Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at Rebild kommune godkender opløsningen af HMN Naturgas og vilkårene herfor.

Økonomi

HMN Naturgas har i løbet af de seneste år foretaget større frasalg af deres aktiviteter. Provenuet ved disse frasalg er udmøntet til intressentkommunerne i forhold til deres ejerandel (Rebild Kommunes ejerandel af selskabet er 0,81 %).


I år 2018 modtog Rebild Kommune en udlodning på kr. 8.100.000

I år 2019 modtog Rebild Kommune en udlodning på kr. 11.340.000


I forbindelse med udlodningen er der sket en modregning i udbetalingen på 20 % i statsafgift. Restudbetalingerne er herefter deponeret og frigives løbende over 10 år.

På balancen i regnskab 2020 er Rebild Kommunes ejerandel af HMN Naturgas opgjort til kr. 2.843.800. Dette beløb er opgjort på baggrund af selskabets regnskab for 2019.


I vedtægterne for HMN Naturgas er der anført følgende omkring opløsning af selskabet.

§16 stk. 2: Et eventuelt overskud/underskud ved selskabets opløsning udbetales til/dækkes af intressenterne i forhold til deres hæftelse.


Det kan på nuværende tidspunkt ikke opgøres hvilken udlodning Rebild Kommune kan forvente i forbindelse med selskabets opløsning.

En eventuel udlodning i forbindelse med opløsningen af selskabet vil medføre en balanceforskydning mellem ”Aktier og andelsbeviser m.v.” og ”Likvide aktiver”. Udlodningen optages ikke som en indtægt på driften, og vil således ikke påvirke regnskabsresultatet for området/udvalget.

Sagsfremstilling

Bestyrelsen og repræsentantskabet for Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab I/S (tidligere HMN Naturgas I/S, herefter ”Selskabet”) har besluttet at indstille til ejerkommunerne, at Selskabet opløses med henblik på udlodning af den resterende kapital til ejerkommunerne snarest muligt herefter.

Baggrund:

Selskabet har siden 2016, hvor den daværende regering fremkom med en ny forsyningsstrategi, der bl.a. indebar at de regionale gasdistributionsnet skulle samles (konsolideres) i ét statsligt selskab, arbejdet mod at afhænde og afvikle sine aktiviteter.

I 2017 solgte Selskabet sit kommercielle handelsselskab til et konsortium bestående af SEAS-NVE og Eniig (nu Norlys). I 2018 frasolgte Selskabet sit gasdistributionsnet til staten (Energinet) med virkning fra 1. april 2019, og i 2019 frasolgte Selskabet sine gastankstationer til Nature Energy.

Siden da har Selskabet arbejdet med at afvikle de resterende aktiviteter, og afviklingen forventes på nuværende tidspunkt at kunne afsluttes i løbet af 2021.

I lyset af det forestående kommunalvalg vurderes det hensigtsmæssigt at få nedlagt den nuværende organisation med udgangen af 2021, så det undgås, at der efter kommunalvalget skal udpeges et nyt repræsentantskab og en ny bestyrelse, som kun skal fungere for en kort periode og med begrænset aktivitet.

Selskabet har løbende udloddet provenu fra salget af aktiviteter til ejerkommunerne:

-  I 2018 udloddede Selskabet 1 mia. kr. til ejerkommunerne

-  I 2019 udloddede Selskabet 1,4 mia. kr. til ejerkommunerne

-  I 2021 udloddede Selskabet 0,5 mia. kr. til ejerkommuner

En eventuel resterende kapital udloddes til ejerkommunerne snarest muligt efter opløsning, forventeligt i 2022.

Der vil ikke være aktiviteter, der går tilbage til kommunerne i forbindelse med opløsningen.

Videre proces for afvikling:

Det fremgår af Selskabets vedtægter § 16, stk. 1, at beslutning om Selskabets opløsning skal træffes i enighed blandt ejerkommunerne med godkendelse i hver enkelt ejerkommunes kommunalbestyrelse.

