Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget overfor gruppen bag "Naturfællesskaber i Landsbyen", tilkendegiver interesse i projektet og at kommunen vil se positivt på medfinansiering af projektet.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 4. november 2020, pkt. 211:

Udvalget er positivt overfor medfinansiering og imødeser en konkret projektbeskrivelse.



Økonomi

Finansiering skal findes via kommunale midler (f.eks. fra Klimastrategikontoen), landdistriktsmidler og fonde.

Sagsfremstilling

Kommunen har fået en henvendelse fra Landsbyrådet og gruppen bag projektet ”Naturfællesskab i Landsbyen”. Gruppen har med succes – og med støtte fra KlimaRebild – allerede sået vilde blomster ud i 17 landsbyer. Flere byer og borgere ønsker at være med og gruppen vil nu gerne, i samarbejde med kommunen, udbrede projektet til alle kommunens byer.

Gruppen forestiller sig et budget til et samlet projekt med udsåning, formidling og projektstyring til omkring 300.000 kr.

Forvaltningen foreslår at vi melder positivt tilbage og tilbyder at indgå i en arbejdsgruppe omkring flere blomster og biodiversitet i Rebild kommune. Der er endnu ikke taget stilling til en finansieringsmodel, men forvaltningen indstiller at kommunen meddeler gruppen, at man vil se positivt på medfinansiering af et projekt hvor også andre fonde og puljer bidrager. Midlerne kan findes på Klimastrategikontoen.

Projektet spiller fint sammen med en række af indsatserne i kommunens katalog for de 17 verdensmål:

  • Vi arbejder for at etablere mere bynær natur. (Mål 11, 13)
  • På kommunens grønne arealer vil vi arbejde med en mere naturvenlig pleje, vi vil have flere grønne rabatter og vilde blomster. (Mål 11, 12)
  • Vi sikrer gode levevilkår for bier og insekter (eks. grønne hegn, blomstrende træer), både i lokalplanlægning og på de kommunale arealer. (Mål 11, 12)
  • Bynær natur og stisystemer vil vi have mere af i Rebild kommune. (Mål 3)
  • Når vi uddeler puljemidler (f. eks. landsbypulje), skal de understøtte verdensmålene. (Mål 3,4,7 m.fl.)
  • Når lokalbefolkningen er aktiv og initiativrig, så støtter vi op om deres arbejde for bæredygtige lokalsamfund. (Alle mål)


Projektet spiller også godt sammen med erfaringerne fra Hjørring Kommune, der som naturkommune har gjort en stor indsats for at inddrage kommunens borgere i at give biodiversiteten et løft. Staten har også lige meldt ud at de vil koordinere en indsats for at styrke naturen på statsejede arealer - bla. langs jernbaner og på forsvarets ejendomme. Endelig kigger Rebild kommune også på egne arealer og er i dialog med et par virksomheder om lignende projekter for udsåning af vilde blomster.


Så alt i alt et projekt som kan være med til at løfte en aktuel lokal og national opgave omkring forbedring af biodiversiteten.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget


Folkene bag projektet: "Naturfællesskab i landsbyen" ønsker sammen med kommunen at udvide projekt for udsåning af vilde blomster i kommunens byer.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 3. november 2020, pkt. 121:

Taget til efterretning.Allan Jæger deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Kultur- og Fritidsudvalget finansierer partnerskabet med cirka 0,3 mio. kr. årligt i en 3 årig periode, dvs fra cirka 1. juni 2020 - 31. maj 2023. Finansiering sker via overført mindreforbrug fra 2019.

Sagsfremstilling

I henhold til tidligere beslutninger i udvalgene er der indgået partnerskab mellem Rebild kommune og DGI Nordjylland. Partnerskabet har til formål at styrke foreningslivet i Rebild Kommune og skabe flere og mere fysisk aktive borgere samt understøtte Byrådets vision; ’Et aktivt liv sammen’. Indsatserne ligger ligeledes i forlængelse af de nye politikker "Omsorg og sundhed" samt "Oplevelser, fritid og fællesskaber" og er med til at indfri indsatser beskrevet i Rebild Kommunes katalog for FN's verdensmål og centerkontrakten for Center Sundhed, Kultur og Fritid.

Der er igangsat flere initiativer med netop dette formål. Den første aktivitet, som danner grundlag for igangsættelse af øvrige aktiviteter, var ansættelse af foreningskonsulent. Ansættelsen skete pr. 1. juni 2020.

Foreningsudviklingskonsulenten samarbejder i øjeblikket med relevante medarbejdere i forvaltningen, DGI og foreningslivet særligt med følgende indsatsområder;

1)  Bevægelse for børn og unge – særligt de udsatte

2)  Udslusning fra Sundhedscentrets tilbud – så borgerne bliver hjulpet trygt videre til træning i foreningslivet

3)  Aktive ældre – fordi Rebild Kommune oplever en stigning i inaktivitet blandt 65+ generationerne, jvf sundhedsprofil

Alle foreningerne i Rebild Kommune er ultimo juni orienteret om ansættelsen og herunder hvordan konsulentens kompetencer og ressourcer spiller ind i det allerede eksisterende medarbejderteam omkring foreningslivet. Her er teamets kompetencer, ansvarsområde samt kontaktoplysninger præsenteret.

Med ansættelsen af foreningsudviklingskonsulenten er der på nuværende tidspunkt igangsat følgende;

-  Kortlægning af foreningsområdet i Rebild Kommune – herunder antal foreninger, type af foreninger, medlemsoverblik, styrker og svagheder i Rebild Kommunes foreningsliv sammenlignet med Regions- og landsgennemsnit osv.

-  Opstart af Jump4Fun i Sortebakkens Gymnastikforening (idrætstilbud til overvægtige- samt foreningsuvante børn og unge)

-  Skabt tæt kontakt til- og hjælp fra DGI ifm. sommeraktivitetspuljen hvor mere end 500 børn og unge har været aktive i vores foreninger

-  Flere foreninger har fået hjælp til bestyrelsesarbejde - herunder hjælp til kommunikation, rekruttering af frivillige samt udviklingsopgaver

-  Igangværende proces om etablering af e-sports afdeling i Terndrup fodboldafdeling

-  Igangværende proces om bredt foreningssamarbejde og Terndrup Skole

-  Igangværende proces om at få flere FGU og erhvervsskole elever ud i foreningslivet via helhedsorienterede projektforløb

Som det fremgår, har flere foreninger allerede benyttet sig af muligheden for at få hjælp og sparring i forbindelse med udviklings- og driftsopgaver.

Udvalgene vil løbende blive orienteret om igangsatte aktiviteter og initiativer, samt resultater og evalueringer heraf.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget


Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget orienteres hermed om status for partnerskabet med DGI Nordjylland. Partnerskabet har til formål at styrke foreningslivet i Rebild Kommune og skabe flere og mere fysisk aktive borgere samt understøtte Byrådets vision; ’Et aktivt liv sammen’. Der er igangsat flere initiativer med netop dette formål. Udvalgene vil løbende blive orienteret om aktiviteter og initiativer, samt resultaterne af disse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0