Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Meromkostningerne til byggemodningen anslås at blive ca. 254 kr/m², som skal lægges oven i prisen for byggemodningen. Erfaringsmæssigt koster byggemodning af erhvervsjord ca. 7 mio. kr. pr. km vej.

Sagsfremstilling

I forbindelse med Kommuneplan 2021 blev der udlagt 6,5 ha erhvervsareal i forlængelsen af industriparken i Haverslev.


Forvaltningen har ved en nærmere gennemgang af området vurderet, at det kan være vanskeligt at udvikle området pga. jordbundsforholdene. Derfor er WSP blevet bedt om at undersøge, hvilke tiltag der skal til for at muliggøre erhvervsudvikling i området.


Erhvervsudvikling af arealet er forbundet med ekstraomkostninger til fundering og grundvandssænkning samt tiltag i forbindelse med etablering af forsinkelsesbassin til regnvand. Dette er beskrevet i notat i bilag 1. Meromkostninger anslås at beløbe sig til 16,5 mio. kr. Se uddybning af meromkostningerne i bilag 2.


Der skal ske en afrømning og udskiftning af de øverste jordlag for at opnå stabile funderingsforhold, og der skal ske en terrænregulering til sikring af permanent afstand til grundvandsspejlet på minimum 0,5 meter.


Omkostninger vil også blive større end ved et klassisk projekt med regnvandshåndtering, efter byggemodning er færdiggjort. De vil være primært forbundet med vedligeholdelse af den nye infrastruktur til håndtering af regn-og grundvand.

  • Der skal etableres en ny pumpestation for spildevand ved det eksisterende regnvandsbassin.
  • Det er vurderet, at et anlæg med åbent bassin på stedet vil være problematisk pga. terræn- og grundvandsforhold. Derfor skal der etableres et lukket bassin med plastikkassetter udlagt over grundvandsspejl.


Udover meromkostningerne kan der desuden være en udfordring i forhold til ledningen under motorvejen, som der skal ske udledning til. Denne har en begrænset kapacitet, hvormed der enten skal ske mindre udledning fra regnvandsbassinet, eller ledningen skal opdimensioneres.


Omregnet til kvadratmeter bliver meromkostningerne ca. 254 kr./m² areal brutto. Hertil kommer de øvrige byggemodningsudgifter til fx vejanlæg.

I Haverslev bliver erhvervsjord solgt til 55 kr./m². I Støvring er erhvervsjorden i Porsborgparken blevet solgt til 200-220 kr./m², alt efter beliggenhed i forhold til motorvejen.


Meromkostningerne til byggemodning vil således overstige den mulige salgspris pr. kvadratmeter sammenlignet med den dyreste erhvervsjord i Støvring.


Kommunen skal handle økonomisk forsvarligt, og det er derfor som udgangspunkt ikke lovligt at byggemodne grunde, hvis udgifterne til byggemodning ikke forventes at kunne dækkes ved salg.


Udviklingsområder i Haverslev til erhvervsudvikling

Der er begrænsede muligheder for at udlægge nyt erhvervsjord i Haverslev. Der kan dog være en mulighed på matrikel nr. 6a Haverslev By, Haverslev, som er vist på bilag 3. Her vil der skulle ske en graduering af miljøklasser ind mod boligerne, for at det er muligt i forhold til støj. Arealet er ca. 11,8 ha. Området ligger ikke i umiddelbar tilknytning til motorvejen.


Der er mulighed for at afsøge udviklingsmuligheder syd for Roldvej (se bilag 3). Der er imidlertid terrænmæssige udfordringer på dele af de arealer, hvilket er ét af de forhold, der skal undersøges nærmere, inden der kan tages stilling til om de arealer kan udvikles.


Alternativt kan det undersøges, om erhvervsudviklingen kan ske på østsiden af af motorvejen. Her er dog også udfordringer, idet området ved Ladelund er udpeget som kulturmiljø. Desuden vil der skulle kunne argumenteres for, at det er byudvikling af Haverslev, selvom arealet ligger på den modsatte side af motorvejen. Jf. Planloven skal byzone placeres i tilknytning til eksisterende byzone. Samtidig ligger en del af området inden for et område, der er indvindingsområde for drikkevand. Det kræver derfor sandsynligvis en grundvandsredegørelse at udlægge området til erhverv.