Afviklingen af aktiver og passiver fortsætter i 2021 med den nuværende organisation bestående af repræsentantskab, bestyrelse og forretningsfører (administration).

Hvis der fortsat udestår afviklingsopgaver efter 31. december 2021, bemyndiges bestyrelsen til at overlade dette til en administrator eller likvidator, der kan afslutte afviklingen og få udarbejdet en slutopgørelse af kapitalen med henblik på udlodning til ejerkommunerne.

Slutkapitalen udloddes i overensstemmelse med vedtægternes § 16, stk. 2, til ejerkommunerne i forhold til deres hæftelse.

I forbindelse med frasalg af aktiviteterne har Selskabet påtaget sige en række fundamentale garantier (f.eks. om vanhjemmel), hvor den seneste udløber i 2026. Alle ejerkommuner hæfter i henhold til vedtægterne solidarisk for krav mod Selskabet, og indbyrdes i forhold til ejerandel.

Ovennævnte garantier kan ikke afvikles, men risikoen for krav under garantierne vurderes lille. Efter opløsning af Selskabet vil ejerkommunerne fortsat hæfte solidarisk for eventuelle krav herunder i overensstemmelse med vedtægternes § 3, dvs. indbyrdes i forhold til ejerandel som angivet i bilag 1 til vedtægterne.

Vilkår for opløsningen:

·  Selskabets styrelsessorganer nedlægges senest pr. 31. december 2021.

·  Alle aktiver og passiver realiseres så vidt muligt inden 31. december 2021.

·  Såfremt der 31. december 2021 udestår opgaver med realisering af aktiver og passiver bemyndiges bestyrelsen til at overlade disse til en administrator/likvidator.

·  Når kendte aktiver og passiver er afviklet, udarbejdes en slutopgørelse af Selskabets kapital, som gennemgås og godkendes af Selskabets revisor.

·  Selskabets kapital udbetales til ejerkommunerne i forhold til deres hæftelse (bilag 1 til vedtægterne).

·  Skulle der senere blive rejst krav mod fællesskabet under f.eks. de fundamentale garantier, hæfter ejerkommunerne på samme måde som efter vedtægternes § 3, herunder indbyrdes i forhold til deres hæftelse (bilag 1 til vedtægterne).

Selskabets bestyrelse og repræsentantskab indstiller til kommunalbestyrelsen, at kommunerne godkender opløsningen og vilkårene herfor.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter:


  • at imødekomme anmodning fra udstykker om, at del af Ny Kærvej kan omlægges jf. bebyggelsesplanen, og dette sker for udstykkers regning,
  • at den del af vejarealet som udgår, kan sælges til udstykker
  • at udstykker betaler de afledte udgifterne til ændringer i matrikler, tinglysning mv.


Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til:


  • om den kommunale del af Ny Kærvej skal overgå til status som privat fællesvej,
  • og i så fald beslutter, om overgangen til privat fællesvej skal ske via igangsætning af 4-årig procedure eller som en forudsætning for omlægning.

Økonomi

Udstykker har tilbudt at betale udgifterne til omlægning; heri vil indgå udgifter til matrikulære ændringer, tinglysning og evt. flytning af ledninger

Sagsfremstilling

I forbindelse med udarbejdelse af udstykningsplan for et nyt boligområde Ræven i Støvring Ådale, har udstykker forespurgt om muligheden for at nedlægge og omlægge kommunevejen Ny Kærvej for at optimere bebyggelsesplanen for området. Bebyggelsesplanen skal danne grundlag for en lokalplan for området. Der skal være taget stilling til, om vejen kan omlægges, inden der vedtages et planforslag til offentlig høring.

