Forvaltningen har opstartet revisionsprocessen af vandløbsregulativerne i Rebild Kommune. Revisionen har til formål at opdatere regulativerne i forhold til de enkelte vandløbs aktuelle tilstand og gældende lov- og planforhold.Vandløbsregulativer skal som udgangspunkt revideres mindst hvert 10. år, men alle 60 regulativer i Rebild Kommune er mere end 10 år gamle, og enkelte er over 50 år gamle. Det gældende regulativ for Torsted-Braulstrup Bæk er fra 1996.Torsted-Braulstrup Bæk er kanaliseret på hele strækningen. Vandløbet er i Vandområdeplanerne målsat til "god økologisk tilstand" på de nederste 500 m, men er ikke målsat på vandløbets øverste 719 m. Regulativet kan derfor bruges som eksempel/paradigme til kommende revision af regulativer for de vandløb, hvor afvandingsinteresser vægter højt og hvor miljøtilstanden også kan forbedres på de miljømålsatte strækninger.Forvaltningen vil efterfølgende udarbejde og fremlægge et regulativudkast for et offentligt vandløb, som har større naturværdier og hvor de nærliggende arealer har et mindre afvandingsbehov. Herefter vil forvaltningen udarbejde et oplæg til processen for revidering af de resterende regulativer.
Regulativudkast
Forvaltningen har fremlagt udkastet til det reviderede regulativ november 2019, og igen med rettelser og yderligere involvering af lokale interessenter i marts 2020. Da udvalget har godkendt udkastet, har det været fremlagt for offentligheden i en 8 ugers høringsperiode, hvor lodsejere og interesseorganisationer har haft mulighed for at komme med ændringsforslag og indsigelser til regulativforslaget. Høringssvar har ikke givet anledning til ændringer i udkastet.
Efter høringsperioden er der dog på landsplan kommet en række afgørelser fra klagenævnet, som præciserer at vandløbsregulativer fremadrettet skal miljøvurderes. Da der er tale om en ny praksis har forvaltningen udsat endelig godkendelse af regulativet, til der var en afdækning og afklaring af dette forhold.
På den baggrund er der efter de 8 ugers offentlig høring foretaget en screening om miljøvurdering af planen, der konkluderer, at der ikke er behov for en fuld miljøvurdering. Screeningsnotatet er vedlagt som bilag.
Arbejdet med miljøvurderings-screening har som nævnt medført, at regulativet først nu fremlægges til endelig godkendelse i Teknik og Miljøudvaælget. Regultativet kan træde i kraft, hvis der ikke er indkommet klager inden klagefristens udløb efter 4 uger.Digitalt vandløbsregulativ (DVR)
Forvaltningen vil fremover benytte programmet "Mit vandløb - digitalt vandløbsregulativ". Det giver mulighed for, at alle kan finde regulativer og dertilhørende bestemmelser for en specifik lokalitet ved hjælp af en WebGIS løsning. En given lodsejer har således mulighed for at finde sin del af vandløbet på et webbaseret kort, og med få klik finde den ønskede information, eksempelvis vedligeholdelsesbestemmelser.
Regulativerne bliver i forbindelse med vedtagelsen offentligt tilgængelige på https://www.mitvandloeb.dk.