Sagsfremstilling
Regeringen indgik sammen med de fleste af folketingets partier i august 2018 en aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats. Ny lovgivning forventes at træde i kraft til juli 2019.
Et af elementerne i aftalen er et forsøg, hvor udvalgte a-kasser får ansvar for kontaktforløb for dagpengemodtagere i den første periode. Som udgangspunkt kan kommuner, som indgår i frikommuneforsøget vedrørende kontaktforløb på dagpengeområdet, ikke deltage i a-kasseforsøget. Nu har kommunerne d. 21.12.18 modtaget brev fra ministeriet om, at det alligevel kan blive muligt at deltage i a-kasseforsøget, hvis kommunerne indstiller frikommuneforsøget på området. Brevet er vedlagt som bilag. Som det fremgår var den oprindelige frist for tilbagemelding til ministeriet 1. februar 2019. På baggrund af en fælles henvendelse fra de nordjyske kommuner, som indgår i frikommuneforsøget er fristen for besked til ministeriet udsat til d. 7.2.19. Hvis Arbejdsmarkedsudvalget ønsker, at Rebild Kommune skal indgå, skal ministeriet anmodes om endnu en udskydelse af fristen for tilbagemelding. Såfremt Rebild Kommune ønsker at deltage i forsøget, kræver det nemlig en byrådsbeslutning, da deltagelse i frikommuneforsøget er godkendt i byrådet.
Alle kommuner i Region Nordjylland er med i det samlede frikommuneforsøg, som er godkendt i KKR. Alle kommuner undtagen Morsø deltager i den del af frikommuneforsøget, som omhandler kontaktforløb for dagpengemodtagere. Det er endnu uvist om andre kommuner ønsker at udtræde af frikommuneforsøget, men de administrative indstillinger peger på at blive i frikommuneforsøget.
Med deltagelse i frikommuneforsøget har Rebild Kommune fået mulighed for at ændre på de lovgivningsmæssige proceskrav om, hvornår der holdes samtale med de ledige (kadence/hyppighed), indhold (hvad der holdes samtale om) og hvordan der holdes samtale (telefonisk, personligt, gruppe). Idéen er, at de lovpligtige samtaler i højere grad tager udgangspunkt i borgerens situation i stedet for "one size fits all". I Rebild kommune er frikommuneforsøget anvendt til at flytte fællessamtalen med a-kassen fra 1. til 2. samtale i ledighedsforløbet, til at afholde tematiserede gruppesamtaler og til at afholde "uddannelsessamtaler", hvor fokus er på at understøtte den ledige i at gå uddannelsesvejen.
Idéen med a-kasse forsøget er at få et styrket vidensgrundlag om betydningen af placeringen af kontaktforløbet på dagpengeområdet. Deltagende a-kasser vil få ansvar for kontaktforløbet i opsigelsesperioden + de første 3 måneders ledighed. Deltagende a-kasser skal som minimum gennemføre en digital screening af de ledige, som er omfattet af forsøget. Hvis a-kassen vurderer, at den ledige er i risiko for langtidsledighed overgår ansvaret for kontaktforløbet til kommunen. For de resterende skal a-kasserne som minimum afholde en CV-samtale, rådighedssamtaler og 1. fællessamtale med jobcentret.
Deltagelse i forsøget kan være enten som forsøgs- eller kontrolkommune, hvilket afhænger af hvilke a-kasser der bliver udvalgt og i hvilke områder. Rebild Kommune har ikke indflydelse på, om vi bliver forsøgs- eller kontrolkommune, hvis der ønskes deltagelse i forsøget og ej heller, hvilke a-kasser der skal samarbejdes med i forsøget. Deltagelse i forsøget vil kræve, at frikommuneforsøget afbrydes. Et forsøg kommunen har forpligtet sig på sammen med de øvrige nordjyske kommuner og som endnu ikke er evalueret, idet det løber indtil udgangen af 2020. Samarbejdet og rollefordelingen i den nuværende model med frikommuneforsøget er nu endelig på plads og som oftest velfungerende. Medarbejdere hos både a-kasse og jobcenter samt de ledige vil skulle afklare og forholde sig til nye roller igen, hvis frikommuneforsøget afbrydes for at indgå i a-kasseforsøget.
Ved at indgå i a-kasseforsøget vil jobcenteret få senere kendskab til de ledige, der kan have brug for hjælp til brancheskift. I forhold til netop denne målgruppe er der større viden i jobcentrene, end hvad der haves i “fagspecifikke” a-kasser. Omvendt har især de fagspecifikke a-kasser et stærkt branchekendskab og kendskab til sine medlemmer.
Fra fællessamtalerne mellem borger, jobcenter og a-kasse er erfaringen, at a-kasserne vurderer meget forskelligt, om der er behov for deres deltagelse i samtalerne. Det antages derfor, at de også vil vurdere forskelligt ift de lediges behov for kontakt og indsats, hvilket vil stille Rebild Kommunes dagpengemodtagere forskelligt alt efter hvilken a-kasse, de har deres medlemsskab i. Forvaltningen bemærker også, at a-kasserne er meget forskelligt organiseret, herunder om de har afdelinger i nærområdet.
Forvaltningen bemærker, at det vil blive vanskeligt at holde overblik og styring af området, hvis 25 % har en anden indgang end jobcenteret, hvilket forstærkes yderligere af manglende it-understøttelse dertil.