Børne- og Familieudvalgets område viser et samlet mindreforbrug på 14,4 mio. kr. for regnskab 2021, hvori der indgår en positiv overførsel fra regnskab 2020 på 11,3 mio. kr. En stor del af det overførte mindreforbrug kommer fra regnskab 2019, hvor der blev indført forbrugsstop sidst på året. Overførte mindreforbrug har igen i 2021 været låst med henblik på ikke at overskride den kommunale serviceramme.

På børn og unge med særlige behov er der et samlet mindreforbrug på 7,9 mio. kr., som fordeler sig med 1,6 mio. kr. på driften af egne tilbud på grund af merindskrivning og 6,3 mio. kr. på Center Familie og Handicaps bevilling af indsatser til børn og unge i alderen 0-22 år, hvor der i 2021 har været færre udgifter til anbringelser.
Dagtilbud viser et samlet mindreforbrug på 0,9 mio. kr. Der var fra tidligere år overført samlet 3,6 mio. kr. Der er merforbrug på enkelte dagtilbud samt særlige dagtilbud efter serviceloven §32.
Folkeskole viser et samlet mindrebrug på 5,6 mio. kr. Der var fra tidligere år overført samlet 6,2 mio. kr. Der er merforbrug på enkelte skoler og transport til-/fra skole.
For en nærmere beskrivelse af afvigelserne i regnskabsresultatet henvises til vedhæftede bilag. Bilagene bliver en del af det samlede regnskab for 2021. Til Økonomiudvalgets og Byrådets møder i april, vil det samlede regnskab blive forelagt inklusiv finansiering samt en redegørelse af anlægsregnskabet.
Det bemærkes, at tallene i de specielle bemærkninger er opgjort i mio. kr. med 1 decimal, der kan derfor forekomme difference ved sammentælling af kolonner.
Endelig skal det bemærkes, at resultatet præsenteres uden § 40 bevillinger, hvilket indebærer, at det er de ”reelle” afvigelser for de respektive områder, der er fokuseret på. § 40 bevillingen bevilges alene i henhold til overholdelse af Styrelsesloven hvoraf fremgår, at der ikke må afholdes udgifter uden bevillingsmæssig dækning.