Forvaltningen modtager flere og flere anmodninger fra ikke-kommunale skoler og foreninger, der ønsker at kunne benytte kommunens sorteringsordning til plast/metal og pap/papir. De ønsker mulighed for afhentning, når kommunens indsamlingsbiler alligevel kører forbi de pågældende adresser.
Vi har hidtil afslået, men vil gerne imødekomme disse på lige fod med de kommunale institutioner. Årsagen til at kommunen hidtil har afslået anmodningerne er at kommunen ikke må indsamle genanvendeligt affald fra erhverv. Erhverv er i loven defineret som enhver fysisk eller privat eller offentlig juridisk person, som er registreret i CVR. Det vil sige at for eksempel efterskoler, spejderforeninger og ungdomsskoler i den forbindelse defineres som erhverv. Husholdningsaffald er defineret som affald frembragt af husholdninger.
Loven giver dog mulighed for at lade virksomheder beliggende i ejendomme med både bolig og erhverv benytte de kommunale indsamlingsordninger. Denne regel benyttes enkelte steder i Rebild Kommune, for eksempel et børnehjem. Praksis har været, at reglerne kun benyttes på ejendomme, hvor der i forvejen er tilknyttet alle de faste ordninger for husholdningsaffald (f.eks. i forbindelse med en forstanderbolig).
Forvaltningen foreslår at vi ændrer praksis og fremadrettet anser husholdning som en adresse, hvor en eller flere personer i kortere eller længere tid har folkeregisteradresse, og altså lever, bor og frembringer husholdningsaffald. Det vil objektivt kunne konstateres ved hjælp af information i BBR og CPR. Hermed kan vi fremadrettet lade efterskoler, børnehjem, døgninstitutioner og omsorgshjem benytte de kommunale ordninger. Denne praksis anvendes blandt andet i Vesthimmerland kommune.
Herudover foreslår forvaltningen at ligestille friskoler, andre uddannelsesinstitutioner og andre nonprofit foreninger for børn/unge med de kommunale skoler og institutioner, så de kan benytte den kommunale genbrugsordning. Det vil betyde at spejdere og ungdomsskoler kan omfattes. Tilmelding til ordningen kan ske efter konkret henvendelse fra eksempelvis en spejderforening.