Skørping Idrætscenter har sammen med en række foreninger og institutioner i lokalområdet - FREM, Taekwondo, Skovløberne, MTB, O-løb, Skiklubben, dagtilbuddene, SFOen, Skolen, Ældrecenteret - arbejdet med at nytænke centeret og de omkringliggende områder. Der har i processen været tæt dialog med DGI, Rebild Kommunes Fritids- og Idrætskonsulent samt Lokale- og Anlægsfonden.
Idrætscenteret har rejst penge fra LAG Himmerland, Jutlanderfonden, foreningerne, hallen og lokale velgørenhedsarrangementer til et forprojekt. Spektrum Arkitekter er, på den baggrund, igang med en omfattende brugerinddragende proces som skal identificere behovene i fremtidens Skørping Idrætscenter.
Visionen for projektet er at skabe et samlingspunkt for bevægelse og sociale fællesskaber samt et springbræt til oplevelser i naturen. Der er afholdt tre workshops med bred tilslutning fra lokalområdet i perioden januar-april 2021. Der er identificeret fire centrale områder
- Transformer og forbedre de eksisterende faciliteter
- Åbn hallen mere op og bind ude og inde sammen
- Styrk hallen som et socialt mødested med noget andet end ‘bare’ idræt
- Understøt nye aktiviteter som street og outdoor
Fremtidens Skørping Idrætscenter kommer bl.a. til at indeholde et trailcenter som bliver naturligt centrum for outdoor turisme og større sportsevents omkring Rold Skov, St Økssø og Rebild Bakker.
Skørping Idrætscenter har igennem processen været fremhævet af DGI som et godt eksempel på brugerinddragelse generelt og særligt brugerinddragelse i en tid hvor fysisk møde ikke har været muligt.
Når brugerprocessen afsluttes i maj-juni 2021 laves der udkast til et budget for anlægsprojektet. Der er allerede nu tæt dialog med Lokale- og Anlægsfonden, som har godkendt et rådgivningsforløb. Idrætscenteret forventer på den baggrund af blive indstillet til økonomiske støtte til byggeriet. Der er nedsat en fundraisinggruppe som skal arbejde med større fonde, lokale velgørenhedsarrangementer samt dialogen med Kommunen.
Skørping Idrætscenter forventer at søge Rebild Kommune om et større beløb. Projektet vil på dét tidspunkt være velbeskrevet og forhåbentlig have forhåndstilkendegivelser fra flere større fonde.
Skørping Idrætscenter gør opmærksom på, at økonomisk støtte fra Kommunen kan være afgørende for at opnå støtte fra disse fonde.
På baggrund af de foreløbige skitser tager Idrætscenteret allerede nu kontakt til Center Plan, Byg og Vej, således at renovering og nybyg planlægges i overensstemmelse med lokalplaner og kommuneplan.
Forvaltningens bemærkning
Forvaltningen bemærker, at der ikke med orientering om Skørping Idrætscenters udviklingsprojekt tages stilling til eventuelle drifts- og anlægsønsker i forbindelse med projektet. Dette vil være en særskilt og konkret ansøgning fra Skørping Idrætscenter, som vil blive fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget.
Kultur- og Fritidsudvalget har et dialogmøde med Skørping Idrætscenter den 9. september 2021.
På dialogmødet i september vil Skørping Idrætscenter fremlægge foreløbige tegninger og budget for projektet.