Da vejstrækningen ikke har væsentlig færdselsmæssig betydning og udelukkende betjener lokal trafik til de tilstødende ejendomme, anbefaler forvaltningen, at den kommunale del af Ny Kærvej nedlægges som offentlig vej i forbindelse med omlægningen. Dette vil også være i tråd med intentionen bag byrådets beslutning fra december 2019 om fremadrettet ikke at optage veje fra udstykninger i byzone som offentlige veje.

Den kommunale del af vejarealet har en bredde på 4-5 meter med en grusbelagt kørebane på ca. 3 meter. Idet vejstrækningen ifølge matrikelkortet er eneste adgangsvej til flere ejendomme i området, kan den ikke nedlægges, men bør overgå til privat fællesvej.

Bilag 1 viser, hvilken del af vejen, der søges nedlagt, hvilken del der søges omlagt samt strækningen som anbefales nedklassificeret til privat fællesvej. Som det fremgår af bilag 1, har den yderste del af Ny Kærvej status som privat fællesvej.

Vejen betjener 3 landbrugsejendomme med beboelse, 1 ejendom med helårsbeboelse under opførsel, 2 erhvervsejendomme, en række landbrugsarealer samt kommunens areal med Klepholm naturbase (shelters og ophalerplads til kanoer). Omtrent halvdelen af landbrugsarealerne er naturtyper omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Landbrugsarealerne mod vest tættest på jernbanen foreslås udlagt til boligområder i forslag til Kommuneplan 2021; de vil blive vejbetjent via kommunevejen Støvring Ådale.

Bilag 3 indeholder kort over de ejendomme, der bør tildeles vejret samt oversigt over arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og forslag til kommuneplanrammer. Bilag 4 indeholder en oversigt over de matrikelnumre, som bør tildeles vejret.

Omlægning og nedklassificering bør ske uden omkostninger for kommunen, da omlægning sker på udstykkers anmodning. Omlægningen vil give mulighed for at udstykke 8-9 ekstra boligparceller, se forslag til udstykningsplan i bilag 2.

Jævnfør vejloven kan en endelig beslutning om at nedklassificere strækningen af Ny Kærvej til privat fællesvej tidligst træffes 4 år efter offentliggørelsen af planen herom sammen med en tilstandsrapport for vejstrækningen.

Den 4-årige procedure og udarbejdelsen af tilstandsrapport kan dog fraviges ved aftale, hvis kommunen og de berørte grundejere er enige om dette.

Udstykker kan tilbyde at købe og stå for den fremtidige vedligeholdelse af vejarealet, for at fremme en aftale med de berørte grundejere, som vil være de fremtidige vejberettigede til vejstrækningen; en aftale om det fremtidige vedligehold skal i så fald tinglyses på beboelsesejendommen Ny Kærvej 11.

Fraviges den 4-årige procedure ikke ved en aftale, vil det være privatvejslovens regler som gælder for vedligehold. Det samme gør sig gældende for den resterende del af Ny Kærvej, hvor kommunen i forvejen er med til at vedligeholde den private fællesvej ud til kommunens shelterplads.

Hvis vejen ikke nedklassificeres til privat fællesvej, vil den fortsat kunne omlægges som kommunevej, og bygherre kan afholde udgifterne til omlægning jf. vejloven.

Ved omlægning af kommunevej skal der laves aftaler med eventuelle ledningsejere om mulig flytning af ledninger, og ved nedlæggelse af kommunevej skal eventuelle ledningsejere have mulighed for at få tinglyst deres ledninger i arealet.

Inden en omlægning af vejen kan sættes i gang, skal udstykker indsende et vejprojekt til godkendelse ved kommunen og politiet. Dette kan ske sideløbende med lokalplanlægningen.

Igangsætning af proces med nedklassificering til privat fællesvej har ikke betydning for lokalplan og påvirker således ikke tidsplan for denne.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget


Der skal tages stilling til, om Ny Kærvej kan omlægges og nedklassificeres til privat fællesvej i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan for et nyt boligområde Ræven i Støvring Ådale.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0