Bestyrelsen for Rebild Vand & Spildevand A/S har på bestyrelsesmødet d. 8. oktober 2019 godkendt budget 2020 for Rebild Vand & Spildevand A/S, herunder Takster og gebyrer for 2020.
Rebild Vand & Spildevand har fra Forsyningssekretariatet d. 13. august 2019 modtaget statusmeddelelse vedr. rammer for Sejlstrup Vandværk og d. 6. september 2018 statusmeddelelse for spildevandsområdet.
For Sejlstrup Vandværk er den økonomiske ramme for 2020 på kr. 107.945,00 og de økonomiske rammer for spildevandsområdet er for 2020 på kr. 55.129.658,00.
Rebild Vand & Spildevands budgetterede omkostninger er kr. 63.697.000, hvoraf kr. 48.697.000 er takstfinansierede og de resterende kr. 15.000.000 lånefinansieres.
Idet byrådet skal påse, at taksterne er i overensstemmelse med de udmeldte økonomiske rammer, medsendes de 2 afgørelser på henholdsvis drikkevand og spildevand. Taksterne er fastsat bl.a. med hensyntagen til Forsyningssekretariatets afgørelser for økonomiske rammer 2020 (bilag).
Som det fremgår af taksterne og bestyrelsens beslutning er den variable vandafledningstakst hævet med 10 % i 2020.
Årsagen til stigningen på 10 % er bestyrelsens ønske om at øge budgettet for at imødekomme det stigende aktivitetsniveau og de forsatte store omkostninger vedr. regnvandshåndtering og klimasikring, samtidigt med at taksterne fortsat ligger blandt de laveste i Nordjylland.
Indtægterne fra det faste bidrag og de variable bidrag dækker selskabets driftsomkostninger samt nogle af investeringsomkostningerne. De resterende investeringsomkostninger skal finansieres ved lånoptagelse, som jf. ovenstående i 2020 forventes at blive på 15 mio. kr.
Med de angivne takster for 2020 forventes det at selskabet får en samlet indtægt på kr. 45.788.000, hvilket er kr. 9.341.658 mindre end de økonomiske rammer udmeldt af Forskningssekretariatet.
De samlede forventede investeringer i 2020 er landet på 44,90 mio. kr. Af medsendte investeringsplan for perioden 2020 - 2029 fremgår de forventede projekter og investeringsniveauer for de kommende år.
Der vedlægges diverse bilag.