Bæredygtighed

Det er samfundsøkonomisk mest bæredygtigt ikke at udlægge arealet. Udlægning af området vil have en større negativ økonomisk påvirkning på samfundet, da området kræver større investeringer for alle parter for at kunne klargøres. Udlægges området ikke, forventes det at bidrage til en positiv miljømæssig påvirkning. Dette skyldes at området ved udlægning vil kræve en større bearbejdning end andre områder, hvilket besværliggør klargøring og realisering. Eksempelvis ville en udlægning forventes at bidrage til en øget CO2 udledningen grundet mere omfattende anlægsarbejde og ligeledes større tiltag til klimatilpasning.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget


I forbindelse med Kommuneplan 2021 blev der udlagt nyt areal til erhvervsformål i Haverslev. Forvaltningen har efter en gennemgang af arealet vurderet, at det kan være vanskeligt at udvikle området pga. jordbundsforholdene. Økonomiudvalget skal tage stilling til, om der skal arbejdes videre med planlægningen for arealet.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler


at der træffes beslutning om, hvilken linjeføring ved Hobrovej, der skal indgå som hovedforslag i miljøkonsekvensrapporten, idet forvaltningen anbefaler det grønne forslag
at de foreslåede justeringer af traceet, stikrydsninger ved Mastrup Bæk og Buderupholmvej samt krydsløsning ved Vestre Primærvej, indarbejdes i hovedforslaget
at der tages stilling til, om en løsning syd om Porthusvej, som ikke berører Natura2000-området, skal medtages i det videre arbejde som alternativ til hovedforslaget

Økonomi

Hovedforslaget (tidligere alternativ 3) er overslagsmæssigt vurderet at koste 56,7 mio. kr, det røde forslag til linjeføring ved Hobrovej vurderes ikke at fordyre projektet.

Det blå forslag vurderes at give en meromkostning på 1,15 mio. kr, og det grønne forslag - der anbefales - en meromkostning på 2,84 mio. kr.

Overslagene er incl. rådgiverydelser men excl. udgifter til arealerhvervelser og arkæologiske undersøgelser.


Der er på investeringsoversigten 2022-25, afsat 3 mio. kr i 2022, 34,1 mio. kr i 2023 og 11,67 mio. kr. i 2024. Samlet 48,77 mio. kr.


Udgifter til arealerhvervelse er ikke vurderet for de 3 forslag, da dette alene vil bero på den konkrete taksationsafgørelse, men jo større sammenhængende areal der bliver omkring bygninger, jo mindre vurderes arealerstatningen at blive.


I henhold til vejloven må der kun ske ekspropriation af de nødvendige arealer for realisering af vejprojektet, og der kan kun foretages en totalekspropriation, hvis vejen placeres således, at ejendommen må betragtes som ubeboelig. Hvis kommunen skal erhverve de resterende dele af en ejendom, skal det ske med baggrund i et sagligt kommunalt formål (f.eks. for at realisere en kommunal planlægning, hvor kommunen skal bruge arealet til jordforsyning), og/eller efter principperne for ekspropriation.

Sagsfremstilling

Byrådet behandlede på mødet den 22. juni 2021 alternative linjeføringer for Ny Nibevej og besluttede, at vælge "linjeføring 3 med tilslutning til Vestre Primærvej og med en lidt sydligere krydsning af Hobrovej idet det i forbindelse med projekteringen undersøges hvilke muligheder, der er for fartreduktion på hele Vester Primærvej til 60 km i timen, og hvordan der kan etableres cykelsti langs Vestre Primærvej."


På baggrund af dette er der efterfølgende afholdt møder med de lodsejere, som skal afgive jord til projektet. Udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten (VVM) for projektet er igangsat. Overordnet tidsplan for miljøvurdering og planproces er i bilag 1. Planlægningen for vejforbindelsen koordineres med udarbejdelsen af en strukturplan for området.


Som en del af miljøvurdering skal der gennemføres en for-offentlighed af udkastet til afgrænsningsnotat. Den forventes afholdt i uge 13-16. De indkomne høringssvar skal danne grundlag for udarbejdelse af det endelige afgrænsningsnotat for udarbejdelse af miljøkonsekvensrapporten. Formålet med høringen er at kvalificere oplysningsgrundlaget om, hvordan det ansøgte projekt forventes at påvirke naboer, miljøet samt at undersøge, om der er ideer til andre løsninger, om der kan foretages kompenserende foranstaltninger mv.


Særlige fokuspunkter, som under alle omstændigheder medtages i miljøkonsekvensvurderingen, er: krydsning af Mastrup Bæk, støjreducerende tiltag og indvirkning på naturen i øvrigt.


