Økonomivurdering her pr. 30. september 2020 er stadig præget af corona situationen. Der blev i forbindelse med økonomiaftalen aftalt midtvejsregulering af overførselsindkomster og beskæftigelsestilskuddet for 2020. Rebilds andel af regulering af beskæftigelsestilskuddet udgør 20,1 mio. kr. og på overførsler er andelen 9,7 mio. kr. - i alt 29,8 mio. kr., der er tilført Arbejdsmarkedsudvalgets budget.

Denne økonomivurdering viser et merforbrug for Arbejdsmarkedsudvalgets område på 6,5 mio. kr., heri indgår tillægsbevillingen på midtvejsregulering af beskæftigelsestilskud og overførsler – i alt 29,8 mio. kr.
Overordnet set skyldes merforbruget dagpenge til forsikrede ledige, førtidspension og seniorpension.
Ledigheden har siden corona-krisens start været markant højere end normalt for årstiden. Mange har været og er stadig ledige som følge af nedlukning og den nedgang, der mange steder er fulgt med. Den endelige udgift hertil afhænger af varigheden af nedgangen på arbejdsmarkedet. Forventningen nu er, at der vil gå lang tid før efterspørgslen efter arbejdskraft, er på samme niveau som før krisen.
Der er i sidste del af 2019 og her i 2020 tilkendt langt flere førtidspensioner end forudsat i budgettet, hertil kommer tilkendelser til seniorpension, der blev vedtaget ultimo 2019 og dermed ikke er budgetlagt.
For en nærmere beskrivelse af de forventede budgetafvigelser henvises til økonomivurderingsrapporten for udvalget, der er vedlagt som bilag.