmindre der kan findes finansering til at fortsætte, enten i projektform eller som fast drift.
Finansieringen har dækket lønudgift til eventkoordinator og i mindre grad udgifter til markedsføring. Udover ovennævnte finansiering har Rebild Kommune bidraget i væsentligt omfang med personaleressourcer, markedsføring og materialer, ligesom Naturstyrelsen, eventaktører og dele af erhverslivet har bidraget.
Med henblik på at afdække behovet for at indsatsen med events fortsætter, har forvaltningen foretaget en evaluering af betydningen af den hidtidige indsats, som projektet har leveret. Evauleringen kan læses i sin helhed i vedlagte rapport.
Indsatsen har været organiseret i et tværgående samarbejde mellem de nævnte aktører, benævnt Oplevelsessekretariatet.
Evaluering
Formålet med projektet og eventindsatsen er:
- Synlighed: at skabe synlighed om eksisterende events, og omkring de mange andre muligheder, området tilbyder.
- Branding: at udarbejde fælles brandingstrategi om events og arrangementer, der kan bidrage til at turisterne vender tilbage efter en eventoplevelse
- Arbejdspladser og værditilvækst: at skabe grobund for værditilvækst i virksomhederne, flere arbejdspladser og øget udbytte i hele værdikæden for lokale events.
- Udenlandske gæster: at tiltrække flere turister – særligt fra Skandinavien og Tyskland.
- Samarbejde og effektivisering: at vi kommunikerer og arbejder bedre og mere effektivt sammen for at forstærke synergieffekten i værdikæden for en event.
Projektet / indsatsen har skabt en professionel organisering og et samlingspunkt for aktører, foreninger og virksomheder i forhold til eventudviklingen i Rebild Kommune, hvilket vurderes til at have stor betydning for Rebild kommune og de øvrige aktører.
Events som økonomisk katalysator
Som kommune er det naturligt at spørge, hvorfor man skal interessere sig for events og hvilken værdi det skaber for Rebild kommune. Grundlæggende er event- og kulturturisme en driver for vækst, da vi ved at have attraktive events og et rigt kulturliv er mere attraktive for turister, gæster, tilflyttere, beboere og virksomheder. Konkurrencen er hård, og ønsker kommunen flere turister til området, som skal overnatte, spise på spisesteder og lægge penge i forretningerne, så er det nødvendigt, at kommunen understøtter arbejdet med at skabe de bedste og mest servicemindede events samt markedsføre og brande eventsene. Det gør kommunen bl.a. ved at arbejde sammen med aktørerne, og ved at også kommunen anlægger en kommerciel tilgang til events.
Ved at arbejde strategisk med events og værdikæden for events kan kommunen bidrage til at opfylde ovenstående formål.
Resultater / udbytte
Eventindsatsen kan give konkrete resultater til det lokale erhvervsliv og brande Rebild Kommune. Fx kan nævnes:
Triathlon for Alle – 500 deltagere
- Mad og drikke til eventen
- Salg af produkter og synlighed i start og målområdet
- Overnatningssteder og restaurationer har gæster de ellers ikke ville have haft
- Synlighed for lokale virksomheder
Red Bull Rævejagt
- Set af 5,8 Mio fordelt i Danmark samt udland
- Set af 1,4 Mio på danske landsdækkende tv-kanale
- Vist på 70 forskellige kanaler i 26 forskellige medier (TV, Web, Blogs, Facebook, etc.)
- Online: set af 2,6 Mio i mere end 50 forskellige artikler på 15 forskellige medier
- WEB-TV: set af 156.000
- Red Bulls hjemmeside: 15 historier med 67.332 unikke besøgende
- Promotionn video forud for eventen: set af 411.444 unikke besøgende
- Action video fra løbet: set af 297.775 unikke besøgende
- PR i Nordjyske og lokalaviser
- Red Bulls Facebook sider: 21 opslag set af 2.3 Mio unikke besøgende
- Konkurrence på Cykelmagasinets Facebook side (19.425 følgere)
- Dækning på Facebook og Instagram fra feltet.dk (cykelsport internetportal)
Forvaltningens vurdering og anbefaling:
Projektet har synliggjort betydningen af, at der er dedikerede personaleressourcer til at understøtte, udvikle og markedsføre events, hvis de ovennævnte formål skal forfølges. Det er forvaltningens vurdering, at der er potentiale i en kommunal investering i en eventorganisation. Potentiale i form af synlighed/branding, flere turister, øget omsætning i erhvervet, arbejdspladser og værditilvækst.
Forvaltningen vurderer, at den kommunale investering bør være af en størrelsesorden 0,5-0,75 mio. kr., idet en sådan investering sikrer de nævnte dedikerede personaleressourcer samt midler til aktiviteter, markedsføring og effektmålinger. Desuden vil en sådan kommunal investering fungere som løftestang i forhold til yderligere finansiering fra eksterne samarbejdsparter som fx det lokale erhvervsliv.