Præcisering af projekt


Oversigtskort, der viser forslag til krydsningsforslag er i bilag 2. Teknisk notat med nærmere redegørelse for nedenstående er i bilag 3.


Krydsning af Hobrovej

Der er vurderet 3 forslag til placeringer af vejtracéet og rundkørsel ved Hobrovej:

  • Det røde forslag - vejen placeres, så rundkørslen netop ikke berører haven til Hobrovej 180.
  • Det blå forslag - vejen placeres, så rundkørslen netop ikke berører den anlagte sø til Hobrovej 180
  • Det grønne forslag - vejen placeres syd for søen, så Fløevej kan kobles på den nye rundkørsel


Rådgiverne anbefaler i det tekniske notat (bilag 3) det grønne forslag. Forslaget er overslagsmæssigt 2,84 mio. kr dyrere end det oprindelige forslag, og vejføringen er ca. 145 meter længere. Forslaget vil betyde, at indgrebet i forhold til ejendommen Hobrovej 180 er væsentlig reduceret, og kun den sydligste del af fredskovsarealet bliver berørt. Støjgenerne vil blive reduceret markant. Forvaltningen er derfor enig i anbefalingen


I forhold til vejens geometriske forløb og kørekomfort er forslaget på niveau med de øvrige forslag.


Ejeren af Hobrovej 180 har oplyst, at de ikke er interesserede i at blive boende når den nye vej kommer, og ønsker at ejendommen overtages af Rebild Kommune på almindelige markedsvilkår.


Krydsudformning ved Vestre Primærvej

Der skal tages stilling til krydsudformning ved vejens tilslutning til Vestre Primærvej.


I det tekniske notat anbefales der etableret en rundkørsel, da dette vurderes trafiksikkerhedsmæssigt at give den bedste gevinst. Løsningen vurderes med baggrund i trafikmodelberegninger og aktuelle trafiktællinger at kunne afvikle trafikken hensigtsmæssigt – også i en fremtidig situation.


Rundkørslen skal sideforskydes i forhold til det nuværende kryds for at give plads til cykelsti og for at bevare den eksisterende støjvold. Et mindre areal i et §3-området, umiddelbart vest for Vestre Primærvej, vil blive berørt.

Rundkørslen friholdes for cyklister ved at etablere en dobbeltrettet cykelsti i nordsiden af Nibevej, som kobles på rundkørslen ved Juelstrupparken, og der kan etableres enkeltrettede stier langs Vestre Primærvej. Cyklister som skal på tværs af Vestre Primærvej skal krydse i et helleanlæg. Vestre Primærvej foreslås samtidig skiltet med 60 km/t.


Ønsker fra møder med lodsejere

Beboerne på ejendommen Præstevej 74 ønsker, at vejtraceet flyttes længere fra ejendommen pga. mulige støjgener og udsigten fra haven.

Mulighederne for at flytte vejtraceet er begrænset af krydspunktet på Mastrup Bæk, tilslutningen ved Vestre Primærvej og af vejgeometriske forhold. Med baggrund i ovenstående forhold vil vejtraceet på det nuværende skitseniveau kunne flyttes ca. 35 m længere mod syd. (se bilag 3, side 13)


Beboeren på ejendommen Porthusvej 5 ønsker vejtraceet flyttet længere væk fra ejendommen. Primært pga. mulige støjgener, men udsigtsgener kan også spille en rolle. (Se bilag 3, side 14)

Hvis vejen flyttes væsentligt længere mod nord, skal der pga. terrænforholdene ske en større udgravning, og skråningsanlæggene vil fylde mere. Endvidere vil det være begrænset, hvor meget vejen kan flyttes mod nord i forhold til at bibeholde en fornuftig vejgeometri. Vejen foreslås flyttet den nødvendige afstand (10 - 15 meter), som gør det muligt at anlægge en støjvold, som kan sikre at støjgrænserne overholdes.

Ejeren af Porthusvej 5 er usikker på, hvordan vejen vil påvirke forholdene på ejendommen, og har derfor ytret ønske om, at ejendommen overtages af Rebild Kommune på almindelige markedsvilkår, hvis generne bliver for store eller ejendommens værdi forringes væsentligt.


Niveaufri stikrydsninger af vejen

Der er kvæghold på ejendommene Præstevej 68 og Fløevej 8, hvis marker til dels bliver afskåret af den nye vej. Ejer af ejendommene ønsker, at der etableres over/undergange, så han kan få kreaturerne sikkert på tværs af vejen, da han mener, det vil være afgørende for at kunne opretholde den nuværende driftsform. Det vil være hensigtsmæssigt, i forhold til kvægdriften og i forhold til vejens indpasning i terrænet, at placere en stikrydsningen umiddelbart nord for Mastrup Bæk.

Kommunen er ikke forpligtiget til at opretholde eksisterende adgangsforhold, men kan blive erstatningspligtig i forhold til de gener, der kan komme som følge af, at adgangsforholdene ændres i forbindelse med vejprojektet.


Placeringen af stikrydsningen skal afstemmes med strukturplanen for området, så den i en fremtidig situation, kan benyttes som cykel-gangforbindelser for de nye boligområder.


I forhold til at skabe en sikker forbindelse for cyklende og gående mellem Støvring byområde og Rold Skov, er der på et lodsejermøde ytret ønske om en stibro, hvor Buderupholmvej afskæres, da der observeres motionscyklister, som kører ind i Rold Skov det pågældende sted. Forbindelsen vil blive endnu mere attraktiv for gående og cyklende, når Buderupholmvej lukkes for gennemkørende trafik.


De to stikrydsningerne vurderes samlet at koste 3-4 mio. kr. Det anbefales at medtage de to stikrydsninger i miljøkonsekvensrapporten. Beslutning om hvorvidt de skal realiseres samtidig med vejprojektet, kan afvente beslutning om ekspropriation for vejens realisering.


Alternativ syd om Porthusvej

I forbindelse med overvejelserne om at flytte krydsningen af Hobrovej længere mod syd, er det undersøgt, om det vil være fordelagtigt at flytte hele vejen til en placering syd for Porthusvej.


Lindenborg Å er udpeget som Natura2000-område, og det vurderes som vanskeligt at opnå tilladelse til at føre vejen igennem dette, særligt når der forekommer et anvendeligt alternativ. Hvis der vælges en linjeføring, der inddrager noget af Natura2000-området, skal der udarbejdes en væsentlighedsvurdering, der vurderer om områdets integritet kan opretholdes, og hvorvidt udpegede naturtyper og arter påvirkes. Hvis påvirkning ikke kan afvises, skal der udarbejdes en konsekvensvurdering baseret på en række feltregistreringer, hvilket vil forsinke projektet betydeligt og medføre øget risiko for tilbagevisning.


En linjeføring, der ikke kommer i berøring med Natura2000-området, vil betyde, at Porthusvej 16 skal totaleksproprieres, mens Porthusvej 12 helt eller delvist også må eksproprieres.


En sydlig linjeføring vil gå gennem et område der er mere kuperet end nord for Porthusvej, hvilket vil betyde, at skråningsanlæggene bliver større. Der skal udføres relativt mere gravearbejde, og linjeføringen vil derfor alt andet lige blive dyrere. Der skal sikres vejadgang til ejendomme (7 stk) langs Lundehusvej. En sydlig linjeføring vil stort set have samme længde som hovedforslaget nord om Porthusvej.


En sydlig linjeføring vil på sigt give mulighed for lidt mere byudvikling mellem den nye vej og eksisterende byområde, svarende til skønnet 15 ha. Det skal påpeges, at hovedforslaget nord om Porthusvej ikke er til hinder for byudvikling mod syd, og at der i strukturplanen arbejdes med udnyttelse af området syd for hovedforslaget og Porthusvej til boligformål. Byudvikling i den sydlige del af strukturplanen har et langt tidsperspektiv og forudsætter nedlæggelse af husdyrbrug.



Bæredygtighed

Projektet vil bidrage til et mere effektivt transportsystem og et mere glidende trafikflow. Da vejen i sig selv ikke vurderes at generere mere trafik, vurderes trafikkens samlede energiforbrug i området at være neutralt eller mindre. I anlægsfasen vil projektet bidrage til et øget CO2 udslip. Projektet vil have en positiv indvirkning på den sociale bæredygtighed, da den vurderes at øge trafiksikkerheden og understøtte byudviklingen. Projektet vil have en negativ effekt i forhold til landskab og miljø i de områder, hvor vejen anlægges, men vil samtidig aflaste eksisterende veje hvor landskabsværdier og miljø kan forbedres.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Byrådet skal med baggrund i tidligere beslutning om valg af hovedforslag (alternativ 3) for ny vejforbindelse mellem Buderupholmvej og Vestre Primærvej, træffe beslutning om hvor vejen skal krydse Hobrovej mv.

Indstilling

Forvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om vejnavn til den nye boligvej.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0